Efter at Hans Skov Christensen stoppede i DI, har afløseren, Karsten Dybvad, tøet forholdet til S-toppen op, og for næsen af fagbevægelsen er regeringen ved at bygge alliancer op med erhvervslivets organisationer. Det gælder også SF-ministrene. Analyse i Berlingske Nyhedsmagasin.

Ganske få måneder efter at Karsten Dybvad var trådt til som ny administrerende direktør for DI, gik han på erhvervslivets vegne i gang med et reparationsarbejde over for Socialdemokraternes top. Han gjorde det for en DI-topchef usædvanlige at troppe op på Helle Thorning-Schmidts formandskontor på Christiansborg for at mødes med oppositionens statsministerkandidat. Thorning tog varmt imod ham. Der blev i sjælden grad delt kindkys ud og sagt ”Hej, Karsten”, inden de gik ind bag den lukkede dør.

Men Dybvads rituelle handling, der fandt sted en januardag i år, var også en udstrakt hånd. Normalt ulejliger DIs topchef sig ikke af sted, når der skal holdes hulemøder med danske toppolitikere. Under forgængeren Hans Skov Christensen måtte ministre og formænd for oppositionspartierne pænt bevæge sig til Industriens Hus. Trafikken var ensrettet. Stort set kun landets statsminister var undtaget for den regel. Men mellem Hans Skov og Helle Thorning-Schmidt var noget gået galt under et møde hos ham. Thorning havde angiveligt forladt Skov med, hvad der kunne ligne et ultimatum: Hvis de skulle mødes igen, så kunne det kun foregå eet sted: på Christiansborg på hendes kontor.

Det var derfor, at mødet for snart 11 måneder siden mellem Dybvad og landets nuværende statsminister var en isbryder: Nok skal chefen for en tung interesseorganisation have kant, men han bør ikke selv være kantet. En top-lobbyist skal få tingene til at glide. Det lønner sig i det lange løb.

Pointen med historien er, at Socialdemokraterne i dag igen har glimrende forbindelser til DI. Og blandt erhvervsorganisationerne er måneders usikkerhed skiftet ud med lettelsens suk på ledelsesgangene: Regeringen er ikke nær så rød som frygtet. Den er opmærksom på landets enorme udfordringer, som kun kan løses, hvis ministrene ikke kommer for meget på kollisionskurs med erhvervslivet, men samarbejder med dets repræsentanter. Så både ministre og embedsmænd er lige så lette at få adgang til som altid: Der laves aftaler og skabes alliancer på kryds og tværs, telefonerne kimer, også på SF-ministrenes initiativ.

Nok har A-siden skullet vænne sig til, at det ikke længere er en konservativ, men SFeren Ole Sohn, der er landets vækstminister. Eller at fødevareministeren er socialdemokrat og ikke venstremand. Men med topembedsmændenes mellemkomst begynder tingene at glide lige så gelinde. Ganske vist foretrækker en SF-minister at lytte til bløde øko-ord som”bæredygtighed” snarere end nålestribede udtryk som ”energioptimering”. Man skal twiste ordene og argumenterne på anden vis end under VK-regeringen. Men de overordnede spilleregler for lobbyisme er – stort set – de samme.

Samtidig er især de nyslåede SF-ministre duperede over al den service, departementscheferne yder. Dårligt nok var Ole Sohn trådt ind ad døren, så stod den erfarne Michael Dittmer klar med en velkomstpakke. Departementschefen, der siden 2001 har betjent tre konservative ministre i rap, havde fluks sat hele ministeriet i sving med at give sit bud på, hvordan regeringsgrundlaget gøres operationelt på Sohns ministerområde – en to-do-liste for de næste fire år. Øvelsen i det velforberedte system havde taget få timer, så kunne Dittmer levere præcise pejlemærker for sin positivt overraskede minister.

Alle moderne topembedsmænd sætter en ære i at servere sådan en politisk musikalsk pakke for et nyt regeringshold, der føler sig godt taget imod. Velværet breder sig, når embedsmændene hvisker ministrene i ørerne, hvilke interesseorganisationer det er bedst at møde hurtigt. Fagbevægelsen står ikke nødvendigvis øverst på listen. Selv venstrefløjens hidtidige hadeobjekter som eksempelvis medicinalindustrien bliver i disse uger ringet op: SF-ministrene ønsker konstruktive input til, hvordan vækst, job i den private sektor og sundhed kan gå hånd i hånd.

Det kan næsten synes paradoksalt, at netop SF kæmper for at knække koden til, hvordan Danmark igen klarer sig godt i den globale konkurrence. Men SF-inderkredsen lader – indtil videre – bagland være bagland. Og regeringen – den er i gang med at bygge gode kontakter op til virksomheder og brancheorganisationer for næsen af fagbevægelsen.

LO-folkene har lugtet lunten: Da Helle Thorning-Schmidt for et par uger siden holdt hovedtalen på LOs kongres i Aalborg, måtte hun hele 17 minutter ind i sin tale, før den skeptiske forsamling besluttede sig for at klappe. Det må være noget nær bundrekord for en socialdemokrat, der lige har vundet magten. Hun havde ellers på forhånd sendt udkastet til talen til gennemsyn i LOs hovedkvarter. Men den gestus havde ikke stemt bosserne mildere: De så ingen udstrakt hånd til fagbevægelsen, snarere DI-venlige toner, når det gælder de vigtige overenskomst-og trepartsforhandlinger i 2012.

Så mon ikke Karsten Dybvad så rigtigt ved at bryde isen efter Hans Skov – og lod sig se på Christiansborg?