Beskæftigelsesministeren pådrog sig vrede internt i regeringen, da hun var først ude med nyheden om afgiftssænkninger til erhvervslivet. Bag udmeldingen ligger en klar strategi om at appellere til nye vælgergrupper. Analyse i Berlingske Business Magasin.
Da Mette Frederiksen få dage inde i januar kom på forsiden af Børsen med historien om, at regeringen stærkt overvejer afgiftslettelser til erhvervslivet, blev en håndfuld centrale ministre godt og grundigt irriterede på hende. Der kom vrede telefonopkald fra flere nøgleministerier.
Det var ikke planen, at det var landets beskæftigelsesminister, der som den første skulle lufte denne topnyhed og dermed tage æren for, at regeringen er i gang med at forberede en såkaldt konkurrenceevnepakke, som skal forbedre erhvervslivets rammebetingelser.
Men for næsen af hele fire ministre – finansministeren, skatteministeren, erhvervsministeren og indenrigs-og økonomiministeren – slap Mette Frederiksen altså denne markante erhvervsnyhed ud, hvad næppe var en tilfældighed.
Socialdemokraternes kronprinsesse vil vise, at hun ikke bare er socialt indigneret og taler de svages sag. Hun er på den store forvandlingsrejse fra tidligere tiders ”fordelings-Mette” til ”vækst-Mette”; en topsocialdemokrat, der også bekymrer sig om, hvor væksten i erhvervslivet skal komme fra.
Dermed gør hun sig klar til tiden efter Helle Thorning-Schmidt som formand. Målet er ikke blot at kunne appellere til socialdemokratiske kernevælgere. Det kan hun i forvejen. Nu handler det også om at trække vælgere hen over midten og igen få fat i ”Blå Bjarne” – ikke at forveksle med landets finansminister, Bjarne Corydon (S).
”Blå Bjarne” er de socialdemokratiske vælgeranalytikeres betegnelse for privat ansatte mænd, der engang stemte socialdemokratisk, men i dag flirter med Venstre.
Mette Frederiksen er som bekendt ikke landets erhvervsminister. Det er SFeren Annette Vilhelmsen. Alligevel har opmærksomme læsere her efter nytår kunnet konstatere, at den socialdemokratiske minister møver sig ind over Vilhelmsens ressort, hvad normalt er dårlig tone. Svagere ministre end Frederiksen ville da også have trukket følehornene til sig, når der kom sure opringninger fra regeringskolleger.
Få dage før hun gik solo med afgiftsnyheden, var hun i dagbladet Politiken med erhvervskronikken ”Made in Denmark”. Budskabet var, at vi i årevis har foregøglet os selv, at gode ideer og kreative sind kan sikre fremtiden for danskerne: ”Men den tanke er en fuser. Industriproduktion er nødvendig for at beholde vores styrkeposition”, skrev Frederiksen.
Det er sådan noget, smedene i Dansk Metal og andre i konkurrenceudsatte erhverv i den private sektor godt kan lide at læse. Men nok så interessant var det, at beskæftigelsesministeren ikke havde skrevet kronikken alene. Erhvervsspidser som Peder Holk Nielsen fra Novozymes og Steen Lindby fra Rockwool var blandt medunderskriverne. Kort sagt: Topfolk fra vindervirksomheder og dermed godt selskab at blive set i, når man som Frederiksen har sat sig for at tydeliggøre sin erhvervsprofil.
Det tåler næsten sammenligning med det trofæ, den gamle ledelse i SF kunne vise frem, da det lykkedes det daværende oppositionsparti at få Steen Riisgaard, dengang topchef for Novozymes, til at holde en af hovedtalerne på SFs landsmøde. Det var et signal om, at SF også ville være erhvervslivets parti og bygge bro til fremsynede virksomheder. Venstretoppen var rasende, ikke mindst på Riisgaard.
Mette Frederiksen har blandet socialdemokratisk karriereblod med en af regeringens dygtigste rådgivere, Martin Rossen, der selv har en fortid i dansk erhvervsliv og gode kontakter på direktionsgangene rundt om. Rossen blev hentet ind fra Microsoft, hvor han var kommunikationsdirektør.
Han opererer også nede i det socialdemokratiske maskinrum og har gode kontakter til den magtfulde gruppeformand, Henrik Sass Larsen, der indtil videre holder hånden under Helle Thorning-Schmidt. Det er ikke nu, regeringschefen skal tvinges til at gå af – trods utilfredshed i de socialdemokratiske rækker. Desuden har De Radikale også et ord at skulle have sagt: Det er langtfra sikkert, at Margrethe Vestager vil acceptere at sidde i regering, hvis Socialdemokraterne fjerner Thorning.
Mette Frederiksens egen ildhu efter at flytte over i Statsministeriet kan p.t. ligge på et meget lille sted, ikke mindst med udsigterne til at Socialdemokraterne vil få vælgerbank af Venstre. Det ville være en elendig start at være den, der begyndte formandskarrieren med at tabe regeringsmagten.
I stedet bruger Frederiksen tiden fornuftigt på at fortsætte sin politiske mesterlære og blive mere komplet: Hun har allerede vist, at hun kan håndværket med at lave brede forlig, også uden om Enhedslisten. Det demonstrerede beskæftigelsesministeren lige før sommerferien, hvor hun sammen med de borgerlige partier – inklusive Liberal Alliance – lavede en reform, der tog fat på ydelserne til førtidspensionister og folk i såkaldte flexjob.
Det vil hvert år give en klækkelig milliardbesparelse på de offentlige budgetter. Alligevel er det lykkedes Frederiksen at undgå, at potentielle kernevælgere løber skrigende bort, hvad vidner om den troværdighedskapital, hun har bygget op i forhold til svage grupper i samfundet.
Hendes rejse mod den socialdemokratiske top har været undervejs længe: Da Mogens Lykketoft i 2005 tabte folketingsvalget og gik af som formand, så han Mette Frederiksen som sin oplagte afløser. Men den dengang purunge politiker takkede klogt nej. Hun havde tid til at vente og lurepassede, da formandsopgøret mellem Frank Jensen og Helle Thorning-Schmidt brød ud i lys lue.
Med sin nye erhvervsretorik viser beskæftigelsesministeren, at intet er overladt til tilfældighederne, når hun italesætter, hvor Danmarks reelle udfordringer ligger. Erhvervsvinklen går igen og igen i hendes kommunikation. Tag den måde, hvorpå hun er begyndt at tale om problemerne i de kommunale jobcentre, hun har overtaget fra VK-regeringen. ”Fordelings-Mette” ville pr. automatpilot havde sagt, at det var de ledige, systemet har svigtet. Nu understreger hun i stedet, at det er de danske virksomheder, der er de virkelige ofre for systemsvigtet. Overraskende ministerord, der viser alt om, hvor hendes fokus er lige nu.