En erhvervsmand med Venstre-sympatier håber, at Socialdemokraterne kommer til magten – og tager de nødvendige opgør med deres egne vælgere. Det gjorde både Schlüter og Nyrup. Men Helle Thorning-Schmidt har Fogh som forbillede, og han gjorde ingenting. Analyse i dagbladet Information.


Lad Socialdemokraterne komme til magten, lød det – af alle steder – forleden i Børsen. ”Det gør ondt i et liberalt hjerte, når man må erkende, at den eneste vej ud af samfundskrisen er et regeringsskifte.” En administrerende direktør argumenterede for, at det kun er Staunings gamle parti, der kan genskabe den danske konkurrenceevne og gøre det med en bred folkelig og politisk forankring.

Se, det var jo en usædvanlig udmelding fra en erklæret liberal erhvervsmand, men han har en pointe: Når magten i Danmark cirka hver 10. år skifter, så kan indgreb, der før var politisk umulige, pludselig godt lade sig gøre. Topembedsmændene på Slotsholmen har planerne liggende klar i skuffen, også indgreb, som vil gøre ondt på de vælgere, der stemte rød blok ind.

Historien gentager sig
Da Poul Nyrup Rasmussen kom til efter Poul Schlüter, gennemførte han en stor arbejdsmarkedsreform, som han stadig anerkendes for. Men skitserne til indgrebene over for de socialdemokratiske kernevælgere lå faktisk allerede klar under den borgerlige regering. Schlüter havde bare været ude af stand til at gennemføre planerne, selvom de på mange måder var samfundsøkonomisk nødvendige. Det vidste embedsmændene sammen med De Radikale, der fik skuffeplanerne skrevet ind i Nyrup-regeringens arbejdsprogram.

Her to årtier senere kan historien fra begyndelsen af 1990erne gentage sig. Embedsmændene står parat til at rådgive det nye ministerhold om, at den og den problemsag bør blive løst på den måde – velvidende at den tidligere regering var kørt politisk fast. Måske har de interne spændinger i den afgåede regering været så store, at ministrene har sat hinanden skakmat. Måske har regeringen ikke turde gøre det nødvendige af skræk for at tabe valget. De afgåede ministre har måske heller ikke kunnet enes om, hvilket ministerium der skulle bære omkostningerne. Somme tider skal den modsatte side af Folketingssalen til magten for at løsne knuderne op.

Embedsmændene vil med en velforberedt velkomstpakke ikke alene præsentere det nye regeringshold for omfanget af de problemer, den tidligere regering har efterladt, men også anvise de hårdhændede løsninger. Derefter er det op til regeringen at udvise modet og evnen til at eksekvere – og gøre det nødvendige.

Det lykkedes også i begyndelsen af 1980erne. Pludselig kunne Poul Schlüter foretage en økonomisk genopretning, som Anker Jørgensen var ude af stand til at gennemføre. Devalueringer af kronen blev taget ud af værktøjskassen for fremtidige regeringer. Det var et af Schlüters største svendestykker, men skitsen lå allerede i dele af den socialdemokratiske regering. To af ministrene, Knud Heinesen og Mogens Lykketoft, var endt som fortalere for fastkronepolitikken, men havde ikke kunnet overtale partifæller som blandt andre Ivar Nørgaard til at tage skridtet.

Anders II
Efter at Anders Fogh Rasmussen er stoppet og skufferne efter ham er sprunget op, bliver han udsat for mere og mere kritik. Nogle sammenligner ham nu med Anker Jørgensen: De var populære i deres samtid, men de efterlod begge Danmark i økonomisk krise. Derfor er det interessant at iagttage, at den socialdemokratiske top forsøger at sælge det budskab, at Helle Thorning-Schmidt har lige så meget styr på tingene som Fogh – at hun bliver en Anders II.

Spørgsmålet er, om det ikke snarere er Poul Schlüter, der burde være hendes forbillede: Schlüter tog det helt store opgør med parcelhusejerne med den berygtede kartoffelkur, han var nådesløs over for sine egne kernevælgere. Det bliver Helle Thorning også nødt til at være. Det er det håb, erhvervsmanden i Børsen klynger sig til.