Når politikere, minkavlere og fodboldtrænere græder: Det har udviklet sig til en nationalsport at stille sine følelser til offentligt skue i kampen om danskernes sympati. Sorg, fortvivlelse og vrede giver ekstra tv-opmærksomhed, men er det altid klogt at være i sine følelsers vold, når journalister er i nærheden? Ja, hvis det er udtryk for empati for andre og ikke bare egen forsmåethed og svaghed. Mette Frederiksen kobler sig på international pandemi-tendens blandt topledere: at udtrykke omsorg for sine vælgere, ansatte og dem med coronaen helt inde på livet
Sjældent har danske medier været så spækfyldt med hulkende og hikstende voksne. Først afliver mandlige minkavlere grædende deres industri-dyr og leverer måske årets pressefoto til Berlingske. Så rydder en fyret FCK-træner med grådkvalt stemme sendefladen på TV-3 og fyrer i to timer et usædvanligt følelsesladet angreb af på den bestyrelse, der har sat ham på porten. Derefter trumfer landets statsminister de voksne mænds sorg, da hun med våde øjne og rystende stemme over for et stort presseopbud afrunder en corona-charmetur i det jyske.
Love storm og shit storm
Nogle fremhæver autenciteten og ægtheden – ikke mindst de, der i forvejen sympatiserer med hovedpersonerne. Andre ser det som iscenesat spin, kalder det krodilletårer og beklikker motiverne.
Hvor det afdøde fodboldikon Diego Maradona – ham med Guds Hånd – har forenet Argentinas millionbefolkning i flere dages officiel landesorg, deler den hjemlige tåreregn fortsat danskerne i to lejre. De sociale medier oversvømmes både med lovestorm-erklæringer og digitale hjerter og spruttende shitstorm-angreb, der holder minkavlere, norske Ståle Solbakken og ikke mindst Mette Frederiksen ud i strakt arm.
Eksempelvis ser det corona-skrantende kulturliv med slet skjult misundelse på den sympati, minkavlerne har fået ved at udstille deres gråd, hvis man skal tro en museumsinspektør, der i et debatindlæg i Berlingske skriver, at ikke mindst hendes del af samfundslivet kan lære meget af minkbranchens ”spinarbejde”.
Grædende teenagere sat i scene?
”Vi burde have fundet nogle af de mange, som længes efter kulturoplevelser. Måske fotograferet et par grædende teenagere, som havde set frem til Roskilde Festival, lavet videoer af pensionister, som er blevet mere ensomme, fordi de ikke kan deltage i deres bogklub på det lokale bibliotek, eller parret frustrerede børnefamilier, der har savnet at kunne gå i børneteater med deres unger, med nyhedsjournalister, der kunne spørge til, hvordan det føles, når weekenden ikke længere kan fyldes med fælles kulturoplevelser”, skriver Jane Sandberg, direktør for Enigma-museet i København, og folder sin pointe endnu mere ud:
”Havde vi trukket den slags spundet kommunikation frem fra kulturens verden, kunne vi måske have haft held til at få befolkningens og politikernes udelte opmærksomhed”.
Kulturlivets strategi modsat minkavlernes
Ifølge Sandberg har kulturlivets strategi været lige modsat minkavlernes: Hvor farmerne angiveligt har offergjort sig, har kulturen – hævder hun – forsøgt at arbejde løsningsorienteret under coronaens skygge: digitale koncerter, udendørs arrangementer, hjemmeskoletilbud til børn og forældre. Måske den strategi har slået fejl?
Dermed anslår hun et dilemma, som mangen en lobbyist står over for: På den ene side efterspørger såvel medier som politikere menneskeskæbner, der er kommet i klemme i systemet. På den anden side bygger en interessevaretager politisk kapital op ved at stramme ballerne, tage arbejdstøjet på og levere omstillingsparate løsninger i stedet for at hulke sig til indflydelse.
Larmelobbyisme er tidens trend
Sandheden er måske, at den politiske corona-undtagelsestilstand reelt har suspenderet sidstnævnte påvirkningsregel, hvor man gør sin indflydelse diskret gældende i kulisserne: Lige nu virker larmelobbyisme tilsyneladende bedst; branche efter branche kæmper med stor patos om finansministeren og erhvervsministerens gunst: Er der fri hjælpepakke-bar for de mest højtråbende i lobbyland 2020? Dansk Erhvervs Brian Mikkelsen og hotel- og restaurationsbranchens forening, Horesta, har haft let spil i de bedste sendeflader.
Det er en hårfin balance: Danskernes sympati tørrer ud, hvis kommunikationen virker for grådlabil og ligner krævementalitet. Irritationen risikerer at brede sig helt ind på Christiansborg, hvis vælgerne begynder at tænke: Get a life.
Den klippekant er minkavlerne næppe faldet ud over med deres gråd for åben skærm; deres fortvivlelse opleves af de fleste som ægte; som afmagt, man kan identificere sig med i en stadig mere individualiseret verden, hvor der er så få fælles, følelsesmæssige holdepunkter af national storhed.
Ståle forbryder sig mod erhvervslivets taber-kodeks
Samme klippekant er exit-ramte Ståle Solbakken til gengæld på vej ud over – med sit grådkvalte angreb på FCKs bestyrelse. Slig dårlig-taber-kommunikation ville være uhørt i erhvervslivet, hvad Børsens Niels Lunde gør opmærksom på.
Han ridser pixi-bogen op for fyrede topchefer:
- Skæld aldrig ud (din næste arbejdsgiver tjekker, hvordan du reagerer under følelsespres)
- Smil – uanset, hvordan humøret er (dit netværk foretrækker at møde et menneske med overskud, frem for en, der er vred og hænger fast i sin fortid).
- Tal din markedsværdi op (Når du får tilbud om at udtale dig i et interview, hvor du kan få masser af taletid, uanset hvad du siger, så fortæl, at du er på vej videre).
Godt nok er fodboldens verden væsensforskellig fra erhvervslivet, men det havde måske været smartere af den iltre nordmand at anlægge en anden taktik end det offentlige, forsmåede angreb med bævrende stemme. Han kunne diskret i kulissen have bearbejdet sportskommentatorerne med baggrundsinfo og herefter ladet medierne selv føre spin-kniven over for bestyrelsen.
Mette har let til tårer
Mette Frederiksens gråd-famlende interview foran minkfarmen med de aflivede dyr? Rent spin, raser blå blok og beklikker hendes motiver – formentlig velvidende, at statsminister-empati kan have et stort publikum. Den ægte vare, mener andre; deriblandt dem, der har fulgt statsministerens karrieremæssige opstigen gennem årene: Hun tudbrølede og måtte trøstes, da Mogens Lykketoft holdt sin store, velturnerede afskedstale og trak sig som formand på selve valgnatten i 2005: Ikke noget med som en anden Trump at trække pinen ud.
Der behøver ikke være nogen modsætning mellem på den ene side at udvise sympati og på den anden at holde fast i sin hårde og konsekvente ledelsesbeslutning, selvom den gør ondt på – i det her tilfælde – minkavlerne. Faktisk er det lige til ledelses-lærebøgerne at mestre begge dele – empati og fasthed.
På den front er Mette Frederiksen en helt anden ledertype end Margrethe Vestager, der foran den samlede danske presse på De Radikales sommergruppemøde i 2012 – arrogant, mente kritikere – bemærkede ”Sådan er det jo” om de tusindvis af danskere, der snart ville miste deres dagpenge.
Meget havde måske set anderledes ud i dansk politik, hvis Vestager havde formået at lægge ansigtet i rette, sørgmodige folder dengang i 2012 og ”følt” med dagpengemodtagerne. Hun var ganske vist autentisk, som vi efterlyser det på vores kurser i personlig gennemslagskraft. Akkurat som Mette Frederiksen var det, da hun fældede en tåre foran minkfarmen.
Men selv folket vil gerne narres – og have en lille radikal tåre med.
Selv the Iron Ladys tårer blev kritiseret
Engang kunne tårer sågar sætte en kleenex-stopper for en hel politisk karriere, især hvis snøftene blev oplevet som udtryk for svaghed, rådvildhed og værre: tab af kontrol. Nu er tårer blevet en del af kampagne-våbenarsenalet, skriver britiske The Guardian i et essay under overskriften ”The crying game: how political tears became routine”.
Da Ed Muskie, favorit til i 1972 at blive demokratisk præsidentkandidat, brød ud i gråd, mens han forsøgte at beskytte sig selv og sin familie mod hårde medie-angreb, kollapsede opbakningen til ham. Selv Margaret Thatcher måtte i 1978 se sig beskyldt for slaphed, da hun indrømmede, at hun sommetider græd efter en hård dag i Downing Street 10.
Men – skriver the Guardian – lederen bliver først for alvor ramponeret på sit brand, hvis vedkommende i forvejen opfattes som svag og ubeslutsom, hvad the Iron Lady ingenlunde var.
I White House satte Barack Obama foreløbig præsidentrekord ved at fælde tårer ved mindst fem forskellige lejligheder. Ligesom med blå bloks bekliknings-kampagne mod Mette Frederiksen gjorde præsidentens modstandere et stort nummer ud af at kalde det fuptårer – velvidende at ægte empati kan flytte i hvert fald nogle vælgere. Modstandere hævdede, at Obama brugte særlige øjendråber til at fremprovokere tårerne, og at han da vist var en glimrende skuespiller.
Amerikansk tåre-boom
Imidlertid har lederes tåre-boom nået nye højder under corona-pandemien. The New York Times skriver under overskriften ”Leaders are Crying om the Job. Maybe That’s a Good Thing”, at gamle spilleregler om at undgå for mange forræderiske følelser er under opbrud. Det gælder ikke blot for politikere, men også erhvervsfolk og sågar nyheds-værter på tv-stationerne, skriver den amerikanske avis.
Eric Garcetti, demokratisk borgmester i Los Angeles, måtte tørre sine modige tårer bort, da han gennemgik, hvor voldsomt et angreb Covid-19 har sat ind over for indbyggerne i hans by, og Andrew M. Cuomo, demokratisk New York-guvernør og et af Donald Trumps politiske hadeobjekter, har mere end én gang grædt under sine daglige corona-briefinger.
Så langt er topbossen for Marriott, en af de multistore hotelkæder, ikke gået. Men i en – også blandt kommunikationseksperter – rost video-Twittertale til sine hårdt ramte ansatte, udviser CEOen med det danskklingende navn Arne Sorenson præcis den stamina og empati, der hører sig til i en alvorlig krisesituation for både landet og virksomheden: Vær ærlig, åben og klar i mælet.
Hvordan den amerikanske præsident har det med tårer? ”Når jeg ser en mand græde, opfatter jeg det som svaghed”, sagde Donald Trump i 2015 til People Magazine. ”Sidste gang, jeg selv græd, var, da jeg var barn”.