Statsminister Anders Fogh Rasmussen har med beslutningen om at hjemsende den danske bataljon fra Irak fjernet en indenrigspolitisk kamp-plads. Dermed har han i god tid før et valg lukket en flanke i forhold til Socialdemokraterne. Men prisen er et værdipolitisk nederlag for den “statsmand”, der så sent som under sin åbningstale i Folketinget i oktober 2006 i i højtflyvende toner placerede Irak midt i en global værdikamp.

Irak-krigen var et af de få steder, hvor der var forskel på Socialdemokraterne og regeringen. Nu har Fogh så godt som lukket munden på de politiske modstandere. S må erkende, at Irak-krigens dage er talte som indenrigspolitisk kampplads – i god tid før et folketingsvalg.

Krigen i Irak har ikke været nogen vindersag for regeringen. Hvis Fogh havde valgt at fastholde sit engagement i Irak i en situation, hvor et stort og stigende antal af befolkningen vender sig imod det, kunne han have kommet til at betale en stor indenrigspolitisk pris.

Tilstedeværelsen i Irak har splittet Folketinget, hvor Socialdemokraterne og De Radikale længe har krævet de danske soldater ud. Det samme gjorde 60 procent af danskerne i en meningsmåling i Jyllands-Posten i november 2006.

Regeringen er formentlig lettet over, at den ikke længere skal basere sin aktivistiske udenrigspolitik alene på Dansk Folkepartis stemmer. S og R støtter regeringens exit-beslutning. Dermed er de hjemlige fronter blødt op.

Der er ikke tradition herhjemme for, at udenrigspolitik afgør, hvor vælgerne sætter deres kryds. Socialdemokraterne havde næppe håbet på, at de kunne vinde et kommende valg på Irak-krigen, men S havde gerne set, at krigen ville slide mere på Foghs appel til vælgerne.

Det er belejligt for regeringen, at der er militær-strategisk logik i at hente alle de cirka 460 danske Jens’er hjem i et hug: De udgør en bataljon og dermed en helhed, man kan ikke pille enkeltdele ud. Det er et belejligt argument, også for ikke at sende nogle af dem tilbage til Irak, hvis volden optrapper efter august, hvor bataljonen forlader Irak.

Et andet argument er, at de internationale danske styrker ikke er gearet til at have mange soldater hele tre steder på én gang, hvad de er i dag, nemlig i Irak, Kosovo og Afghanistan. Kapaciteten rækker kun til en helhjertet indsats to steder. Ellers ryger forsvaret ind i rekrutteringsproblemer.

Nu lægger regeringen op til, at indsatsen i Afghanistan skal styrkes, når de danske Irak-soldater er vendt hjem. Det bakker Socialdemokraterne op om.

Regeringens beslutning om tilbagetrækning er ikke uden risiko: Hvad, hvis det viser sig, at sikkerhedssituationen går amok? VKO-flertallet kan risikere at efterlade et land i kaos og med endnu mere vold, og det kan give anledning til en forstærket debat, om ikke det er landene bag den militære aktion, der har ansvaret for et Irak i opløsning.

Indenrigspolitisk er det dog næppe en debat, der kan skade VKO for alvor. Flertallet satser på, at vælgerne mere er optagede af at få de danske soldater hjem, hurtigst muligt.

Foghs virkelige nederlag kan være af mere værdipolitisk karakter. Så sent som under åbningstalen i oktober 2006 fastholdt statsministeren som en anden statsmand, at det hele handler om hans kamp for demokrati og frihed. Han placerede Irak midt i en global værdikamp “mellem forstandig oplysning og fundamentalistisk formørkelse. Mellem demokrati og diktatur. Mellem frihed og tyranni.” Selvom frihedens fjender var desperate og parate til at bruge alle midler, ville frihed og demokrati sejre, lød budskabet fra statsministeren.

Det mål er ikke indfriet, men det synes glemt. I stedet henviser regeringen nu blot til, at den irakiske regering har erklæret sig klar til selv at overtage ansvaret for sikkerheden.

Den danske tilstedeværelse hviler på, at Folketinget den 21. marts 2003 vedtog, at Danmark skulle sende tropper til Irak. Oprindelig støttede også Socialdemokraterne og De Radikale ideen. Den linie lagde fra starten et tvetydigt skær over oppositionen.

Men før sommer 2006 sagde de to partier nej til at forlænge mandatet for de danske styrker i Irak. Med det klare nej kunne oppositionen begynde at gå hårdere efter Fogh. De hjemlige angreb tog til, da det amerikanske midtvejs-valg viste, at end ikke de amerikanske vælgere står bag Bushs Irak-politik. Målet – ikke mindst fra Socialdemokraternes Mogens Lykketoft – var at udstille, at Fogh holdt på en forkert mand og en forkert politik.