Hvor meget skal regelrette topembedsmænd i kommunerne finde sig i? Kommunaldirektører løber en større risiko end departementscheferne i ministerierne. Den kommunalpolitiske gråzone er mere grumset. Blogindlæg i Mandag Morgen.

Fronterne er trukket skarpt op på de øverste ledelsesgange i Vallensbæk Kommune i en kamp om ære, eftermæle og aftrædelsesordning. Kommunaldirektøren i den københavnske forstadskommune beskylder borgmesteren for magtmisbrug og nepotisme. Det er ret usædvanligt, at en topembedsmand siger fra på så bastant en måde, og at det kommer frem i pressen.

Men nu får vi andre muligheden for at overvære, hvor galt det kan gå, når to nøglespillere – borgmesteren og hans nærmeste embedsmand – er ude af stand til at danse politisk tango. Så må den ene forlade dansegulvet, og det er stort set aldrig borgmesteren.

Imidlertid har kommunaldirektøren valgt at slå igen, og hans faglige organisation, DJØF, skruet bissen på, blandt andet for at sikre ham en ordentlig aftrædelsesordning, men også fordi sagens udfald måske kan danne præcedens for fremtidige slagsmål mellem kreative borgmestre og regelrette embedsmænd.

Borgmester Henrik Rasmussen (K) har under hele forløbet fastholdt sin uskyld og beskyldt DJØF for afpresningsmetoder i mafiaklassen. Det er altså påstand mod påstand, hvad Statsforvaltningen for Hovedstaden nu borer sig ned i, mens Folketingets ombudsmand kigger med fra sidelinjen. KL og et flertal i Vallensbæks byråd støtter borgmesterens udlægning.

En lille borgmesterindrømmelse er det dog blevet til: Rasmussen lover nu at granske sin ledelsesstil og dæmpe sig en smule i det daglige arbejde på rådhuset.

”Jeg har som borgmester en forpligtelse til at sørge for en favnende ledelsesstil, der måske nok udfordrer forvaltningen på vanetænkningen, men er knapt så udfarende”, skriver han i en pressemeddelelse.

Sagens kerne er, hvor meget lovlydige embedsmænd skal finde sig i over for opfindsomme politikere, der – måske/måske-ikke – bevæger sig ud over kanten på lovgivningen. En moderne kommunaldirektør er i dag borgmesterens nærmeste sparringspartner, lyseslukker, ideudvikler og strateg. Rollen er svær, og den kræver sine ofre; En leder fra den private sektor ville løbe skrigende bort på allerførste arbejdsdag.

Fyringsstatistikkerne understøtter pointen: Her flere år efter den store kommunalreform går der ikke mange måneder imellem, at endnu en er blevet fyret, ofte på grund af såkaldte ”samarbejdsvanskeligheder”.

Embedsmandshumor
En kommunaldirektør fortalte mig forleden om ægte kommunaldirektør-humor blandt sine kolleger: ”Jamen dog, er du ansat i x-kommune endnu?!”, lyder tak-for-sidst-spørgsmålet, når de kommunale topchefer mødes under afslappede former.

Det lyder næsten som britiske jagerpiloter fra Anden Verdenskrig, der mødes efter endnu et togt over Tyskland: Der er altid en i selskabet, der mangler. Fyringsrisikoen er blevet et rammevilkår; det ved kommunaldirektørerne, der må dække sig ind med en fornuftig direktørkontrakt.

Som sidebemærkning er det ikke kun kommunaldirektørerne, der sidder i et katapultsæde i disse år. Staten, regionerne og kommunerne fyrede sidste år tilsammen 168 offentlige chefer, viser nye tal fra DJØF. Det er mere end fem gange så mange sammenlignet med for fem år siden, hvor blot 33 fik fyresedlen.

Nogle af fyringerne begrundes med sammenlægninger og fusioner. Tag dem, der for øjeblikket sker i centraladministrationen. Finansministeriets rationaliseringsmodel består i at bede ministerierne om at slå de gamle styrelser sammen til superstyrelser. Ved samme lejlighed kan overflødiggjorte direktører, kontorchefer og medarbejdere passende afskediges.

Den type rationaliseringsfyringer har vi ikke set de sidste af, heller ikke i kommunerne. Den offentlige sektor skal spare, så langt øjet rækker. De færreste siger det højt: Der vil blive skåret til de kommende ti år. Men det er som sagt en sidehistorie, selvom den er alvorlig nok for de berørte.

En tango fra væksthuset
Dagens emne er, hvor galt det kan gå, når de med de gyldne kæder støder sammen med deres topembedsmænd. Når jeg tager netop det tema op, skyldes det ikke blot Vallensbæk-striden, men også at Væksthus for Ledelse forleden udgav publikationen ”Den Politiske Tango” . Den beskriver det delikate samspil mellem kommunaldirektøren, borgmesteren og byrådet og mellem regionsdirektøren og politikerne i regionerne.

Væksthus for Ledelse tegner et billede af, hvor svært det er at danse tango, og hvor professionelle både politikere og topembedsmænd skal være for at få det til at lykkes. Det er i den forbindelse slående, hvor meget jobbene som kommunaldirektør og departementschef – den øverste embedsmand i et ministerium – er kommet til at ligne hinanden de senere år. Begge skal have enorm politisk tæft.

Men når jeg spørger topcheferne, om der også er forskelle på deres ledelsesroller, tyder meget på, at den kommunale topembedsmand skal håndtere en noget større kompleksitet. Dansetrinnene i kommunerne er – måske overraskende for de fleste – sværere, hvad kan være med til at forklare, at departementscheferne sidder sikrere i jobbet.

For det første skal en kommunaldirektør kunne begå sig over for hele kommunalbestyrelsen, også oppositionen og mindretallet. Din dør på rådhuset må ikke være lukket, hvis der kommer en Venstremand forbi i en socialdemokratisk ledet kommune og beder om et godt råd. Ellers ender du med at blive beskyldt for at være for meget pot og pande med borgmesteren.

En departementschef, derimod, kan nøjes med at koncentrere sig om sin minister. Det er hans opgave. Han hverken kan, skal eller må kontakte oppositionen i Folketinget endsige pleje dem. Departementschefen er den siddende regerings topembedsmand, ikke Folketingets.

Borgmesteren går stuegang
For det andet gør det heller ikke det lokale topjob nemmere, at kommunalpolitikere er svære at holde væk fra den daglige administration, hvad er et af elementerne i sagen fra Vallensbæk.

Problemet er særligt delikat i kommuner med en entreprenant bykonge: Borgmesteren kan finde på at lunte hen til teknisk forvaltning og bede om, at en bestemt byggesag skal fremmes. Han har nede i Brugsen mødt en utilfreds virksomhedsejer, der synes, sagsbehandlingen går for langsomt.

En lignende ledelsesudfordring er det, når en forældrebestyrelse eller en institutionsleder bypasser de administrative beslutningsgange ved at gå direkte til en politiker – uden om direktionen.

I centraladministrationen er det noget nær utænkeligt, at en styrelsesdirektør eller en medarbejder kontakter ministeren uden at orientere departementschefen først. Det vil blive betragtet som direkte illoyalt. Og det lykkes for det meste også at stoppe den minister, der er på vej ned i 6. kontor for at tale med en fuldmægtig.

Kampagnechef eller hva’
For det tredje kan det også være sværere for en kommunaldirektør at navigere i en valgkamp: Det ligger i jobbet, at man skal hjælpe sin borgmester med at være kommunens førstemand, men ikke igen at blive det. Imidlertid er valgkampen i kommunerne flere steder allerede skudt i gang, selvom der stadig er lang tid til valget.

Mistænkes topembedsmanden for at være borgmesterens personlige kampagnechef og ikke sige fra i tide, kan det gå grueligt galt, hvis der sker et politisk magtskifte. Så falder hammeren tungt. I kommunerne kender man – i modsætning til folketingsvalg – datoen for valget flere år i forvejen. Så hvor længe før et valg skal den politiske rådgivning stoppe? Et år før? Hvornår skal man holde op med at bistå borgmesteren med at prale med sine sejre?

Den rådgiverrolle er mere enkel i centraladministrationen, selvom de ledende embedsmænd dér såmænd også beskyldes for at være lige lovligt tjenestevillige over for den siddende regering: Når valget udskrives – men først da – skal de bevæge sig ned i pindesvinestilling. Forinden kan og skal de hjælpe ministeren med at tage sig godt og handlekraftig ud, også i medierne.

Der er ingen tvivl om, at kravet om politisk tæft bliver endnu større i fremtiden: Den offentlige sektor står over for en enorm omstilling, hvad gør kommunaldirektøren og borgmesteren til nøglepersoner. De skal finde sammen i en tæt tango, hvis omstillingen i en ressourceknap tid skal lykkes.

Kunsten er at bevare distancen og samtidig følingen med hinanden. Ellers bliver der udskrevet endnu en fyreseddel. Og det er ikke borgmesterens navn, der står på den. Men derfor kan det godt være, at det er ham, der i sidste ende taber ansigtet.