Bureaukratiet bliver værre og værre. Uanset farve sprøjter danske regeringer flere og flere love, bekendtgørelser og cirkulærer ud.  Hovedproblemet er dog ikke det voksende antal, men at lovgivningen indimellem hænger så dårligt sammen, at det kan skade virksomheder og kommuner. Analyse i Berlingske Business Magasin.

Da Helle Thorning-Schmidt (S) for snart et år siden dannede regering, blev muligheden for at modernisere centraladministrationen endnu en gang forsømt: Ministerierne får lov at arbejde ukoordineret og bekæmpe hinanden lige så meget, som de gjorde under VK-regeringen.

Under regeringsforhandlingerne nåede heller ikke denne regeringstop ned til det, der altid står med  småt på to-do-listen efter en valgsejr: At designe en centraladministration, der kan skabe sammenhæng i lovforetagsomheden og etablere det som en fast procedure at vurdere konsekvensen og effekten for erhvervslivet og menigmand, inden nye initiativer tages.

Enhver erfaringsramt topembedsmand vil kunne bekræfte følgende påstand: Ministerens hovedfjende er ikke hans egne embedsmænd. Det er heller ikke oppositionen. Nej, det er naboministrene. Det er dem, der skal bekæmpes.

Det fører til bøvl i tre versioner: Variant 1 er, at ministerierne undlader at tale sammen, så paragraffer, der er identiske, får lov at stå i flere love (overflødigt, men til at leve med).

Variant 2 er, at ministerierne hver for sig kan finde på at lave lovindhold – eksempelvis klagefrister – der er anderledes end beslægtede ministeriers (i bedste fald forvirrende).

Værst er variant 3: Når en minister forsøger at trykke på speederen (for eksempel den af erhvervslivet roste erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF)), så træder andre ministre på bremsen (eksempelvis skatteministeren eller klimaministeren). De gør det ud fra hver deres systemlogik, hvad svarer til at overskue verdenshavet fra bunden af en brønd.

LOs ugebrev A4 forsøgte forleden at sætte størrelse på bureaukratiet: Hvis man printer alle de regler ud, der trådte i kraft i 2011 (med andre ord: de fleste besluttet af VK-regeringen), og lægger dem i forlængelse af hinanden, skal man ud på en løbedistance på seks kilometer, før man passerer det sidste dokument.

Til trods for, at samtlige regeringer – siden statsminister Poul Schlüter (K) sagde, at det skal være lettere at være dansker – har talt om at regelforenkle, er papirbjergene vokset støt: I 1980 skulle man lunte mindre end en kilometer for at nå årets lovhøst igennem.

Den udvikling fører med jævne mellemrum til kritik i pressen, mens skiftende landspolitikere slår ud med armene og siger, at den er umulig at stoppe.  Embedsmændene virker også opgivende, for de støder tilsyneladende mod et politisk rockwool-lag, hvis de foreslår regelsaneringer.

Problem nummer 1 er, at reelle forenklinger (hvor der for alvor dykkes ned i de arkæologiske lag af love og luges ud og skrives sammen), tager så lang tid at gennemføre, at ministeren for længst er skiftet ud inden. Og så er det en anden minister, der kan høste æren.

Problem nummer 2 er, at tværgående lovsaneringer kræver, at flere ministerier skal involveres i anstrengelserne, og så kan det gå helt galt, blandt andet fordi kulturen i ministerierne er så forskellig. Og hvem skal for øvrigt være overminister for sådan en forenklingsproces?  Som en topembedsmand siger: ”Det ville starte en ny punisk krig på Slotsholmen”.

Derfor opgiver embedsværket næsten på forhånd: Det er festtaler, hvis en regering siger, at den vil afbureaukratisere. Og i øvrigt ville ekstraopgaven bare komme oven i al driften.

Det ulykkelige er, siger ledende embedsmænd, at nogle ministerier ville kunne rydde så grundigt op i eksisterende paragraffer, at antallet kunne halveres – uden at der gik udover borgernes retssikkerhed, kommunernes forvaltningsprincipper og statens kontrol af erhvervslivet. Vi lader den stå et øjeblik: Halvt så mange love uden at noget som helst gik tabt.

Kerneproblemet er, at centraladministrationen aldrig har gennemgået nogen gennemgribende reform: Hvor kommuner og amter (nu regioner) siden 1970 har oplevet store ændringer – endda i flere omgange – er al reformiver stoppet, når talen gik på Slotsholmens egne fejl og mangler.

En ny regering har chancen for at tage fat på de mekanismer i den korte stjernestund, hvor magten og ministerposterne fordeles. Men ressortsnittene laves ikke på grundlag af en helhedsplan, men ud fra en kombination af improvisation, tilfældigheder og politiske studehandler.

Nok sidder Statsministeriets departementschef med under regeringsforhandlingerne, gerne suppleret med sin chefkollega fra Finansministeriet, der kan levere input til, hvor på Slotsholmen der kan trimmes. Og nok kan de øvrige departementschefer forsøge sig med en ønskeseddel til mere hensigtsmæssige ressortfordelinger.

Men de kan kun håbe, at der bliver lyttet.

To faktorer kan dog – måske – ændre dette. Den ene er økonomien: Den offentlige sektor vil være presset, så længe øjet rækker. For centraladministrationens vedkommende har regeringen allerede stålsat fyret 1000 ansatte; nedskæringer, der fortsætter i 2013 – og – hvad ingen siger højt – formentlig også de næste 10 år. Med andre ord: Der vil være færre akademiske hænder tilbage til at storproducere love. Så der skal arbejdes anderledes i ministerierne – effektiviseres, samordnes og strømlines.

Men endnu en faktor kan – måske – tvinge lovoprydningen frem: det stærke politiske ønske om at digitalisere den offentlige forvaltning. Skal det batte noget, skal computerprogrammerne fodres med lovgivning, der er juridisk krystalklar, enkel og konsistent. Ellers må IT-systemerne give op.

Men én ting er økonomi og it; noget andet den politiske logik: En minister vil gerne se handlekraftig ud over for vælgerne. Hvordan han gør det? Ved at foreslå endnu mere lovgivning.

Derfor lyder prognosen sådan: Når regeringen inden længe præsenterer sit lovprogram for den kommende sæson, vil det formentlig være bugnende. Ministrene vil igen stå i kø for at overgå hinanden, akkurat som de – uanset regering – har gjort det siden Schlüter.