Venstre har ved at få den tidligere socialdemokrat Karen Jespersen med på holdet skaffet sig en politiker, der ikke bare er et trofæ. Hun vil være et missil, der endnu bedre end statsministeren selv kan ramme S, hvor det gør ondt.

Karen Jespersen er på flere punkter prototypen på en ”moderne” politiker – med en ekstremt god fornemmelse for ”folket” og evne til at kommunikere det. Politikere med stærk gennemslagskraft i medierne og med et stærkt personligt brand står i høj kurs. Mediernes fokus retter sig mod stadig færre toppolitikere, der kan personificere deres partis politik.

Karen Jespersen – med en fortid som journalist – er uhyre dygtig til at time sine udmeldinger og udnytte mediernes logik. Hun melder sig i stilhed ud af Socialdemokraterne i oktober 2006 efter 22 års medlemskab, men vælger først at fortælle det i forbindelse med sin 60 års fødselsdag i januar , hvor hun samtidig ventilerer, at hun er klar til et politisk comeback for et andet parti. Dermed skaber hun straks avisoverskrifter – efter to års fravær fra Folketinget.

Karen Jespersen kan synliggøre, at Det Nye Venstre er et folkeparti, der står et nyt sted i dansk politik i forhold til Det Liberale Venstre – og være med til at positionere, at Venstre vil udvikle velfærdsstaten, ikke afvikle den. Dermed er hun et godt våben i velfærdsdebatten, hvor duellen mellem Fogh og Helle Thorning-Schmidt handler om, hvem velfærdsnarkomanerne tror mest på.

Karen Jespersen kan sende et synligt signal om, at regeringen også arbejder for de svageste. Hun kan med sin modne alder og erfaring stå som direkte modsætning til den uerfarne ledelse hos Socialdemokraterne.

Karen Jespersen kan blive Foghs missil rettet lige imod Socialdemokraterne på udlændingeområdet. Hun kan blive ved med at genere den socialdemokratiske ledelse ved over for vælgerne at så tvivl om, hvorvidt Helle Thorning-Schmidt er i stand til at gennemføre sin restriktive udlændingepolitik, når hun skal samarbejde med Villy Søvndal og Marianne Jelved. Karen Jespersen møder op med en stor troværdighed på det punkt: Hun kæmpede i årevis forgæves for at få sit gamle parti til at lytte til mange vælgeres bekymringer, når det gælder indvandringen og dens konsekvenser.

Karen Jespersen vil formentlig kunne skabe uro blandt en del vælgere, der var på tilbage til Socialdemokraterne. Det håber V-toppen i hvert fald. Spørgsmålet er, hvor mange vælgere Karen Jespersen kan flytte. Den 16. januar 2007 offentliggjorde BT en lynmåling, der viste, at hun ville komme i Folketinget med ni mandater, hvis hun dannede sit eget parti.

Venstre mangler stærke kvindelige ministre, der har karisma til at sælge regeringens politik. Nogle har kaldt hende det ultimative trofæ. Hun taler mere til den jævne befolkning, end Fogh er i stand til. Hun har potentialet til at give regeringen et socialt og menneskeligt ansigt. Mere end den nuværende socialminister Eva Kjer Hansen.

Karen Jespersen synes at være opmærksom på, at hun ikke vil være en stueren udgave af Dansk Folkeparti. Hun har udtalt, at DF generelt er for negative i forhold til globalisering og integration. Hun har bygget et brand op omkring at have en humanistisk grundholdning og samtidig værne om danske værdier.

Ved at melde sig ind i Venstre og ikke Dansk Folkeparti har hun skabt sig en god adgangsbillet til at få en ministertaburet.

Det er ikke kun i udlændinge- og socialpolitikken, at Fogh kan få en stærk kvinde ved sin side. Hun har også bygget en vis personlig troværdighed op på endnu et afgørende punkt: spørgsmålet om ytringsfrihed, hvor hun kan beskylde Socialdemokraterne for også at have været på slingrekurs – nemlig under Muhammed-krisen. Hun har selv begrundet sin udmeldelse af S med, at det var sidste års Muhammed-konflikt, der fik hende til at melde sig ud. Det var et chok for hende, at S ikke sprang op på barrikaderne og for fulde udblæsninger gik ”imod de totalitære kræfter i et forsvar for ytringsfriheden”.

Men Fogh begår også en vis risiko ved at gøre hende til minister. At hun bliver et mere eller mindre ukontrollabelt regeringsmedlem, der hele tiden råber op og kræver flere penge til sit ministerium. Lidt a la en rolle miljøminister Connie Hedegaard har indtaget.

Ledende socialdemokrater beskylder hende for kun at have ét projekt – Karen Jespersen. Og at hun som minister nok kun kunne snakke og besnakke, men var ude at stand til at skabe resultater, den anden del af det politiske håndværk. Hendes forhold til blandt andre Mogens Lykketoft er forbitret.