Bogen “Javel, hr. minister”, hvis titel er hentet fra den britiske 80er-kultserie af samme navn, trækker for en gangs skyld tæppet fra de magtfulde embedsmandscirkler og giver et sjældent indblik i magtforholdene blandt de mænd og kvinder, der ellers foretrækker at leve i skyggerne og trække i de usynlige politiske tråde. Det er en både imponerende og tiltrængt bog. Mose og Hegelund kommer rundt i næsten alle centraladministrationens hjørner, og de får beskrevet både kulturen, magtbalancen og historien bag embedsværket aldeles fortrinligt.