Vækstens og erhvervslivets minister kommer til på et heldigt tidspunkt, hvor Europa er ved at vakle ud af krisen. Men meget kan gå galt for Henrik Sass Larsen, især hvis regeringstoppen holder ham ud i halvstrakt arm. Analyse i Berlingske Business Magasin.

Henrik Sass Larsen har en række oplagte muligheder for at blive en succes i jobbet som vækstens og erhvervslivets minister – og være med til at skaffe regeringen fremgang – men han skal have held i sprøjten. Ministerrokader er ikke den hurtige smutvej til den lette vælgergevinst. Næsten ingen statsminister siden 1960erne – måske bortset fra timingens mester, Anders Fogh Rasmussen – har for alvor haft en sikker hånd, når der er blevet leget stoleleg mellem valgene.

Kun hver anden rokade, siden Viggo Kampmann var statsminister, er blevet positivt modtaget af vælgerne. Nye ansigter flytter ikke i sig selv stemmer; ændringerne i persongalleriet skal også rumme kraftfulde, nye politiske signaler.

Spørgsmålet er, om Henrik Sass Larsens comeback til toppen af dansk politik sender sådanne signaler. Næppe på kort sigt. Men der kan være mange andre motiver til at udnævne ministre. Et er lukke munden på dem. De kan være for farlige at have løbende rundt i en folketingsgruppe, især når de er så stærke og kritiske som Sass. Nu kan ikke mindst finansminister Bjarne Corydon (S) sove lidt roligere om natten, for han har i den aktuelle situation fået den bedste af alle verdener: Sass bliver en del af holdet og dermed regeringsansvaret, men holdes samtidig ud i halvstrakt arm: Han er ikke blevet medlem af regeringens to magtfulde kabinetter, Koordinationsudvalget og Økonomiudvalget, hvor alle centrale beslutninger tages.

Det første ville for eksempel have krævet, at Helle Thorning-Schmidt bad justitsminister Morten Bødskov (S) overlade pladsen i K-udvalget til Sass. Bødskov har været en af de loyale ministre, når regeringen har været i søgang. Den slags belønnes. Det andet ville indebære, at beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) røg ud af Ø-udvalget – noget nær utænkeligt for Socialdemokraternes kronprinsesse.

Risikoen for Henrik Sass Larsen er, at han ikke vil være tilstrækkeligt informeret om, hvad der er på vej fra regeringstoppen. Den udfordring kender man også fra erhvervslivets direktørgange: Hvis du ikke har et højt vidensniveau som leder, bliver du hurtigt svækket indadtil og udadtil. For Sass betyder det, at han selv ad uformelle veje skal skaffe sig viden, inden de vigtige beslutninger rammer K- og Ø-udvalget. Det kunne for eksempel være på hulemøder med tre andre socialdemokratiske nøgleministre: statsministeren, finansministeren og beskæftigelsesministeren, som reelt vil udgøre et slags socialdemokratisk forretningsudvalg. Skal Sass blive en succes, skal den firebande-akse holde.

Sass’ held er måske, at han kommer til på det potentielt bedste tidspunkt i regeringens liv: Den svagt spirende fremgang for dansk økonomi kan være gaven, der giver netop hans ministerområde gode profileringsmuligheder. Nok har han hverken lod eller del i, at forbrugertilliden er blevet større, og at et skrøbeligt Europa måske er ved at vakle ud af krisen. Men fortsætter de små kim til økonomisk fremgang, vil en politiker med hans skarpe retoriske styrker sidde med en regulær gave, der givet vil blive søgt udnyttet. Han kan blive en central minister, når regeringens Vækstplan DK, der skal skaffe 150.000 private jobs, rulles ud. Der ligger mange konstruktive forslag parat i planen, som embedsmændene i netop hans ministerium kan pudse af og Sass gå offensivt i medierne med.

Man skal samtidig notere sig, at der nu sidder socialdemokratiske ministre på samtlige tunge ministerier med direkte berøring til det private erhvervsliv efter SFeren Annette Vilhelmens farvel til Erhvervs-og Vækstministeriet. Mette Frederiksen har fra sin plads i Beskæftigelsesministeriet længe rakt hånden ud efter erhvervslivet (se BBM 2/2013), og kan Nick Hækkerup som handels-og europaminister hurtigt komme sig over skuffelsen efter fyringen som forsvarsminister, venter mange erhvervsdelegationer og kontakter i erhvervslivet på ham. Med andre ord: Helle Thorning har på centrale pladser fået socialdemokratiske ministre, der kan styrke regeringens overordnede fortælling om, at den gør alt for at sikre danskerne job, og at det er fra erhvervslivet, væksten skal komme.  Den fortælling har manglet klarhed. Her ligger en oplagt opgave og venter på en indpiskertype som Henrik Sass Larsen.

Det ironiske er, at netop Sass, Frederiksen og Hækkerup på de indre linjer har været nogle af de mest kritiske over for Helle Thornings og Corydons måde at håndtere regeringssamarbejdet på. Hvis netop de tre ministre gør regeringen til en succes og skaffer vælgerfremgang, hvem er det så egentlig, der skal have æren? Det vil de tænke længe over i det martrede parti.

Sass selv vil være dybt afhængig af at have et godt og tillidsfuldt forhold til embedsmændene i sit teknisk komplicerede ministerium.  Det gælder ikke mindst hans erfarne departementschef Michael Dithmer, der har hjulpet mangen en minister, men næppe nogen så stærk og selvbevidst som Sass. Det samarbejde kan blive en udfordring for begge parter.

Om bankerne har noget at frygte? Svaret er både ja og nej. Sass har været ude med hårde udfald mod sektoren, som han siden oppositionstiden har betragtet som arrogant og ringe ledet. Men der er forskel på at være oppositionspolitiker og bankernes minister. Han ved, at ressortansvaret for de internationale beslutninger for den finansielle sektor reelt ligger ovre hos den radikale Margrethe Vestager i Økonomi-og Indenrigsministeriet. Det vil være hende og ikke Sass, der rejser til Bruxelles, når de store EU-beslutninger om sektorens fremtid tages. Det ændrer regeringsrokaden ikke på.

Det er netop fra EU, at Sass straks overtog en varm kartoffel ved sin tiltræden: Implementeringen af et EU-direktiv om strammere kapital-og likviditetskrav til bankerne. Meget forenklet har måneders strid handlet om, hvorvidt Danmark – med risiko for sværere lånebetingelser for små og mellemstore danske virksomheder – skal gå hurtigere til værks end andre EU-lande. Det er blå blok i Folketinget imod, hvad har fået Socialdemokraterne til at true med at gennemføre det med Enhedslistens stemmer. Mon dog? Det ville kræve, at Sass er i stand til at forklare, at han for præcist et år siden sagde, at regeringen ikke vil basere sit liv på et parti, der er ”ekstremistisk”.