Selvom en konservativ tysk regering vil indføre finansskat, vil en dansk centrum-venstre regering ikke. Nok kan skatten sende seks milliarder i statskassen, men skadevirkningen for dansk økonomi kan blive større, fastholder De Radikale, der beskyldes for at være stædige.  Artikel i EU-kommissionens elektroniske nyhedsbrev,  Europa 3.0.

Angela Merkel vil gerne, Helle Thorning-Schmidt vil ikke. Det kan umiddelbart undre, at en borgerlig tysk regering vil indføre finansskat, mens den socialdemokratisk ledede regering herhjemme er lodret imod og ikke ser ud til at ville rokke sig en tomme.  Rød og blå blok er vendt på hovedet, når  CDUeren Angela Merkel bakker op om EU-kommissionens forslag til en europæisk skat på finansielle transaktioner, mens hendes danske regeringskollega – socialdemokraten Helle Thorning  – fastholder sin blanke afvisning af, at også Danmark betræder den vej.

En af forklaringerne er, at det er valgår i Tyskland. Forbundskansler Merkel vil ikke overlade scenen til de tyske socialdemokrater, der modsat de danske kæmper hårdt for en finansskat – i deres bestræbelser på at nå regeringsmagten. Debatten syd for grænsen har oven på finanskrisen været langt mere heftig: Bankerne og de finansielle institutioner skal være med til at rydde op efter krisen. Det siger professor Marlene Wind fra Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.

”Umiddelbart vil man sige, at det her passer ikke som fod i hose på et konservativt valgoplæg fra CDU. Men Merkel har set det som en god måde at få nogle stemmer i hus. Hun tager en socialdemokratisk flanke. Hun er i valgkamp, og det er en måde at skovle stemmer ind, der mere ligger til de tyske socialdemokrater”, lyder hendes analyse.

Marlene Wind betegner debatten i Tyskland som mere ”moralsk” end i Danmark.

”I Tyskland er der den holdning, at det kun er rimeligt, at det ikke blot er skatteyderne, der skal rydde op efter Grækenland og alle de andre”, siger Wind. ”Det sjove er, at det ikke ser ud til, at Merkel for alvor har generet sine kernevælgere ved at gå ind for skatten. Der har ikke været en massiv opposition fra erhvervslivet. Selvfølgelig har der været kritiske pip hist og pist, men slet ikke som i Storbritannien, hvor man mener, det er katastrofalt, hvad EU nu gør.”

260 milliarder til slunkne kasser

11 medlemslande i  EU – deriblandt altså Tyskland – agter at indføre en fælles skat på handel med værdipapirer. Målet er at bremse spekulation.  Der skal omfordeles milliarder af euro fra børsspekulanters lommer til jobskabende initiativer.  Prognoser viser, at de 11 lande og EU vil kunne inddrage op imod 260 milliarder kroner om året til de slunkne offentlige kasser.

Også Frankrig er med i udbrydergruppen, men det var til at forudse: Socialistpartiets François Hollande vandt præsidentvalget sidste år, og han indfrier blot et valgløfte.  Lidt mere overraskende er det måske, at kriseramte Spanien også er med.

EU-kommissionen forventer selv, at skatten vil have en negativ effekt på landenes bruttonationalprodukt –anslået til 0,28 procent i det lange løb – men spanierne har tilsyneladende ladet sig overbevise om, at finansskatten har andre fordele, der opvejer dette. Kommissionen er nået frem til, at hvis landene bruger indtægterne ”smart”, vil det samlet have en positiv effekt på 0,2 procent.

Prognoserne er forbundet med usikkerhed. Reelt er det i øjeblikket svært at vurdere, hvad fordelene og ulemperne er og hvor store de er, siger Marlene Wind.

”Hvis man går meget skråsikkert ud og siger, at det her vil få alle finansielle institutioner til at flygte ud af Europa, så er man efter min mening på tynd is. På den anden er man også på forholdsvis tynd is, hvis man hævder, at det vil generere et kæmpeprovenu til EU og medlemslandene. Det ved vi intet om i øjeblikket. Status lige nu er, at EU og de 11 lande sender et symbolpolitisk signal”.

Det har den danske regering besluttet sig ikke at være med til.  Det er især De Radikales leder – økonomi-og indenrigsminister Margrethe Vestager – der er imod.  Regeringen vil godt være med, hvis skatten bliver global, men går ikke ind for, at EU går enegang.

Radikal veteran undrer sig

Den radikale veteran Jørgen Estrup – medlem af partiets hovedbestyrelse – undrer sig over holdningen i sit eget parti.

”Jeg har sagt det internt, men det bliver man unægtelig ikke populær på.  Regeringen har næsten berøringsangst. Jeg forstår simpelt hen ikke, hvad der sker herhjemme i øjeblikket.”

Estrup var op gennem 90erne medlem af Folketinget og blandt andet partiets gruppeformand.  Han mener, at en transaktionsskat er en god ting, og at den kan nedsætte overdreven spekulation på finansmarkederne.

Samtidig forstår han dog godt frygten for, at man kan skabe en mekanisme, der skævvrider tingene så meget, at investorer går uden om Europa.  Men – siger han – kommissionen har med sit nyeste initiativ arbejdet voldsomt for at skabe en konstruktion, der tager højde for at undgå det skrækscenario. Og når andre 11 EU-lande har ladet sig overbevise, forstår han ikke, at den danske regering er så afvisende.

”Der er foreslået et system, som tilstrækkeligt mange – ikke mindst store – lande mener, at der er god udsigt til kan komme til at fungere. ”

Estrup mener, at den danske regering bryder med en gammel EU-politisk tradition, nemlig at sidde med ved bordet og være tæt på beslutningerne.

”Jeg er dybt forundret. Det kan godt være, at man i sidste ende konstaterer, at der alligevel er for mange bivirkninger. Og de store lande kan måske også blive i tvivl. Men så har man altså ikke misset noget, hvis man har siddet med ved forhandlingerne.”

Den økonom-uddannede Estrup mener ikke, at han hidtil har hørt nogle afgørende, tungtvejende argumenter imod finansskatten fra den økonomiske sagkundskab herhjemme.

”Nogen har måske sat nogle meget store overskrifter op om, at transaktionsskatten er dumpet. Men når jeg læser, hvad deres argumenter er, synes jeg ikke, at de er specielt stærke.”

6 milliarder i dansk statskasse

En professor fra handelshøjskolen CBS har lavet et overslag over, hvor meget den danske stat kan tjene ved at slutte sig til de 11 lande.  Jesper Rangvid – ekspert i international finansiering – når frem til omkring seks milliarder kroner om året, men understreger, at beregningen er forbundet med stor usikkerhed.

”Jeg træder ud af min forskerrolle. Det er beregningen på bagsiden af en serviet”, siger Rangvid, der i sit estimat sammenligner Danmark med Østrig, der er blandt de 11 udbryderlande. Det danske BNP er lidt mindre end i Østrig, der vurderes til at kunne få cirka en milliard euro hevet hjem om året via finansskatten.  Den danske professors beregning er blandt andet usikker, fordi et lands økonomi ikke nødvendigvis stemmer overens med størrelsen af finansmarkedet.

Men det handler ikke kun om, at der kommer flere penge i statskassen. Der er også negative effekter: Danskerne ventes som udgangspunkt at blive fattigere, hvis også vi indfører skatten.  Rangvid når – på baggrund af EU-kommissionens egne nøgletal – frem til, at det danske BNP skrumper med seks milliarder om året. Det svarer til de 0,28 procent, som kommissionen selv anslår vil blive bagsiden af medaljen.

Alligevel kan nettoresultatet blive positivt, vurderer kommissionen, der når frem til en samlet samfundsgevinst på 0,2 procent, vel at mærke hvis medlemslandene geninvesterer de nye skatteindtægter fornuftigt.

Rangvid er med økonombriller skeptisk, for hvad mener kommissionen egentlig med fornuftigt?

”Hvordan EU fortolker ”smart”” er uklart. Er det for eksempel grønne job?  EU tænker formentlig på investeringer, som giver afkast. At medlemslandene bruger pengene til forskning, infrastruktur og grønne investeringer. Og at man ikke øger overførselsindkomsterne, for det skaber ikke vækst”.

CBS-professoren medgiver, at finansskatten ikke vil lave hele samfundet totalt om, som nogle dommedagsprofeter måske hævder. Men han er langt fra sikker på, at det er den rigtige måde at beskatte på. Initiativet kan risikere at tage dampen ud af væksten.

”Det er umiddelbart små tal, når vi taler om 0,2 og 0,3 procent. Men husk på, at man i vækstskøn regner med, at økonomien vil vokse med mellem 1,5 og 2 procent.  Og så er 0,2 og 0,3 pludselig store tal”.

To S-profiler langer ud mod regeringen

Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) mener, at finansskatten er nødvendig, og at det strider mod socialdemokratiske kerneværdier, når den danske regering afviser skatten. Sammen med den unge socialdemokrat Peter Hummelgaard Thomsen har Nyrup fornylig langet hårdt ud efter regeringen. ”Vi må vise danskerne, at der er forskel på blå og rød, og her er en af dem”, sagde Nyrup i et interview til Politiken.

Peter Hummelgaard erkender i dag, at kritikken ikke har gjort synderligt indtryk på regeringstoppen.

”Det er ud fra enhver betragtning uforståeligt. Det ville tilfredsstille et meget utilfredst bagland og utilfredse kernevælgere”, siger den tidligere DSU-formand.

Hummelgaard mener, at det ville have været oplagt, hvis finansskatten var blevet et element i den konkurrenceevne-pakke, regeringen er ved at forhandle på plads med Folketinget. Pakken indeholder blandt andet en sænkelse af selskabsskatten, hvad har fået en hård modfart blandt Socialdemokraterne og SFs kernevælgere.

”Pakken ville have fået en helt anden modtagelse, hvis man havde lavet et snit, hvor regeringen beskatter det spekulative og lemper skatten for det produktive. Folk går og sukker efter, at man er villig til at tage et opgør med den finansielle sektor”, siger Hummelgaard, der langer ud efter De Radikale.

”Der er gået radikal stædighed i det. De Radikale var mindre stædige og mere dialogsøgende i 1990erne. Man gentager de samme myter om, at der flytter tusinder af arbejdspladser ud af Europa”.

Nej til quick fix

De Radikales skatteordfører, Nadeem Farooq, der selv er økonom, har grundigt læst alle de udspil og rapporter, EU-kommissionen er kommet med, også det seneste. Han vender stadig fingeren nedad. De Radikale ændrer ikke kurs.

”Jeg har det da ikke godt med at være så stædig, men vi frygter oprigtig talt, at en finansskat vil ramme dansk økonomi. Vi er fuldt klar over, at sådan en skat både har fordele og ulemper.  At der er et provenu, vi kan høste. Men vi tror ikke, at provenuet står mål med  ulemperne. Én ting er, at man rammer finanssektoren. Men det vil også give negative eftervirkninger på andre sektorer”, siger Nadeem Farooq.

At en konservativ tysk kansler er tilhænger af finansskatten, flytter ikke De Radikales holdning.

”Dansk økonomi er mere udsat end den tyske. Vi er en lille, åben økonomi og har i forvejen problemer med at tiltrække investeringer”, siger Farooq.

Samtidig mener han, at en del af de 11 udbryderlande betragter  skatten som en hurtig genvej til at fylde de offentlige kasser op oven på krisen.

”De har underskud og er udfordrede. Vi har ikke samme behov i Danmark. Det er en af vores styrkepositioner, at vi ikke behøver konsolidere os vanvittigt meget for at have finanspolitisk holdbarhed på længere sigt.  Så vi  har ikke brug for et quick fix. Vi kan tænke ud fra en mere gængs cost benefit-betragtning, og der føler vi os ikke overbeviste om, at skatten er en god løsning for Danmark”, siger den radikale skatteordfører.

Positivt parlament

Marlene Wind forudser, at udspillet til finansskat vil få en positiv modtagelse i Europa-parlamentet, også selvom der er konservativt flertal.

”Meget peger på, at der bliver stor opbakning. Da der fornylig var afstemning om at begrænse bankbonusser, var der flertal for det, selv blandt de konservative”.

Hun opholdt sig i London, da parlamentet havde det omstridte bonusloft på dagsordenen.

”Selv britiske parlamentarikere stemte for. Det var der mange, der grinede af”, siger Wind og sigter til den generelle britiske modstand mod, at EU blander sig i den slags.

De 11 udbryderlande udnytter en bestemmelse i Lissabon-traktaten, der gør det muligt for en gruppe af lande at gå foran – i et såkaldt ”forstærket samarbejde”. Så kan andre følge trop, hvis det viser sig at være en succes. Det er en måde at arbejde på, som EU i gamle dage ville have forsvoret, siger hun.

”Der er åbenbart ikke de samme skrupler mere. Før i tiden ventede man på det sidste skib i konvojen. Hellere vente et år mere end, at nogen rykkede og gik foran. Det karakteriserede EU’s samarbejde stort set frem til krisen.  Nu går en avantgarde-gruppe foran. Det er dem, der vil have dirigentstokken”.

Andre artikler af forfatteren i EU-kommissionens elektroniske nyhedsbrev her.