Forsvarsminister Nick Hækkerup gør op med ledelseskulturen i forsvaret. Kun et bagholdsangreb fra regeringstoppen kan stoppe, at Danmark får en ny forsvarschef rekrutteret efter moderne ansættelsesmetoder. Analyse i dagbladet Information.
Forsvarsminister Nick Hækkerup (S) er under voldsom beskydning fra officerer i det danske forsvar, fordi han har slået jobbet som ny forsvarschef offentligt op og samtidig koblet et headhunterfirma på opgaven. Hækkerup vil angiveligt hellere have en medgørlig civil administrator end en erfaren general eller admiral med solid militær baggrund.
Ophavsmand til den beskyldning er Jørn Olesen, pensioneret kontreadmiral og forhenværende chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE). I et åbent brev til Folketingets forsvarsudvalg advarer han kraftigt imod en skrivebordsgeneral. Olesen bruger ikke selv ordet ”DJØFisering”, men det ligger mellem linjerne.
Hækkerup er af statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) blevet bedt om at modernisere forsvaret. Den første styrkeprøve udspiller sig nu, ikke mindst i Berlingske, der dag efter dag lægger spalteplads til frustrerede og vrede militære røster, som taler om ”tillidskrise”.
Gummistempel
Hidtil har traditionen været, at generaler og admiraler fra forsvarets tre værn skiftedes til at få jobbet som forsvarschef – en slags turnusordning og magtdeling mellem Søværnet, Hæren og Flyvevåbnet. Dermed har skiftende forsvarsministre i realiteten fungeret som et gummistempel, der blot kunne nikke til den kandidat, som stod for tur.
Det er denne selvsupplerende militære rekrutteringskultur, en af regeringsholdets mest ledelsesbevidste ministre nu tager et opgør med. Som tidligere Hillerød-borgmester med flair og interesse for moderne ledelsesformer har Hækkerup selv været med til at ansætte kommunaldirektører, så hvorfor ikke lade moderne tider komme til forsvaret.
Det er ikke unormalt ved andre topjob, at et stillingsopslag suppleres med, at et headhunterfirma ringer rundt til potentielle kandidater for at tjekke markedet. Det er også sket her, men udlægges som desperation fra Hækkerups side: At han mangler kvalificerede kandidater i bunken og har malet sig op i en krog.
Det er ikke første gang, at militærfolk hidser sig op over nye måder at rekruttere på. Under den borgerlige regering satte selvsamme Jørn Olesen sig også til tangenterne, da en civilist for første gang i FEs historie røg til tops som leder af efterretningstjenesten: Thomas Ahrenkiel – embedsmand med baggrund i Udenrigsministeriet og Statsministeriet – blev i 2010 sat i spidsen for FE.
Ved den lejlighed advarede Olesen mod ”djøffernes overtagelse” af et job, der hidtil havde cirkuleret mellem officerer fra Søværnet og Hæren. Det var en strid med klare paralleller til udnævnelsen af Leon Panetta som chef for CIA, FEs amerikanske søsterorganisation. Da Barack Obama i 2009 valgte Panetta, skortede det ikke på kritiske røster, fordi den nye chef manglede konkret erfaring med efterretningsvirksomhed.
Bagholdsangreb fra Statsministeriet
Hækkerup ryster tilsyneladende ikke på hånden: Berlingske har på lederplads opfordret ham til at genopslå jobbet som forsvarschef, blandt andet fordi en række generaler har afholdt sig for at søge. Det afviser han blankt. Ministeren føler sig overbevist om, at han kan stille med en dygtig forsvarschef inden for en måned.
Det værste, der kan ske for Hækkerup nu, er, at regeringstoppen ryster på hånden og kommer med et bagholdsangreb; altså at Helle Thorning blander sig i, hvem der skal have jobbet og dermed kortslutter Hækkerups moderniseringsplan. Det vil undergrave hans autoritet voldsomt.
Blandt menige ministre har statsministeren fået ry for at ville detailstyre ved udnævnelser, mens hun lader vigtigere ting ligge. Et forkert statsministergreb nu vil udløse en voldsom krise på det socialdemokratiske ministerhold, hvor lunten i forvejen er kort.