Statsministeriets departementschef gelejdede Helle Thorning-Schmidt gennem de svære regeringsforhandlinger på Hotel Crowne Plaza. Vil den hidtidige mistillid til embedsmændene blive afløst af glæden ved den gode ministerbetjening? Analyse i Information.
Da Mogens Lykketoft for snart 20 år siden rykkede ind som finansminister, var han så skeptisk over for Finansministeriets evne og vilje til at levere sober talfremstilling, at han truede embedsmændene med at få kørt deres notater ud til Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE). AE har været Socialdemokraternes regnemaskine og økonomiske hjælpemotor siden 1930erne. Lykketoft ville have tingene dobbelttjekket dér, inden han ville lægge ministernavn til dem.
Sådan lyder en sejlivet anekdote om den skepsis, Socialdemokraterne nærede til det embedsværk, der i et årti havde betjent Poul Schlüter og hans borgerlige regering. Men fakta er, at Lykketoft fik et fortrinligt samarbejde med sin departementschef, Anders Eldrup, der ellers et kort øjeblik frygtede, at den nye minister ville fyre ham.
Nu ser historien ud til at gentage sig: Da Helle Thorning-Schmidt var i opposition, var der ingen ende på mistroen over for embedsmændene. Ledende socialdemokrater raslede ligefrem med såkaldte dødslister: De værste syndere på Slotsholmen skulle angiveligt ekspederes helt til Øvre Volta.
Men så snart man får magten, opdager man hurtigt, hvor god service man får af systemet: Statsministeriets erfarne departementschef, Christian Kettel Thomsen, kunne allerede under de vanskelige regeringsforhandlinger ude på Hotel Crowne Plaza gøre stor nytte som Thornings sekundant, udlånt af forretnings-statsminister Lars Løkke Rasmussen. Med andre ord: Topembedsmændene viser sig hurtigt at være uundværlige for et uerfarent og uprøvet regeringshold.
Anders Fogh Rasmussen foretog selv en kovending i sin opfattelse af topembedsmændene: Før han rykkede ind i Statsministeriet, beskyldte han Finansministeriets departementschef, Karsten Dybvad, for at være socialdemokratisk partisoldat. Men da det kom til stykket, undlod han at fyre Dybvad, som ellers var Lykketofts opfindelse. Fogh gik endda et skridt videre: Da Nils Bernstein stoppede som Statsministeriets øverste embedsmand, håndplukkede regeringschefen af alle Dybvad og gjorde denne til sin egen departementschef.
Selv Venstre-ministre, der ellers kan have et horn i siden på DJØF-eliten, lærer altså om ikke at elske, så at respektere embedsmændene omkring sig. Bertel Haarder havde da også eet råd til de nye ministre, da han skulle i afskedsaudiens hos dronningen: ”De skal være gode ved embedsmændene”, lød det til tv-journalisterne på Amalienborg.
Det skal blive spændende at følge, om ministerholdet tager det råd til sig: Hvor Thorning kan lade sig betjene af Kettel Thomsen i Statsministeriet, har den nye finansminister, Bjarne Corydon, ved sin side fået departementschef David Hellemann. Dermed er de to nøgleministre fra starten sekunderet af kongerigets mest magtfulde embedsmænd, der vil holde dem fri af mange problemer.
Alligevel kan selv topembedsmænd med en tung magtbase – lige som i sin tid Anders Eldrup –komme i tvivl, om nogle af dem vil blive gelejdet ud. Der er masser af exit-muligheder, som ser pæne ud i offentligheden: Man kan for eksempel blive kommitteret eller ryge ned i en styrelse eller – værst – til Jylland. Det skal blive spændende at følge, hvordan regeringen vil forholde sig til disse muligheder.
I Fogh-regeringen endte det ikke i et større blodbad, snarere en sivende exit, hvor der over et par sæsoner blev skiftet ud på visse nøgleposter rundt om i ministerierne. Vil samme relativt udramatiske generationsskifte gentage sig? Eller vil denne regering benytte de mange ressortændringer mellem ministerierne til at liste visse embedsmænd ud hurtigt?