Efter en række socialdemokratiske ydmygelser kom det radikale pay back med efterlønsreformen. R er igen et nøgleparti og skal nu  finde sammen med S og SF i en ny magtbalance – uden personligt nag og hævntørst. Analyse i Information.

”Jeg bærer ikke nag, men jeg husker navne”. Sådan lyder en isnende, berømt filmreplik, der afslører en amerikansk mafiaboss’ blodige livsfilosofi. Hvis den tilgang til magt altid gjaldt dansk politik, ville Socialdemokraterne have mere end svært ved at være i stue med De Radikale, ikke mindst efter Margrethe Vestagers enegang med tilbagetrækningsreformen.

Men toppolitikere skal være ekstra gode til at bide sig i tungen. De ved, hvor vigtigt det er at udvise ”passende dårlig hukommelse”, hvis de skal være i stand til at danne regering sammen. Personligt nag og hån kommer man ikke langt med, selvom der har været adskillige ydmygelser mellem Vestager og toppen af Socialdemokratiet.

Henrik Sass Larsen har stået fadder til den såkaldte ”Sass-doktrin”, der går ud på, at R ikke skal få lov at spille en nøglerolle i dansk politik. I stedet har S ringforlovet sig med Villy Søvndal. Den doktrin er nu sønderskudt, efter at R før sommerferien gik sammen med VKO og lavede et efterlønsindgreb, mens Socialdemokraterne måbende og magtesløst måtte se til.

Løkke er skakmesteren

Nok lagde Helle Thorning-Schmidt selv som nyvalgt formand ud med at foreslå en reform af efterlønnen, men det har alle glemt i dag. Svend Aukens skygge hænger stadig over partiet, efterlønnen er hjerteblod. Så Vestagers skaktræk var en iskold klud.

Lars Løkke Rasmussen er den store skakmester bag Sass-doktrinens fald. Statsministeren banede reelt vejen for De Radikales comeback i dansk politik, og at R om få dage på sit sommergruppemøde kan konstatere, at meningsmålingerne er hamret i vejret. Mens finansminister Claus Hjort Frederiksen ikke turde røre ved denne hellige ko, skabte Løkke med sin nytårstale til danskerne forudsætningerne for en aftale, der ser ud til at ændre styrkeforholdet mellem R, S og SF.

På et enkelt punkt har Løkke dog forregnet sig. Han havde formentlig håbet at score en dobbeltgevinst – dels et endeligt opgør med efterlønnen, dels at få rød blok til at gå op i flammer. Det sidste er tilsyneladende ikke lykkedes: Helt galt kunne det ellers have gået, da det gik op for den socialdemokratiske top, at Vestager mente det alvorligt og virkelig agtede at lave et forlig. Men en ilter Sass fik nogle afgørende timer til at besinde sig og ikke svine Vestager offentligt til. Pusterummet opstod paradoksalt nok takket være Dansk Folkeparti, der i en pause i de økonomiske forhandlinger skulle have sin sædvanlige mediestjernestund  – denne gang med den famøse grænseaftale. Meget grimt kunne være blevet sagt, men det skete kun bag lukkede døre.

De Radikale kan nu håbe på, at der også efter valget er et VKOR-flertal på mindst 90 stemmer for tilbagetrækningsreformen. Dermed vil R indtage den nøgleposition, Sass havde forsvoret, at det lille indflydelsesparti måtte få. Med sådan et ”alternativt” flertal vil Vestager kunne lægge maksimalt pres på Thorning og Sass – og tage sig dyrere betalt for at deltage i regeringen.

Vestager blevet en stjerne

Blandt konservative har man fulgt med i den succes, Vestager vader i. K har i modsætning til R ikke kunnet høste vælgerfrugter af sine mærkesager. Nu flirter mange konservative ifølge en kronik  i Berlingske med tanken om at stemme radikalt næste gang. Kronikken er skrevet af et konservativt medlem: Vestager ”er af den støbning, hvor mange tænker, at skulle jeg vælge en direktør til at tage hånd om min egen virksomhed, så ville jeg være helt tryg ved hende”, lyder rosen fra kronikøren,  der dermed antyder, at Vestager – efter et langt tilløb – er blevet en af stjernerne i dansk politik, formentlig til stor ærgrelse for Sass-doktrinens ophavsmand.