Københavns Rådhus bør i lyset af den påståede korruptionsskandale indføre gennemsigtige regler imod lobbyist-politikere. Men spørgsmålet er, om tiden ikke er inde til generelt at tage fat på den syge politiske kultur i Borgerrepræsentationen.
Hvis overborgmester Ritt Bjerregaard ønsker at forbedre de københavnske kommunalpolitikeres efterhånden temmelig blakkede ”wild-vest-ry”, bør hun gå foran, når det gælder den åbenhed, hun tidligere har gjort sig til talskvinde for, men muligvis allerede har glemt.
Københavns Kommune må i lyset af den påståede korruption-sag stærkt overveje at indføre lobby-regler, der gør op med kasket-forvirringen blandt visse politikere. Og kan kommunen ikke selv finde ud af det, må Folketinget overvinde sin hidtidige tøven og gribe til at indføre regler, der øger gennemsigtigheden i politiske beslutningsprocesser herhjemme.
Københavns Rådhus har i forvejen ry for at være det mest intrigante og beskidte politiske miljø i hele kongeriget. Spindoktorer med fortid i kommunen og med erfaring fra Slotsholmen beretter hovedrystende, at Folketinget og ministerierne er den rene søndagsskole ved siden af. Intet slår Københavns Kommune, når det gælder spinmetoder og forsøg på at svine politiske modstandere til. Tv-serien “Forbrydelsen” rammer ikke meget ved siden af. Desto mere vigtigt er det at begynde at rydde op i et sygt magistrats- og BR-styre, der havner i den ene økonomiske skandale efter den anden, snart i en magistrat, snart i en anden – blandt andet på grund af en uklar magtfordeling og for få kontrolmekanismer.
Som om det ikke var nok, hænger der nu en korruptionssag over politikerne, hvad er med til at give tilliden til dem endnu et dyk. Derfor er der uanset udfaldet af politiets efterforskning i sagen behov for klokkeklare regler for politikeres indsamling af penge og optræden som lobbyister. Det er nødvendigt, hvis borgerne fortsat skal have tillid til sagsbehandlingen i Borgerrepræsentationen. Lobbyisme er en nødvendig og god ting, for politikerne kan ikke tage ordentlige beslutninger uden at blive påvirket af dem, det går ud over, eller som har fordele af den ene eller anden formulering.
Men lobbyismen – forsøget på at påvirke – skal foregå åbent og gennemskueligt. Følgende spørgsmål trænger sig mere og mere på: Bør det for eksempel forbydes, at en folkevalgt politiker også optræder som lobbyist og PR-mand? Og det endda på de politikområder, han eller hun arbejder med på rådhuset? Det gør Venstre-politikeren Jesper Schou Hansen, mistænkt, men ikke sigtet for korruption i den famøse NCC-sag.
Én ting kan man takke kasket-forvirringens hovedperson for: Det er nu kommet tydeligt frem, at det skaber rod i kommunikationsregnskabet og dermed i tilliden og omdømmet, når man arbejder for et lobby-firma og PR-bureau, der fører sig frem i magtens korridorer i netop det politiske udvalg, man selv er medlem af som aktiv politiker.
De danske kommunikationsbureauer er spækket med konsulenter, der har været aktive ungdomspolitikere – i VU, KU, DSU og SFU. Enkelte har også rundet Folketinget og været medlemmer dér. Det er der ikke noget galt i. Det er en politisk race, der interesser sig for spændingsfeltet mellem politik, påvirkning og kommunikation. Og mange af dem er dygtige.
Problemet opstår først, når man som kommunikationsbureau-mand stadig er aktiv, folkevalgt politiker – for eksempel på Københavns Rådhus – og sidder i de udvalg, som bureauernes kunder (eller dem man gerne vil have føjet til på kundelisten) ønsker at påvirke til egen fordel. Det er her, Jesper Schou Hansens kasketproblem primært ligger: Hvornår er man købmand, og hvornår er man politiker?
Sådan et personsammenfald kan let føre til beskyldninger om korruption, habilitetsproblemer og forvredne politiske vennetjenester, der alene har til formål at begunstige bureauets kunder – mod behørig og klækkelig betaling. Derfor er der gode argumenter for simpelthen at forbyde den slags lobbyist-politikere. Men miseren på Københavns Rådhus rummer endnu et budskab: Politikerne i borgerrepræsentationen er i bund og grund fritidspolitikere, og spørgsmålet er, om det ikke er nødvendigt, at man gør op med det og laver en mere gennemgribende reform – samtidig med at lobby-reglerne skærpes. Disse fritidspolitikere sidder i dag og arbejder med kolossale milliardbudgetter med enorm betydning for borgerne, men de får hverken tid til at sætte sig ordentligt ind i tingene eller en fair aflønning for det.
De få økonomiske ben, politikerarbejdet kan kaste af sig – dem er der til gengæld altid kamp om. Det ender ofte i meget beskidte slagsmål og uværdige studehandler om de forholdsvis få, små-lukrative politisk bestemte poster i råd, nævn og udvalg, hvad heller ikke er med til at øge borgernes respekt, når rævekagerne havner i avisoverskrifterne. Spørgsmålet er, om der ikke både i København og de nye storkommuner er grundlag for at reformere det politiske system og sikre, at flere politikere end borgmestrene får tid og penge til at arbejde fornuftigt med tingene. Og at de sikres en rimelig politiker-aflønning, så de ikke føler sig økonomisk fristede til samtidig at arbejde for lobbyfirmaer og PR-bureauer som det, Jesper Schou Hansen er ansat i.