Organisationerne har sat alt på eet bræt: Der er ikke nogen plan B, hvis Helle Thorning taber valget. Det vil fortsætte 30 års sivende nedtur for fagbevægelsen, der kan påregne ikke at blive inviteret med omkring bordet, når de store samfundsbeslutninger tages. Analyse i Information.
Med sin tøven med at udskrive valget har statsminister Lars Løkke Rasmussen i det mindste opnået én gevinst inden sommerferien: At en række fagforeninger i foråret har spenderet en masse penge på direkte og indirekte støtte til hans politiske hovedmodstander, Helle Thorning-Schmidt – indtil nu forgæves.
Nok er der et stykke op til de 180 millioner valgkampagnekroner, som SiD-formand Hardy Hansen på medlemmernes vegne bekostede for at vælte den konservative Poul Schlüter i 1980erne. Men ingen kan være i tvivl om, at Hardy Hansens arvtagere poster endog store millionbeløb i at fremme en socialdemokratisk magtovertagelse.
Situationen er også ganske alvorlig: Det handler om mere end blå og rød blok. Det er også et grundlæggende valg mellem to vidt forskellige måder at inddrage organisationsverdenen på – i det omstillings-danmark, der venter. Så alt er sat på eet bræt: Fagbevægelsen synes end ikke at have en plan B klar, hvis Lars Løkke vinder, måske fordi man slet ikke tør tænke den tanke til ende: Et valgnederlag vil fortsætte måske 30 års langsom nedtur for organisationsverdenen.
Guf til de trængte forbund
Oppositionen lover, at den nye finansminister indkalder til trepartsforhandlinger senest 60 dage efter regeringsovertagelsen. Med andre ord: en ”partnerskabsmodel” med bred inddragelse af interesseorganisationerne, der til gengæld skal påtage sig ansvaret for at få deres medlemmer til at følge beslutningerne. I ”Fair Løsning 2020” kaster Socialdemokraterne og SF mange lunser ud for at få fagforeningerne til at bide på: Loftet for fradrag på fagforeningskontingenter skal fjernes og organisationsgraden på arbejdsmarkedet styrkes. Rent guf for de trængte forbund.
Den borgerlige regering har derimod tilsyneladende tænkt sig at holde organisationerne ud i strakt arm: Genopretningsplanen og forliget om efterlønnen er eksempler på politiske diktater fra oven, en model, hvor interesseorganisationerne enten slet ikke eller kun i begrænset omfang drages ind i beslutningerne. Model Rød giver altså 3F og andre lønmodtagerorganisationer muligheden for at blive nøglespillere. Derimod vil Model Blå (den pluralistiske, som også kendes fra udlandet) skubbe organisationerne endnu længere væk fra de reelle beslutninger.
Så det er knald eller fald, også i lyset af at den korporative reformmodel har været på retur i Danmark siden Schlüters 1980ere. Hverken Nyrup, Fogh eller Løkke kan beskyldes for at have været flittige brugere af den, om end ikke engang Fogh sendte den helt på pension.
Modellen er da heller ikke uden fordele: Den kan være en måde at komme udenom den reformuvilje, der kan være på begge sider af det politiske spektrum – eller som man i hvert fald tror eksisterer. Samtidig kan en regering skabe større samfundseffekt, hvis tunge interesseorganisationer trækker i samme retning.
Kontrakter har det svært
Men der er også ulemper: Man risikerer udvandede og utilstrækkelige reformer baseret på laveste fællesnævner, ligesom brede konsensusprægede forhandlinger tager tid, og så kan regeringen tabe både momentum og kant. Endelig passer modellen heller ikke godt til kontraktpolitikkens retorik, som Socialdemokraterne og SF flittigt har overtaget fra Anders Fogh Rasmussen: Det er halsbrækkende på forhånd at love at få danskerne til at arbejde 12 minutter mere om dagen. Med en korporativ tilgang til politik skal løsningerne jo findes og udmøntes i et kludetæppeagtigt forhandlingsspil, hvor de tre parter – fagbevægelse, regering og arbejdsgivere– tager og giver. Hvad kan ende et helt andet sted end med de famøse 12 minutter.