20 år efter at Nyrup bankede de faglige organisationer på plads, viser Socialdemokraternes leder, at hun er parat til at gøre det samme. Helle Thorning-Schmidt har lavet to snedigt udtænkte kontrakter: 1 med fagbevægelsen og 1 med SF.
Analyse i Information.
Hvis der var nogen, der var efter fagbevægelsen, så var det Nyrup-regeringen. Man kan sige meget om Nyrup og Lykketoft, men reformfjendske og bange for at tage konflikten med baglandet var de ikke. De kørte hårdt og brutalt på. Det var en af forklaringerne på, at de efterlod en samfundsøkonomi, der var sund i modsætning til nu.
Noget tyder på, at Helle Thorning-Schmidt har samme mod til at tage opgøret med sine egne, hvad hun kan få hårdt brug for som statsminister. Reformbehovet vil være mindst lige så dramatisk som dengang. At hun er ved at finde ind til sin nødvendige brutalitet, kan blandt andet illustreres ved, at hun på et hemmeligholdt møde i LO-hovedkvarteret forleden bankede nogle af fagforeningsbosserne på plads. De ville teste hendes vilje til at finde de efterhånden velkendte15 milliarder. Det slap de ikke godt fra. Og i medierne understregede hun alvoren ved at genoplive efterløns-spøgelset, hvis ikke de faglige organisationer makker ret.
Dybest set er hun ved at lancere en ny form for kontraktpolitik, der afløser Foghs: Organisationsverdenen skal gøres til partner i en samfundskontrakt. Den går foreløbig ud på, at danskerne skal arbejde 12 minutter mere om dagen, men der vil komme mere. ”Partnerskabs-ledelse” kan man kalde denne forretningsplan, som vi formentlig kun har set de første konturer til.
Organisationerne skal beslutte sig for, om de vil være en del af løsningen og ikke en del af problemet for et globaliseringsramt land, der står over for enorme omvæltninger. Hvor Fogh var sorgløshedens statsminister, vil den næste regering blive tvunget til at tage mange upopulære, men nødvendige beslutninger. Ændringer Helle Thorning-Schmidt kræver organisationernes hjælp til at gennemføre og forfine.
Ydermere har Socialdemokraterne lavet det ekstra raffinement at binde SF: Når de skrappe beslutninger, der kan komme til at gøre ondt på offentligt ansatte og almindelige lønmodtagere, skal tages, så får SF medansvaret. Dermed har utilfredse vælgere ikke rigtig nogen steder at løbe hen – bortset fra Enhedslisten. Der er altså foreløbig tale om to snedigt udtænkte kontrakter: 1 med fremsynede ledere fra dele af fagbevægelsen og 1 med folkesocialisterne. Det kunne ligne en alliance, der måske kan bringe Danmark videre, hvis alle tager deres del af slæbet.
For snart 20 år siden viste Nyrup vejen med sin evne til at tage hårdt fat i baglandet – han blev tilgivet, for resultaterne udeblev ikke: Da Lykketoft og han i begyndelsen af 90erne lancerede de store arbejdsmarkedsreformer, gennemførte de en skrap kur, som en borgerlig regering ikke ustraffet ville have kunnet gennemføre. Det kan altså være tankevækkende sundt, at regeringsmagten skifter side engang imellem: Pludselig kan uløste samfundsproblemer alligevel håndteres politisk.
Nyrup fortalte senere, hvordan han var taget til Aalborg for at møde harmdirrende, hærdebrede SIDere, der var forsamlet i Vejgaard-hallen. Han kom som sædvanlig lidt for sent, hallen var allerede stuvende fuld af rasende kernetropper og røde faner. Til Nyrups undren stod der fire hvide ligkister oppe på podiet. Vi vil putte dig i en af dem, hvis du gennemfører de reformer, lød truslen.
Så erobrede Nyrup mikrofonen: Det kan godt være, at jeg ikke lever op til jeres forventninger, men skal vi indgå en handel? Hvis I bakker op om de her reformer, så lover jeg, at der kommer flere job herhjemme. Det er en lignende samfundskontrakt, som den nye generation i S og SF varmer op til.