Den borgerlige regering undlod at bistå rektorerne med at lede landets gymnasier. Nu gør den røde regering klar til et ledelsesmæssigt opgør med lønmodtagerkulturen på lærerværelserne. Analyse i Berlingske Business Magasin.
Man skulle ellers tro, at det var en borgerlig mærkesag at højne effektiviteten i den offentlige sektor og få gymnasielærerne til at undervise mere. Men på det punkt var VK-regeringerne en fiasko under først Anders Fogh Rasmussen (V) og siden Lars Løkke Rasmussens (V) lederskab. De tog ingen afgørende armbøjninger med lærerværelserne og hjalp ikke rektorerne ledelsesmæssigt, da Finansministeriet op gennem nullerne forhandlede overenskomster med fagforeningen GL.
Skiftende borgerlige finansministre og undervisningsministre var ude af stand til at klemme flere undervisningstimer ud af gymnasielærerne, selvom Danmark gennem mange år har fået dumpekarakter i alle OECD-sammenligninger. Selv en underviser i det kriseramte Grækenland opholder sig angiveligt mere i klasserne.
Nu varmer den socialdemokratisk ledede regering op til den største ledelsesmæssige styrkeprøve med GL i mere end et årti. Allerede længe inden S fik regeringsmagten, var partiets inderkreds med Henrik Sass Larsen i spidsen ond i sulet på underviserne. Så kanonerne køres i stilling til de næste overenskomstforhandlinger, der begynder lige efter nytår.
Rapport efter rapport har påvist, at en dansk gymnasielærer kun underviser godt en femtedel af sin arbejdstid (sidste skoleår: 22 procent), og at nålen har stået stille gennem flere år. Det er alt for lidt, mener en bred kreds af partier, der undrer sig over, at den gennemsnitlige undervisningstid i OECD-landene er noget nær det dobbelte. Resten af arbejdstiden herhjemme går bl.a. med at forberede sig på timerne.
Overenskomsten fastlægger en særegen ”forberedelsesfaktor”, der er ukendt på arbejdsmarkedet uden for undervisningssektoren: Så godt som alle gymnasielærere afregnes for to timer og 33 minutter pr. undervisningstime, viser en opgørelse fra Rigsrevisionen.
Forberedelsestiden sættes af med fagforeningslineal, uanset om læreren er en gammel rotte, der reelt har brug for mindre forberedelse. Eller der undervises i spydkast eller matematik. Kort sagt, det er svært at finde pædagogiske argumenter for at opretholde det system. Men lærerne tæller snart sagt hvert et sekund af frygt for at blive snydt, et rettighedsbestemt bogholderi, som næsten gør det umuligt for rektor at lede gymnasiet og fordele ressourcerne efter skolens og elevernes behov.
Under de seneste overenskomstforhandlinger i 2011 var den borgerlige regering tæt på at tage opgøret, men finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) slog bak – måske af frygt for ballade med offentligt ansatte tæt på et folketingsvalg. Anderledes stålsat ventes hans socialdemokratiske afløser, Bjarne Corydon, at være, ikke mindst i lyset af, at der stadig i foråret 2013 kan være lang tid til næste valg.
Første hurdle har været at skifte direktionen ud i Personalestyrelsen, der af kritikere blev beskyldt for at være for blødsøden. I stedet har Finansministeriets top installeret mere hårdhudede budgetbisser til at lede overenskomstslaget.
Sidst der blev ændret fundamentalt på overenskomsterne, skete det heller ikke under en blå regering. I 1999 lykkedes det finansminister Mogens Lykketoft (S) sekunderet af undervisningsminister Margrethe Vestager (R) at give ledelsen lidt større albuerum. Nu kunne rektor aftale med tillidsmanden, at noget af den omstridte forberedelsestid kunne konverteres til undervisning, hvis parterne lokalt kunne blive enige.
Imidlertid er den ledelsesmulighed stort set ikke blevet udnyttet. Det viser en rapport fra Rigsrevisionen, der i april kom med en sønderlemmende kritik: Rektorerne beskyldes for at være nogle ledelsesmæssige vatnisser; en tilbageholdenhed, der vidner om den lønmodtagerkultur, som har slået rod på gymnasierne: Hverken rektor eller tillidsmand ønsker at få lærerværelset på nakken. Så hellere følge de centralt fastsatte regler.
Men Rigsrevisionen deler også en næse ud til såvel finansministeren som undervisningsministeren, omend det med stor sandsynlighed er en velkommen een, da kritikken de facto er rettet imod den tidligere regerings laden stå til.
Nu har Bjarne Corydon og Christine Antorini en frist på tre måneder til at forklare, hvad de agter at gøre for, at eleverne får mere undervisning i en sektor, der årligt koster skatteyderne 11 milliarder kroner, heraf halvdelen til lærerlønninger. Dermed er Rigsrevisionens rapport blevet et led i arbejdsgivernes opvarmningsretorik forud for overenskomstforhandlingerne.
Paradoksalt nok var det Schlüter-regeringen, der lagde kimen til den skyttegravstilstand, som GL, Rektorforeningen og ministerierne siden ikke er kommet ud af: For godt 20 år siden blev der efter ønske fra arbejdsgiverne indført et nyt aftalesystem, der hakkede arbejdstiden op i kontrollérbare delelementer, fordi en række borgerlige ministre mente, at visse lærere måske slap lidt let om tingene.
Hidtil havde normen været, at den enkelte lærer skulle undervise 22 timer om ugen – uanset forberedelsestid. Nu blev tillid skiftet ud med tidstælleri og dertil indrettede administrative systemer, der ironisk nok også har medvirket til, at en lærer i dag opholder sig mindre i klassen end i 1970erne og 1980erne.
En inderkreds fra Rektorforeningen og GL er diskret begyndt at mødes på hulemøder. De vil teste, om det er muligt for de to organisationer at rive den gamle overenskomst i stykker og begynde forfra. Rektorerne er ikke båret af samme sparedagsorden som Finansministeriet, men ønsker, at en ny overenskomst favner moderne undervisningsbehov til glæde for eleverne.
Over for den front står Personalestyrelsens afløser – Moderniseringsstyrelsen – hvor regnedrengene givet har nærlæst Rigsrevisionens rapport: Hvis lærerne i det almene gymnasium begynder at undervise et par procent mere af arbejdstiden og dermed lige så meget som kollegerne på erhvervsgymnasierne, vil lærerstaben kunne reduceres med knap 1000 årsværk.
Det vil svare til en offentlig besparelse på godt en halv milliard om året, et nedskæringspotentiale, der må være et wake up call for ledelse og medarbejdere på landets gymnasier forud for de benhårde overenskomstforhandlinger.