Løkke fik ret helt tilbage i 2019: Der skulle en international chokbegivenhed til at skabe en overraskende dansk regeringskonstellation henover midten. Og de næste 10 år? Seks megatrends vil præge dansk politik. Et højt reformtempo kommer til at teste demokratiet, og interesseorganisationerne skal beslutte sig for, om de vil være en del af løsningen.

Det er næsten en halsløs gerning at se ti år frem, men i 2033 vil historikere formentlig kigge tilbage og konstatere, at Lars Løkke Rasmussen helt tilbage i 2019 – flere år før SVM-midterregeringen vendte op og ned på alle politiske vaneforestillinger – havde ret i sine antagelser om, hvad der skulle til for at danne en regering hen over midten: en gigantisk politisk krisestund, der kalder på national samling blandt ansvarspartierne.
”Jeg kan godt forstå, at mange mennesker siger: ’Vi er et lille land i en stor verden. Kunne de store, erfarne midterpartier dog ikke prøve at løfte opgaven i fællesskab?’ Personligt tror jeg, at det kommer til at ske en dag; men der skal nok være en udløsende mekanisme for at sætte processen i gang”. Sådan sagde Løkke i samtalebogen ”Befrielsens øjeblik”, der udkom i maj 2019 og dermed før såvel COVID-19 som Ruslands invasion af Ukraine satte nye verdenspolitiske agendaer.

Den 24. februar 2022 afgjorde alt

Venstres daværende formand understregede, at der skulle en grænseoverskridende begivenhed til for at udløse en grænseoverskridende regering. Men det blev eksempelvis ikke en ny global finanskrise, der blev den udløsende faktor for, at der for første gang siden samlingsregeringen under Anden Verdenskrig blev skabt en flertalsregering bestående af umage partier. Det var den russiske invasion af Ukraine, der med ét vendte op og ned på dynamikkerne i dansk politik og førte til en national samling over midten.

Timingen for ”Befrielsens øjeblik” var mildt sagt heller ikke den mest elegante, i hvert fald set med Venstre-partifællernes øjne: Løkkes bog udstak en helt ny strategisk kurs og var et soloprojekt, der til stor overraskelse for baglandet blev lanceret midt under en valgkamp, som endte med, at Venstre ganske vist gik frem, men tabte regeringsmagten til en socialdemokratisk etpartiregering.

Forandringer sker oftest i langsomt tempo, så vi dårligt nok bemærker dem i dagligdagen, men så er der de voldsomme enkeltbegivenheder, hvor der er et ”før” og et ”efter”, og hvor vi selv mange år efter spørger hinanden: ”Kan du huske, hvad du lavede den dag?” Sådan en dag var den 24. februar 2022, hvor Rusland angreb Ukraine, ligesom den 9. november 1989, hvor Berlin-muren faldt, eller den 11. september 2001, hvor to fly fløj ind i World Trade Center i New York.

Seks tendenser vil ramme dansk politik

Spørgsmålet er, om Putins angreb blot skabte et kortvarigt parlamentarisk befrielsesøjeblik herhjemme, en blå-rød forbrødring af midlertidig karakter, og om Christiansborg inden for nær fremtid falder tilbage i vante samarbejdsmønstre. Det er det for tidligt at give et nagelfast svar på, men det kan langt fra udelukkes, at et tæt samarbejde hen over midten i dansk politik – måske endda som nu i regeringsform – vil være med på listen af seks politiske megatrends, der kan komme til at præge Danmark de næste 10 år:

  • Ansvarspartier hen over midten: Det vil næppe stoppe med SVM-regeringen. Med de fundamentale udfordringer, Danmark står over for, vil fremtidige regeringer tøve med at basere deres beslutninger på fløjene
  • Højt reformtempo vil teste demokratiet: En stærk dansk regeringsleder vil skulle undgå autokratiske magtfuldkommenheds-træk, men samtidig formå at skære igennem, når det gør ondt. Forkert håndteret risikerer Danmark franske tilstande med gule veste i gaderne
  • Organisationsverdenen kommer til eksamen: Danmark vil stå over for så store, strukturelle udfordringer, at mange interesseorganisationer – deriblandt lønmodtagernes – må beslutte sig for, om de vil være en del af problemet eller en del af løsningen, når der laves reformer
  • Den offentlige ens-for-alle-velfærd sendes på slankekur: Folkepensionen og anden basisservice vil fortsat være skattefinansieret, men ansvarlige partier skal og vil finde på økonomisk bæredygtige løsninger, hvor brugerne – ud over skatten – selv bidrager til finansieringen af deres frit-valgs-velfærd
  • Truslen fra Rusland får Europa til at rykke tættere sammen: EU og NATO bliver styrket, og Danmark vil i hidtil uset grad bidrage – finansielt og militært. Selv schweizerne vil vakle i troen på, at de kan klare sig uden NATO
  • En mere pragmatisk udenrigspolitik over for Afrika og Asien: Danske regeringer bliver endnu mere varsomme med at kritisere autokrater. Alt sammen med henblik på at bygge flere nødvendige alliancer op uden for Vesten

Selvfølgelige beslutninger, der var utænkelige før

Politiske beslutninger, der for mange i dag virker nærmest selvfølgelige, var ganske utænkelige, før Putin demonstrerede, at han opererer med en helt andet logik end vestlige demokratier. Hvem havde før den 24. februar 2022 forudset, at en fremtidig SVM-regering som noget af det første ville afskaffe Store Bededag og trodse lønmodtagernes trang til at holde mere og mere fri? Og at statsminister Mette Frederiksen ville begrunde det lille afsavn med, at der skulle være råd til at levere krudt og kugler til ukrainerne, der ikke bare kæmper deres egen sag, men for alle os?

Hvem havde forudset, at Finland og Sverige ville opgive neutraliteten og søge om at blive optaget i NATO? Næppe heller autokraten Vladimir Putin, der efter alt at dømme fejlkalkulerede og viste ringe indsigt i, at demokratier formår at handle, hvis blot de bliver pressede nok. Hvem havde forudset, at Mette Frederiksen pludselig meldte Danmark ind som EU-kerneland – efter tidligere at være betragtet som den mest EU-skeptiske danske statsminister nogensinde, en  regeringschef, der hovedrystende talte om ”gak-gak”-beslutninger i Bruxelles? Og hvem havde forudset, at en bred kreds af partier – som led i en historisk national forbrødring om endelig at begynde at leve op til vores NATO-forpligtelser – turde gennemføre endnu en folkeafstemning om at afskaffe et EU-forbehold? Igen med fare for at få et lammende nej, som det allerede i nyere tid var sket for danske regeringer to gange tidligere: først euro-afstemningen i 2000, dernæst folkeafstemningen i 2015 om at omdanne det danske retsforbehold til en tilvalgsordning.

Politiske forudsigelser står på porøst fundament

Pointen er, at politiske prognoser, der forsøger at kigge bare ti år frem, står på et porøst fundament. Det smuldrer let, når verden igen overraskes og atter en gang ændrer forudsætningerne for at bedrive politisk ledelse i Danmark: klimakrise, sikkerhedskrise, demografisk krise, sundhedskrise, energikrise, økonomisk krise, velfærdskrise, forsyningskrise, geopolitisk krise, demokratisk krise. Sjældent har så mange internationale udfordringer stået så meget i kø, været så filtret ind i hinanden og krævet så meget beslutningskraft. Ikke blot i NATO og EU, men også i Danmark.

Danmark er en lille, åben økonomi og befolkningsmæssigt kun en knivspids større end den amerikanske delstat Minnesota. Derfor var der også en besnærende småstatslogik i Lars Løkkes forudsigelse af, at vi herhjemme en dag ville stå med en bred regering hen over midten, men at der skulle en tragisk verdensbegivenhed til at udløse det. På sin egen kyniske facon blev det den politiske adgangsbillet til endelig at kunne tage fat på tunge, komplicerede beslutninger, som dansk politik i årtier har ventet på. Løsninger, der gør ondt på snart den ene interessegruppe herhjemme, snart den anden – og derfor har fået både røde og blå regeringer til at tøve.

Demokratiets ubeslutsomme svaghed

Megatrend-spådom nummer to er, at demokratiet herhjemme vil blive styrketestet. Udfordringen vil ikke mindst være at kunne træffe hårde, men samfundsmæssigt nødvendige beslutninger – vel at mærke hurtigt og uden at regeringen med rette kan blive beskyldt for at sætte vores demokratiske principper over styr. Autokratiske ledere i Rusland og Kina er i stand til at udvise top-down-handlekraft, mens demokrati tager tid: Der skal lyttes, inddrages, forhandles og laves kompromisser. Så netop kravet om et højt reformtempo kan blive en demokratisk udfordring i sig selv.

Den gængse spin-manual tilsiger – belært af Poul Nyrup Rasmussens efterlønssvigt i sluthalvfemserne – at det kræver tid at modne en ubehagelig (regerings)beslutning over for befolkning og samarbejdspartnere. Eller på spindoktor-dansk: at prime. Ellers falder hammeren prompte. Det var det, der skete for Lars Løkke Rasmussen, der lancerede sin hen-over-midten regerings-idé uden at have konsulteret sit daværende parti, Venstre. Det kostede ham formandsposten, skønt ideen måske var så rigtig, at hans daværende parti nu – fire år efter – sidder i regering med Socialdemokratiet.

Næsten samme hammer fik SVM-regeringen at føle med sin første – nogle vil sige klodsede – uvarslede test af danskernes afsavnsvilje: Biskopper, konfirmationsfotografer og ikke mindst fagbevægelsen stod i kø for at udfordre regeringen i forbindelse med den pludselige afskaffelse af bededagen. Og ikke nok med det: Arbejdsgiverne, der ellers i årevis har skreget efter et større arbejdsudbud, holdt lav profil og undlod at støtte regeringen – formentlig af velbegrundet frygt for at puste til ilden og udløse en storkonflikt på arbejdsmarkedet.

Risikoen for et venneløst regeringsliv

En handlekraftig midterregering risikerer således at skulle leve et venneløst liv i parlamentarisk ensomhed og at være forkætret i det veletablerede organisations-danmark, der gerne forsvarer en verden af i går. Alligevel vil spørgsmålet være, om interesseorganisationerne i sidste ende har mere brug for SVM-regeringen end omvendt? Og hvem der blinker først. Megatrend nummer tre er således, at også organisationsverdenen vil komme til eksamen det kommende årti: Vil organisationerne kunne bidrage konstruktivt til en transformation af Danmark? Eller vil de bare være sure?

Der er naturligvis også en risiko for, at den nuværende regering imploderer af sig selv, eksempelvis hvis formandsudfordrede Venstre – det måske svageste led i regeringssamarbejdet – taber modet.

I mellemtiden er der nok at tage fat på: Mette Frederiksen har – chokerende for venstrefløjen og sikkert også for egne partifæller i baglandet – bebudet, at regeringen vil udfordre dogmet om, at danskerne skal have ens-for-alle-velfærdsrettigheder, som den offentlige sektor bare har at matche. Uanset om man bor i Thy, Tønder eller Tølløse.

Megatrend nummer fire vil således være, at den offentlige ens-for-alle-velfærd bliver sendt på slankekur: Alene eksplosionen i antallet af ældre er en gigantstor udfordring, hvad i årevis ikke har været nogen nyhed. Ligesom det heller ikke er nogen nyhed, at sygehuse og plejehjem kommer til at mangle kvalificerede hænder. Det nye er statsministerens tilsyneladende brutale ærlighed om, at den universelle velfærdsmodel, hendes eget parti har været med til at bygge op efter Anden Verdenskrig, ikke hænger sammen økonomisk.

Kald det politisk forventningsafstemning: Med sin nøgterne lev-med-det-stil viser statsministeren måske vejen for fremtidens ansvarlige regeringer – og i hvert fald hendes egen. Også selvom oppositionspolitikere beskylder hende for at elske at tale enhver krise op og gøre snart sagt hvad som helst til en national skæbnestund. Just det er primingens kunst: Vi har et problem, befolkning! Men vi har også en løsning.

Frygt for franske tilstande                   

På spil er den nationale sammenhængskraft, som vores statsminister i årevis har været så optaget af at bevare. Det må ikke ende med gule veste i gaderne, advarer snart fagbevægelsen, snart politikerne. Frygten er at havne i en optrappet situation som i Frankrig, hvor præsident Macron har udløst kæmpe demonstrationer ved at holde fast i og via et dekret uden om parlamentet diktere, at pensionsalderen skal sættes op fra 62 til 64 år – altså umiddelbart i international sammenligning stadig en ganske god ordning, men dybt uretfærdigt set med mange franskmænds øjne.

De vrede, vaccinefornægtende og konspirationsteoretiske Men in Black-demonstrationer under coronakrisen er måske et ubehageligt forvarsel om, at også Danmark kan blive et land, hvor modsætningerne de næste ti år bliver så store, at der kommer uro i gaderne. Som en dansk universitetsmand, politologen Johannes Andersen fra Aalborg Universitet, har spidsformuleret det: I det øjeblik, der kommer for stor afstand mellem det, som demokratisk valgte politikere er i stand til at levere, og de problemer, som utilfredse understrømme i befolkningen oplever, kan det bryde løs.

SVM-regering kan skele til Schlüters uventede succes

SVM-regeringen trøster sig formentlig med, at det langt fra er første gang, at en dansk regering må tage en stribe beslutninger, der nu og her er rasende upopulære, men som eftertiden muligvis vil se i et anderledes positivt lys. Om mange år kan det vise sig at være netop de initiativer, der bragte Danmark tørskoet i land. Erfaringen er også, at en regering – uventet for både opposition og iagttagere – kan sidde i ganske lang tid, selvom fagbevægelsen raser og truer med i tusindtal at møde op på Christiansborg Slotsplads.

Her mange årtier efter står Poul Schlüter med sine 1980er-reform-regeringer som en af de store i dansk politik. Ingen havde ventet, at Schlüter ville holde længe, og at hans regeringer ville være beslutningsdygtige. Og da slet ikke Socialdemokraterne med Anker Jørgensen i spidsen, der mente, at Schlüter kun havde magten kort til låns – efter at det store arbejderparti selv havde måtte give op over for nationens økonomiske morads, der var på kanten til at sende os ud over afgrunden.

De første uger med Schlüter blev da også dramatiske. Først lagde den nye regering ud med at stoppe automatpilot-beslutningerne om hele tiden at devaluere kronen og lagde dermed fundamentet til den senere berømmede fastkurs-politik, som den dag i dag er en fast del af enhver regerings værktøjskasse. Dernæst kom den store styrkeprøve over for fagbevægelsen: Via hastelovgivning frøs regeringen de dyrtidspensioner inde, som lønmodtagerne pr. automatik fik udbetalt og som var med til at drive landets økonomi så meget i uføre, at Danmarks kreditværdighed var på vej ned i et sort mudderhul. Siden kom kartoffelkuren med beskæring af rentefradraget, der gjorde det dyrere at låne og førte til et stort antal tvangsauktioner. Danskerne skulle tvinges til at spare op i stedet for at låne.

Det var i hine tider, at Hardy Hansen – formand for Specialarbejderforbundet, som senere blev til fagforbundet 3F – talte om ’den sociale massegrav’, og en rasende fagbevægelse indrykkede den ene helsides protestannonce efter den anden i aviserne. For dem med historisk hukommelse er der måske lidt deja vue over begivenhederne, når vi skruer tiden frem til SVM-regeringens upopulære bededagsbeslutning. Eneste grundlæggende forskel er, at fagforbundene i dag har mindre magt end dengang, og at mobiliseringsmetoderne har fået en ansigtsløftning. Dagens fagbevægelse nøjes således ikke med avisannoncer og demonstrationer foran Christiansborg, men topper indsatsen med et markant politisk tryk på Twitter og Facebook.

Ikke dermed sagt, at store bededags-beslutningen nødvendigvis på den lange bane vil vise sig lige så kløgtig som Schlüters fastkurspolitik og indefrysning af dyrtidspensionerne. Det kan næppe udelukkes, at man om ti år vil sige, at det ikke var en særlig god beslutning. At det var et forældet kommando-økonomisk indgreb i strid med tidsånden. Og dermed uden virkning: Lønmodtagerdanskere, som de er flest, vil ikke arbejde så meget som et sekund mere. Men signalet med bededagsafskaffelsen er ikke til at tage fejl af: Bare vent, mere følger!

Rejselystne ministre skifter værdipolitisk udenrigspolitik ud

Trend nummer fem vil være, at Europa rykker sammen – alene fordi det er nødvendigt, især hvis en republikansk præsident a la Trump igen rykker ind i Det Hvide Hus. Det er i hvert fald den gængse frygt. Men et internationalt samarbejdende Danmark vil også gå egne veje med regeringschefen i spidsen. Et lille lands statsminister har ikke kun dansk indenrigspolitik at tage sig af. Den æra sluttede helt med Poul Schlüter, der gladeligt overlod den internationale scene til udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen. Mette Frederiksen derimod har sluttet sig til rækken af statsministre, der konstant sætter flykursen mod udlandet. Det er ikke nyt. Sådan har det været siden Poul Nyrup Rasmussen. Det nye er, at både hun og udenrigsministeren – hendes forgænger i Statsministeriet – meget aktivt besøger markante lande rundt om i verden med en elendig historik, hvad angår menneskerettighederne, og måske endda ligefrem står og roser diktatorerne, eksempelvis Egyptens.

Så langt øjet rækker, vil det formentlig være den danske stil på de bonede gulve i autokratiske hovedstæder: Trend nummer seks vil være, at der vil være længere mellem danske ministre, der går i brechen for demokrati, frihed og menneskerettigheder, som den tidligere socialdemokratiske finans- og udenrigsminister Mogens Lykketoft har prædiket det og såmænd engang også Anker Jørgensen. Hvorfor? Fordi det vil være nødvendigt for Danmark at bygge nye alliancer op uden for Vesten, deriblandt i Afrika, Indien og Asien i en tid, hvor vores gamle amerikanske allierede mister terræn.

Lad os overlade det sidste ord til – i den sammenhæng – klartseende Lars Løkke Rasmussen: ”Danmark er nødt til at lytte mere og moralisere mindre, hvis vi skal opnå succes i den nye verdensorden”. Sådan formulerede udenrigsministeren sig ifølge Politiken, da han for nylig var med en handelsdelegation på besøg i Indien; et kæmpeland, hvor demokratiet tilsyneladende er på retræte og dermed del af en trend, hvor autokratier snarere synes at være reglen end undtagelsen. Realpolitik – det er således ikke for sarte sjæle. Og danske virksomheder – de skal tjene penge hjem til fædrelandet, så vi kan finansiere den offentlige sektor.

Analysen er bragt i Ræson/forår 2023.