Socialdemokraterne vil stille med en arbejdsminister, der skal indføre et ”konjunkturbestemt” dagpengesystem og tage et opgør med enten kommunerne eller fagbevægelsen. Analyse i Berlingske Nyhedsmagasin.

Inger Støjberg kan blive den sidste af slagsen. Erhvervslivet skal begynde at vænne sig til, at der ikke – som under Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke – vil eksistere en ”beskæftigelsesminister”, hvis en rød regering kommer til. Titlen vil med et trylleslag være ændret til ”arbejdsminister”, når Helle Thorning-Schmidt præsenterer sit regeringshold foran Amalienborg.

En sådan navneændring kan måske forekomme ligegyldig, men ikke for Socialdemokraterne, der mener, at ordet beskæftigelse emmer af passiv anbringelse og meningsløs aktivering, mens deres egen udgave signalerer et markant stilskifte i arbejdsmarkedspolitikken.

Der bliver nok at tage fat på: En socialdemokratisk ledet regering vil formentlig ikke kunne leve med, at tusindvis af ledige til næste sommer risikerer at falde helt ud af dagpengesystemet. Det er ellers tilfældet, efter at den nuværende regering sammen med DF og De Radikale har skåret dagpengeperioden ned fra fire til to år. Socialdemokraterne kalkulerer med, at de berørte vil få dagpengeretten forlænget midlertidigt. Planen er altså ikke at rulle tingene tilbage til de fire års automatiske dagpengeret, selvom både S og SF tordnede imod stramningerne, da reglerne blev vedtaget.

I stedet overvejer S-toppen at kaste et nydesignet ”konjunkturbestemt dagpengesystem” på bordet, når en rød regering senest 60 dage efter regeringsovertagelsen inviterer arbejdsmarkedets parter til de bebudede trepartsforhandlinger: Dagpengene skal – med den model – kobles sammen med, om der er gang i erhvervslivet eller ej: Under en dyb krise som nu forlænges dagpengeperioden automatisk, mens retten igen sættes på slankekur, hvis konjunkturerne vender til det bedre.

En prognose, der cirkulerer i fagbevægelsen og den socialdemokratiske top, peger på, at 20.000 i juli 2012 står til at miste dagpengeretten, og at yderligere 10.000 vil følge samme vej tre måneder efter, hvis krisen fortsætter. En sådan udvikling vil være ubærlig for Socialdemokraterne, der vil svare igen med et moratorium, hvor ingen falder ud af systemet, mens den ny regering – med input fra trepartsforhandlingerne – kreerer et anderledes dagpengesystem.

Organisationsverdenen holder vejret: Vil en rød regering samtidig fyre kommunerne og deres møjsommeligt opbyggede jobcentre rundt om i landet? Der tegner sig en fælles front med DI, LO, AC og FTF på den ene side og KL på den anden. Specielt fagbevægelsen græmmer sig over, at beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen overlod opgaven til ”98 landsbytosser”, som man smagfuldt kalder kommunerne. I forbindelse med kommunalreformen stod de til at miste skatteforvaltningerne, studehandlen blev, at de i bytte overtog en række statslige beskæftigelsesopgaver.

LO-organisationerne forventer, at en socialdemokratisk arbejdsminister vil køre en bulldozer gennem det system, og at også A-kasserne kan komme til ære og værdighed, fordi det ifølge S under den borgerlige regering er endt i et milliardspild med bureaukrati, varmluftskonsulenter og 91 jobcentre, der er for små på et moderne arbejdsmarked.

Alligevel lister S i øjeblikket på kattepoter: Går den endelige beslutning kommunerne imod, vil der rejse sig et hylekor, ikke blot fra KL, men også toneangivende socialdemokratiske borgmestre. Og meddeler S, at kommunerne beholder opgaven, får man fagbevægelsen på nakken: En klar udmelding nu vil udløse en ny punisk krig mellem kommunerne, fagbevægelsen og S, er den socialdemokratiske analyse p.t.

Det gør det heller ikke nemmere for den socialdemokratiske top, at De Radikale i mellemtiden har ændret holdning. R stemte i sin tid mod kommunaliseringen, men peger i et nyt beskæftigelsesudspil på, at systemet godt kan repareres – uden at sætte kommunerne fra bestillingen. En tilbageførsel til staten vil koste mange penge og betyde spildtid, argumenterer R, der til gengæld ønsker en række anbefalinger fra Arbejdsmarkedskommissionen og de økonomiske vismænd ført ud i livet. R vil ændre den statslige refusion, så kommunerne måles på deres evne til at skabe reelle resultater.

Over for den radikale kovending står en stort set samlet lønmodtagerfront: De tre store hovedorganisationer, LO, AC og FTF, har fundet sammen om et fælles papir med krav om, at staten overtager ansvaret. På B-siden skal man altså lede med lup for at finde nogen, der er venligt stemt over for kommunerne. Undtagelserne er eksempelvis HK Kommunal og Dansk Socialrådgiverforening, og årsagen er åbenlys: Jobcentrene har skabt gode sagsbehandlerjob til netop deres medlemmer.

KL skal til gengæld ikke regne med støtte fra DI, der vil luge ud i antallet af jobcentre og samle indsatsen i større enheder med staten for bordenden. En slankning, Socialdemokraterne gerne vil diskutere med DI: Det er bestemt værd at overveje 8-12 regionale enheder, der bedre matcher arbejdskraftoplandene herhjemme. Men den model behøver ikke at dømme kommunerne helt ude, mener man på den anden side i den socialdemokratiske top.

Aner man her en lille udstrakt hånd til KL og en mindre begmand til vennerne i LO?