År efter år fører Dansk Folkeparti værdikamp gennem finanslovsforhandlingerne. Mærkesagerne vejer ikke tungt på statens budget, men de fylder enormt i medierne.

Analyse af Peter Mose i Politiken 29. september 2009.

I finansloven for 2008 var det vandkanoner, som politiet ikke selv havde bedt om. Året efter krævede Dansk Folkeparti narkoscannere til lufthavns-toldere og overfaldsalarmer til voldsramte kvinder og som hovedbytte: den omstridte tuneserlov. I finansloven for 2010 skal betalingen være, at regeringen sætter den kriminelle lavalder ned til 12 år.

Dansk Folkeparti har gjort det til sin paradedisciplin at føre værdikamp gennem finanslovsforhandlingerne og møde op med krav, hvoraf nogle med lidt godt vilje kan hævdes at være finanslovsrelevante, andre ikke.

Siden valget i 2001 har regeringens faste forretningspartner hvert eneste år gjort det klart, hvilke modydelser DFs top vil have for at skrive under på finanslovsaftalen. Og DF sørger dygtigt for, at kravene er lette at kommunikere over for vælgerne: Denne gang er det de og de kundegrupper, der skal have gaver. Som en dreven forretningspartner lader DF sig samtidig nøje med krav, der er økonomiske realistiske. DF holder sig under de beløbsgrænser, der reelt er at forhandle om – for eksempel når der deles checks ud til de ældre.

Men ét er fordelingspolitik til gavn for DF-vælgere – dette oplagte stik skal naturligvis tages op fra kortbunken hvert år. Lige så vigtige er de omhyggeligt planlagte og altid perfekt timede værdipolitiske mærkesager (danskheden og det nationale over for muslimerne, tryghed over for voldsmænd). Her er den budgetmæssige betydning reelt meget mere beskeden: En gennemgang af VK-regeringens finanslove viser, at DFs værdipolitisk funderede ønsker typisk har kostet skatteyderne helt ned til mellem en million og ti millioner kroner om året – altså klatbeløb i den store sammenhæng. Men markedsføringsværdien er enorm.

Et par eksempler: DF fik med i 2007-finansloven, at der skulle laves en årlig sær-statistik over indvandrere og deres efterkommere. Pris: En million. Det handlede ikke om penge, men om signalværdi og holde partiets udlændingedagsorden ved lige: DF fik opmærksomhed for mere end den million. To år forinden krævede og fik DF syv millioner kroner til at fremme viden om Kaj Munks arbejde, så danskhedens arvesølv kunne pudses af. Og sådan kan DF blive ved – år efter år: Da partileder Pia Kjærsgaard under finanslovsforhandlingerne for tre år siden krævede flere penge til forskning i islamisme, sammenfattede hun strategien sådan: ”Rent beløbsmæssigt er det en lille ting i disse forhandlinger, men holdningsmæssigt er det en stor ting”.

Bekymringen hos oppositionen og blandt fagordførere fra regeringspartierne handler da næppe heller så meget om økonomi, men om demokrati og om sagligt belæg for beslutningerne: Magten er koncentreret i Finansministeriet, hos de tungeste ministre og DFs absolutte top: Omkring bordet sidder en meget en snæver kreds, også når der i 11. time listes fundamentale krav ind, der rækker langt ind over andre ministeriers ansvarsområder – eksempelvis Justitsministeriet – og ikke har meget finanslovsstof over sig.

For eksempel gav det konservativ murren, da en sænkning af den kriminelle lavalder sidst kom på bordet –

under de ekstraordinære finanslovsforhandlinger i foråret 2008. Ikke engang De Konservatives egen retsordfører blev taget med på råd om denne epokegørende og meget vidtgående beslutning, men måtte nøjes med en orientering fra partiets finansordfører. Som bekendt blev lavalderen ikke sænket ved den lejlighed, men nu forsøger DF altså igen at tage sig betalt: Finansloven forsøges atter taget som gidsel, målet er at bestemme åndedrættet i samfundet.

Men for regeringstoppen giver det også fordele at lukke mange sideaftaler, når nu inderkredsen alligevel er samlet bag Finansministeriets mure: Er der først lavet en handel med DFs superstrateg Kristian Thulesen Dahl, så kan forretningen A/S Danmark køre det næste år. DFs fagordførere derimod – de er sværere at lave forretninger med, de risikerer at komme hjem fra en minister og blive underkendt af partitoppen. Derfor er det næppe noget tilfælde, at finanslovs-forligsteksterne er nogle ordentlige moppedrenge – 170 tætskrevne sider fyldt med detaljer om dette og hint er ikke længere noget særsyn.

For nu ikke at blive beskyldt for at være historieløs: Også daværende finansminister Mogens Lykketoft kunne sammen med en ganske snæver kreds finde på at holde både ressortministre, egne ordførere og størstedelen af Folketinget uden for indflydelse – og det endda med store samfundsreformer og uden forudgående debat.

Det mest kendte eksempel er finanslovsforhandlingerne i 1998, da der blev pillet ved efterlønnen. Dette voldsomme indgreb var kun forberedt i regeringens økonomi-udvalg, ikke i koordinations-udvalget. Arkitekten var Lykketoft, men tæskene bagefter – de blev uddelegeret til statsminister Poul Nyrup Rasmussen.

I dag ligger de store reformprocesser andre steder end i finanslovsforhandlingerne. Det er en del af kontraktpolitikken. Alligevel lykkes det Dansk Folkeparti – og i slutspillet Pia Kjærsgaard selv – at få massiv medieomtale, selv om bittesmå ting: Hjælp til fodbehandling af leddegigtpatienter, bevarelse af Maarup Kirke, midler til et dyreværnspoliti. De nære ting. DFs mærkesager.

Kritikere kalder det et stort skuespil: DF lader det køre nogle dage ekstra for at få opmærksomheden. Selve finansieringen af partiets mærkesager er ukompliceret, kravene er ikke dyre. Forhandlingerne kunne med lethed kortes ned. Men når det trækker ud en dag eller to, får DF igen markeret, hvor afgørende partiet er. At Pia har styr på regeringen.

Det slutspil kan vi også vente denne gang. Det spændende er snarere, hvilke nye værdipolitiske detaljer der presses med ind i dette års aftale. Sidst lavede inderkredsen i dansk politik sågar en aftale om gadelygter: ”For at skabe større tryghed bør der ske en forbedring af gadebelysningen omkring Christiania”, står der i forligsteksten.

Den slags er ellers normalt en sag for kommuners tekniske forvaltninger. Men i dagens Danmark er det altså blevet til finanspolitik.

Eksempler på DFs værdikamp i finanslovsforhandlingerne:

  • 2002: Nedlæggelse af Center for Menneskerettigheder
  • 2003: Fire millioner til forskning i kommunistiske forbrydelser
  • 2004: Hjemrejsestøtte til irakiske asylsøgere. Syv millioner til at fremme viden om præsten og modstandsmanden Kaj Munk
  • 2006: DF krævede penge til historiker Bent Jensens forskning om den danske venstrefløjs rolle under den kolde krig
  • 2007: 1 million til særlig indvandrerstatistik og midler til islamisme-forskning
  • 2008: Vandkanoner til politiet. Det endte med 2 gange 10 millioner til ”nyt materiel og specialudstyr”
  • 2009: Narkoscannere og overfaldsalarmer. Tuneser-loven.
  • 2010: Krav om at kæde finanslovsforhandlinger sammen med at sænke den kriminelle lavalder