Stem på en republikaner, ellers ender USA som Europa. Barack Obama vil indføre europæiske tilstande. Præsidentens sundhedsreform – Obamacare – er et forsøg på ad bagvejen at smugle en europæisk velfærdsstat ind. Præsidenten er ”socialist”, en europæisk politikertype.  Artikel i EU-kommissionens elektroniske nyhedsbrev, Europa 3.0.

Det fyger med påstande i den republikanske lejr i forbindelse med den amerikanske præsidentvalgkamp. Sjældent er Europa blevet brugt mere systematisk og vedholdende som fjendebillede og skrækeksempel på, hvor USA kan ende – i økonomisk stagnation og med en gældskrise som Grækenlands. Målet er at ramme den demokratiske præsident og dæmonisere ham som en fremmed fugl i amerikansk politisk kultur.

Men i europæiske regeringskontorer synes man ikke, at det er særligt charmerende at være vidne til, siger EU-eksperten Lykke Friis (V). Så hvis Mitt Romney – en af de republikanere, som ikke har holdt sig tilbage med europæiske skræmmebilleder – ender med at sidde i Det Hvide Hus, er der nogle transatlantiske skår, der skal klinkes, siger den tidligere klima- og energiminister, der netop har afløst Uffe Ellemann-Jensen som formand for Det Udenrigspolitiske Selskab.

I Frankrig, hvor der også er præsidentvalgkamp, er retorikken for øvrigt stik modsat: Præsident Nicolas Sarkozy roser i øjeblikket et andet europæisk land til skyerne – i håb om selv at hente stemmer. Stem på mig, så bliver Frankrig som Tyskland – med lav arbejdsløshed og høj produktivitet – er budskabet. På begge sider af Atlanten leder toppolitikere efter den korteste vej til vælgerne, og i USA har det tilsyneladende en solid resonansbund at nedgøre Europa – i forsøget på at ramme præsidenten.

Obama ikke langt fra Clinton

Set med danske og europæiske øjne er beskyldningen om, at Obama på det nærmeste ligner en skandinavisk eller centraleuropæisk socialdemokrat, skudt langt over målet. Det er mere præcist at betegne præsidenten som en forholdsvis pragmatisk, midtsøgende demokrat – måske i den liberale ende af det demokratiske parti, men ikke langt fra Bill Clinton, hans forgænger som demokratisk præsident. Det siger Niels Bjerre-Poulsen, lektor i amerikanske studier på Syddansk Universitet.

Når det kommer til stykket, er Obama meget langt fra at være socialdemokrat. Nok kan man måske afkode træk, der kunne minde lidt. Men det ville være et overgreb mod hans politiske synspunkter at gøre ham til noget, der bare rimer på ordet socialist.  Der er intet, der tyder på, at han ønsker en skandinavisk velfærdsmodel.

Til gengæld er han i en amerikansk kontekst langt mere centralistisk end sine republikanske modstandere. Han tror på centralstatens evne til at kreere noget, som kunne ligne videreførelsen af en angelsaksisk velfærdsmodel, der ikke skaber så megen ulighed i det amerikanske samfund, påpeger Mads Fuglede, USA-ekspert og ekstern lektor på  Københavns Universitet.

Men bag valgkampsretorikken gemmer sig blandt mange republikanere også en reel frygt for, at Obama trods alt er en europæisk politikertype. De har med mistro måttet se på, at Obama har indført en sundhedsreform, der gælder alle amerikanerne.  Dermed har de mistet retten til selv at vælge – en ret, der stikker meget dybt i nationens historie.

Siden USA’s grundlæggelse har mange amerikanere betragtet Europa som en døende dinosaur. Det er en arketypisk amerikansk forestilling, at hvis fremtiden ligger et sted, så er det i USA – og måske også i Asien – men ikke i Europa. De europæiske emigranter forlod et aristokrati. Derfor skulle USA være demokratisk. Europa var uden social mobilitet. Derfor skulle det være enhver amerikaners ret at klatre op ad den sociale rangstige. I Europa skulle skomageren blive ved sin læst. Derfor dyrker USA lighed.

Eller som Mads Fuglede siger: ”Amerikanere vil ikke opfattes som europæere, der blot er taget på udflugt til den nye verden”.

1700-tallets USA

Man skal helt tilbage til rødderne for at forstå, hvad de republikanske præsidentkandidater står for ideologisk.  Den ultraliberale Ron Paul tilhører the radicals, hans holdninger er som skåret ud af 1700-tallets måde at argumentere på, mens Rick Santorum er en klassisk  conservative  eller føderalist.

Thomas Stefferson (1743-1826, USA’s tredje præsident) er nok den, der bedst har formuleret det radikale budskab: USA skal ikke udvikle nogen stærk centralmagt. USA må ikke ende som et samfund, hvor staten er vigtigere end borgerne. De skal frit kunne udfolde og udvikle sig – i forsøget på at skabe deres personlige lykke. Over for det synspunkt stod føderalisterne, der mente, at USA burde erstatte den engelske centralmagt med en ny amerikansk. At USA er én nation og ikke en række delstater, der er lettere tilknyttet hinanden.

Disse ideologiske skel deler den dag i dag republikanerne: Ron Paul ønsker et USA med så lidt Washington som muligt, mens Rick Santorum vil have staten til at blande sig i, hvem man må gå i seng med – hvornår man må gøre det og med hvilket køn. Hos Santorum skal staten så at sige have adgang til dit soveværelse. Med andre ord: Paul og Santorum er de absolutte ideologiske yderpoler blandt de fire republikanere, der kæmper om at blive den endelige præsidentkandidat.

Newt Gingrich er i Mads Fugledes optik en politiker, der fisker i rørte vande; en typisk populist, der i højere grad formidler folkestemningen end en egentlig ideologi: ”Når Gingrich siger, at han er konservativ, er det aldrig til at finde ud af, hvad han mener”.

Endelig er der favoritten til at vinde nomineringen, Mitt Romney. Han er en moderat, der forsøger at finde en balance mellem de to yderpositioner. Han ønsker en stærk centralmagt – især militært – men er heller ikke blind for individets rettigheder.

Men overordnet set er Romney langt tættere på the radicals, end Obama nogensinde vil komme: Demokraterne ser centralmagten som selve nøglen til at skabe vækst og lighed. Demokraterne ønsker, at staten med sine offentlige programmer – og resterne af New Deal – kan og skal skabe et bedre USA.

Bruxelles værre end Washington

Hele dette historiske røntgenbillede kan være med til at forklare, hvorfor de republikanske kandidater totalt afviser de politiske spor, EU-landene har betrådt. Man skal ind i det demokratiske parti for at finde forståelse for den europæiske socialliberalisme. Republikanerne mener, at Europa er et politisk projekt, der er gået for langt i den kollektivistiske retning på bekostning af delstaterne (eller i en europæisk kontekst: nationalstaterne), civilsamfundet og individet.

Derfor opfatter den republikanske lejr ofte Bruxelles som EU’s ubehagelige svar på forbundshovedstaden Washington DC – blot er Bruxelles endnu værre, fordi magt og demokrati ikke følges ad på samme måde som i USA. EU-borgerne kan for eksempel ikke stemme direkte på José Manuel Barroso, formand for EU-kommissionen.

Et af paradokserne i den amerikanske valgkamp er, at selv indsigtsfulde amerikanske kommentatorer tilsyneladende ikke helt har styr på, hvad der foregår i EU-landene.  Eurokrisen udlægges i USA’s medier mere negativt end i europæiske, påpeger Niels Bjerre-Poulsen.

”De falder hurtigt ned i nogle stereotyper: handlingslammelse, manglende politisk styring, manglende vilje til at gøre det nødvendige. Nok er det ikke så langt fra, hvad vi også har set i europæiske medier, men det er mere udbredt i USA. Det samme er ideen om, at de europæiske velfærdssamfund er stagnerende.”

Desto større er forbløffelsen i USA, når økonomiske nøgletal fra europæiske lande er mere positive end de amerikanske. Lande som Tyskland, Sverige og Polen har vist pæne vækstrater. Men sådanne nyheder kommer som en stor overraskelse for amerikanske kommentatorer, der er med til at sætte tonen for den politiske debat på den anden side af Atlanten.

Netop sådanne positive nøgletal, der burde være mytedræbere, får Lykke Friis til at ryste ekstra på hovedet over den republikanske Europa-retorik. Det er stærkt ironisk at skulle lægge ører til den, især når man ser, hvem der startede hele den finanskrise, der var med til at skubbe EU ud i en krise, siger hun.

Andre udfald mod Europa

Lykke Friis vurderer, at dæmoniseringen af Europa med denne valgkamp har fået en ekstra tand. Men de republikanske udfald er dog ikke af helt ny dato.  Det sved for eksempel hårdt på europæiske regeringsledere, da Donald Rumsfeld – forsvarsminister under George W. Bush – udiplomatisk beskrev Tyskland og Frankrig som ”old Europe”. Og under præsidentvalgkampen i 2004 var republikanerne ikke sene til at gøre nar af demokraten John Kerry, der taler fransk. På en Youtube-hånevideo udstyrede de Kerry med fransk alpehue i pariserstil og kommenterede det med en salut om, at han ”looks french” – hvad absolut ikke var ment som nogen ros.

Spørgsmålet er, hvordan det transatlantiske forhold vil udvikle sig efter valget i USA. Eet synes at ligge fast, uanset om Obama fortsætter i Det Hvide Hus: USAs geopolitiske interesser vil koncentrere sig mere og mere om Stillehavet. Blikket vil blive endnu mere vendt mod Asien, mens Europa vil møde venlig, men behersket interesse hos en amerikansk administration.

Nok er der stor sympati mellem Obama og europæiske regeringsledere.  Og nok er en amerikansk præsident interesseret i tætte samarbejdsrelationer til Tysklands Angela Merkel og Frankrigs kommende præsident. Men i sidste ende vil Europa ikke være et højt prioriteret område, lyder den enslydende vurdering fra de tre danske eksperter.

Niels Bjerre-Poulsen sammenfatter det sådan: ”jeg tror ikke, at Europa vil blive negligeret. Men man ser ikke det store satsningspotentiale. Det handler snarere om vedblivende at have en partner, hvor forholdet stadig fungerer”.

Med andre ord: Der må ikke opstå for meget støj på linjen, men ellers skal den amerikanske energi lægges andre steder i verden, herunder på hjemmefronten: I sine første vigtige taler efter at have vundet forrige valg nævnte Obama ikke Europa, og i 2010 sendte han pludselig afbud til et topmøde med EU og brød dermed en tradition, europæiske ledere sætter højt.

Kittet smuldrer

Man skal tilsyneladende helt tilbage til Bill Clinton for at finde en amerikansk præsident, der for alvor engagerede sig i Europas skæbne, men dengang var den politiske geografi også anderledes: En kæmpe udvidelse af EU med en række tidligere kommunistiske lande stod for døren, ligesom det tidligere Jugoslavien fik Balkan til at stå i brand.

Mads Fuglede mener ikke, at man kan tale om, at USA i dag har en egentlig EU-politik.

”Man betragter det, der foregår i Europa, og forundres. Og så er man ved at omlægge USA til en nation, der har fokus på Stillehavet. Den udvikling vil fortsætte. Det handler ikke blot om vækstøkonomierne. Det er også dér, de sikkerhedspolitiske udfordringer er.  I Europa har virkeligheden ændret sig. Den kolde krig er forbi, og inddæmningen af kommunismen overstået.”

Lykke Friis vurderer, at det kit, der efter Anden Verdenskrig bandt USA og Europa tæt sammen, er ved at smuldre. Den udvikling vil blive forstærket, hvis Mitt Romney slår Obama.

”USA er stadig verdens stærkeste magt, så selvfølgelig vil Europa finde en modus vivendi med Romney. Men vi er på vej mod en politikergeneration, der ikke har det i sit DNA, at man altid skal kæmpe for det transatlantiske forhold.”

Alligevel er der måske et åndeligt fællesskab, der stikker dybere end som så. Og om ikke andet så binder økonomien USA og Europa sammen: Pludselig gik det for alvor op for amerikanerne, at eurokrisen i EU kunne trække USA ned i en recession. Det er formentlig i det lys, at USAs finansminister, Timothy Geithner, har været en flittig gæst i Europa.

Så til trods for, at USA mere og mere retter blikket mod landene omkring Stillehavet, har EU altså ironisk nok fået masser af amerikansk opmærksomhed de seneste måneder: Republikanske præsidentkandidater har skældt ud, mens ledende folk fra Obama-administrationen har ledt efter løsninger på gældskrisen.