Det holder tilsyneladende aldrig op: Flere og flere kvælende regler; lovkomplekser der ikke hænger sammen eller virker efter hensigten; yderligere indskrænkning af det kommunale selvstyre og nu Enhedslistens minimumskrav til bemandingen ude i daginstitutionerne. Analyse i Information.

Siden Poul Schlüter i 1980erne har Christiansborg-politikerne talt varmt og længe om at afbureaukratisere, men for hver regering går det tilsyneladende lige modsat: Der strammes og strammes på kravskruen.

Økonomi-og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) har ellers sat sig for at modernisere den offentlige sektor. Hun bebuder at ville øge metodefriheden ude i kommunerne. Hvis det er intentionen, var finansloven næppe et skridt i den rette retning: Det lykkedes Enhedslisten at snige et krav om pædagognormeringer ind, så kommunerne mister muligheden for fleksibelt at indrette tilbuddene efter behov og økonomi. KL frygter endnu en udgiftsspiral i en krisetid, hvor der skal spares i den offentlige sektor og skabes job i den private.

Enhedslistens motiver er til at få øje på: Når et parti med en svag politisk base ude i kommunerne pludselig får afgørende magt på Christiansborg, kan partiet ikke dy sig for at stramme grebet om metodefriheden derude. Under VK-regeringen var det Dansk Folkeparti, nu har Enhedslisten overtaget rollen.

Formynderi under VK

Men det er ikke kun Christiansborg-politikerne, der gerne vil bestemme tingene ned til mindste detalje, så de tager sig godt ud over for deres vælgere. De til enhver tid siddende ministre og deres embedsmænd har tilsyneladende også en enorm modvilje mod at sanere ud i regeltyranniet – uanset om regeringen er blå eller rød: Under VK-regeringen voksede det statslige overformynderi trods alle slagnumre om afbureaukratisering.

Slotsholmens embedsmænd kan langt fra frikendes i det spil, og det er der i hvert fald tre forklaringer på: For det første kan regelsaneringer ramle ind i ”øv-nu-igen-modstanden”. Slankekuren bliver jo alligevel ikke til noget, så hvorfor alt det besvær med at gå i gang, tænker erfaringsramte embedsmænd instinktivt.

Næste hurdle er bekymringen over at skulle sendes på overarbejde: At bruge kræfter på at halvere antallet af love, der er opstået ved historisk knopskydning, vil blot være endnu en opgave oven i alle andre. Endelig er der den sidste psykologiske barriere: Embedslaget har selv været med til at lave de eksisterende regler, så er vi ikke gode nok eller hvad?

Politisk rockwool-lag

Men det tungeste rockwool-lag på Slotsholmen udgøres af ministrene selv. Der er der også mindst tre årsager til: De fleste sidder højst et par år i stolen, så skifter statsministeren dem ud. Derfor går de efter de hurtige, synlige succeser. Men forenklinger af lovgivningen tager tid, før resultatet kan ses, ofte mere end fire år, så hvorfor bruge ministerkrudt på dem?

Forklaring nummer to er, at oppositionen elsker at konfrontere ministrene med ”skandaløse” enkeltsager ude i kommunerne, og så strammer en presset minister igen på lovskruen. En fejl i en enkelt kommune skal åbenbart gå ud over de 97 andre – sådan har moderne politik, godt hjulpet af pressen, udviklet sig.

Endelig ser en minister noget forpjusket ud, hvis vedkommende ikke har et bugnende arsenal af lovforslag med i regeringens lovprogram for den kommende folketingssæson. Det signalerer handlekraft. Så hellere møde op med for mange lovindgreb end for få.

Bundlinjen er, at kommuner, borgere og erhvervsliv får kastet flere og flere – nogle gange uforståelige – regler i hovedet. Spørgsmålet er, om Margrethe Vestager som regeringens moderniseringsminister kan stoppe den udvikling. Det bliver op ad bakke.