Allerede på valgaftenen lagde Helle Thorning-Schmidt luft til LO-forbundene. Måske er det et varsel om, hvad der venter: Et socialdemokratisk krav om kraftig løntilbageholdenhed mod, at arbejdsgiverne kommer med sociale og uddannelsesmæssige modydelser. Analyse i Berlingske Nyhedsmagasin.

Man bør altid lægge nøje mærke til, hvad der bliver sagt i socialdemokratiske takketaler, en særlig kunstart i dansk politik: Smilene stivnede hos fagforeningsbosserne nede i salen, da Helle Thorning-Schmidt badet i tv-projektører fejrede sin valgsejr i Vega, det tidligere Folkets Hus på Vesterbro i København.

Mens hun takkede DSUerne for deres store andel i valgsejren og signalerede statsmand ved at sende en venlig hilsen til valgets taber, Lars Løkke Rasmussen, faldt der ikke en eneste positiv bemærkning om det store slæb, som ikke mindst fagforeningen 3F har udført. De ufaglærtes formand, Poul Erik Skov Christensen, har personligt været ude og dele socialdemokratiske pjecer ud, og hans fagforening har økonomisk støttet Socialdemokraterne i et omfang, som 3F selv betegner som historisk.

Den manglende tak er næppe nogen forglemmelse. Den kan kun udlægges som, at hun allerede på valgaftenen ville signalere: Venner, der bliver ikke fri bar, hverken i aften eller senere! Nok slap fagbevægelsen for Lars Løkke, men LO-forbundene skal ikke tage noget for givet, selvom de for længst har præsenteret en milliard-dyr ønskeseddel.

Her er den måske gode nyhed for erhvervslivet: Socialdemokraterne overvejer et bunkebryllup mellem det politiske system, lønmodtagere og arbejdsgivere med det klare mål, at danske lønninger reelt falder i de kommende år, så konkurrenceevnen kan øges. Ingen siger det højt, men en af krisemodellerne er, at lønmodtagerne skal udvise ekstrem løntilbageholdenhed. Til gengæld skal erhvervslivet påtage sig en række uddannelsesmæssige og sociale forpligtelser i forbindelse med de bebudede trepartsforhandlinger.

Hvis man vil forstå Socialdemokraternes trepartslogik, skal vi helt tilbage til fattigfirserne og den epokegørende ”fælles erklæring” i 1987, en samfundskontrakt om at løse problemerne i fællesskab. Forbilledet er altså ikke partifællen Poul Nyrup Rasmussens 90er-regering, men den konservative Poul Schlüter.

Såvel Schlüter-regeringen som LO og DA vidste for snart 25 år siden, at den var helt gal: Danmark oplevede en kæmpe inflation, faldende konkurrenceevne og alt for store lønstigninger. Samtidig tikkede en pensionsbombe, der ville tømme statskassen og skabe en forarmet gruppe af pensionister, som ikke havde sparet op til deres alderdom.

På Christiansborg – også internt i regeringen – var der ingen politisk handlekraft. Regeringspartierne Venstre og de Konservative var splittede i pensionsspørgsmålet, og Svend Aukens socialdemokrater ville ikke hjælpe regeringen, ligesom LO ikke bare uden videre kunne droppe kravet om lønstigninger trods udsigt til mere arbejdsløshed.

Schlüter var anbragt i en politisk benlås. Det samme er Helle Thorning-Schmidt, der ikke har mange manøvremuligheder til højre i salen: Med et sønderskudt konservativt parti, der er ude af stand til at blive tungen på vægtskålen, kan Venstres Lars Løkke komme til at spille samme modvillige rolle, som Svend Auken hyggede sig med under Schlüter.

Schlüter valgte sammen med arbejdsminister Henning Dyremose at kortslutte Christiansborg-fnidderet og samlede arbejdsmarkedets parter omkring den store ”fælleserklæring”, hvor alle gav og tog: Lønstigningerne blev sendt på slankekur, til gengæld blev der bygget banebrydende arbejdsmarkedspensioner op og dermed sikret, at almindelige LO-arbejdere kan gå på pension med en millionopsparing.

Nok er udfordringerne og løsningerne anderledes i dag, men kalkulen er den samme: Christiansborg, fagbevægelsen og arbejdsgiverne må igen sætte sig sammen, også selvom opgaven er langt sværere nu, hvor LO ikke har de samme magtmidler til fra centralt hold at lægge låg på lønningerne på det private arbejdsmarked.

Syd for grænsen kan der også hentes inspiration. Trepartsforhandlinger i Tyskland har vekslet lavere løn om til mere jobsikkerhed: Hvor danske timelønninger i 2000 var cirka syv procent højere end tyske, er forskellen i dag vokset til godt 23 procent (kilde: Eurostat/DA). Initiativet kom fra den daværende socialdemokratiske regeringschef, Gerhard Schröder, der indbød arbejdsgivere og fagforbund til rundbordssamtaler og i 2003 måtte tale dunder til dem: Hvis ikke de selv kunne enes, var Schröder parat til at lovgive. Presset førte til, at arbejdsgiverne og det store fagforbund IG Metall fandt sammen om en model, der muliggjorde smidige lokalaftaler på virksomheder med ondt i økonomien.

Herhjemme vil trepartsforhandlingerne blive Helle Thorning-Schmidts store svendeprøve: Schlüter var i begyndelsen – ligesom hende – undervurderet som statsminister, men står i dag tilbage som en af de store; en regeringsleder, der også turde tage opgøret med sine egne, når det var nødvendigt.

Lykkes det at kopiere Schlüters succes, vil hun blive markant styrket. Men ender det i lappeløsninger, hvor fagforeningerne ikke påtager sig ubehageligheder over for medlemmerne, kan nedslidningen tage fart. Måske så vi i Vega et lille forvarsel om, at hun alligevel rummer den naturlige etters robuste beslutsomhed, da hun undlod at takke 3F-formanden for at have været med til at bringe hende til magten?