Slap journalistik – og ledelse?

Journalist Annegrethe Rasmussen er muligvis for hurtig på tangenterne, ind imellem. En medfødt ”brist”, kanske, eller for meget om ørerne? Den lette pen hænger muligvis også sammen med, at Rasmussen ikke har den klassiske journalistiske skoling, som gør os fra andre fra ”skolen” ret så ens – og lejlighedsvist forudsigeligt kedsommelige. Annegrethe er en farverig personlighed – som jeg kender, men ikke godt, omend jeg følger hendes veloplagte opdateringer på de sociale medier.

 

Presselogen på TV2 News i dag – hvor en række små fisk hængte sig selv ud – efterlader en række spørgsmål. M.h.t. Rasmussen: Fejl sker nu engang – men må ikke ske systematisk og gentagne gange. Er skaden sket, skal den omgående rettes, eventuelt undskyldes, hvorefter hårdere sanktioner kan overvejes.

Håndsky ledelse

Samtidig forekommer sagen at være amatøragtigt tacklet af Information og Weekendavisen.

Informations håndsky ledelse på den personale-ledelsesmæssige front forekommer slap: Bladet er åbenbart i flere uger bekendt med, at dets skribent muligvis ikke lever op til avisens etiske standarder – uden at man hiver fat i den pågældende medarbejder.

Ikke at den samtale ville have været let for chefen! Men det hører med til jobbet at tage den slags ubehagelige samtaler. Man kan naturligvis ikke have en medarbejder gående, man ikke nærer tillid til – men ledelseshåndværket frem mod opsigelsen forekommer ikke i top.

Endnu værre står det til på Weekendavisen. Mage til tilsyneladende slap redaktionel prioritering skal man lede længe efter. I måneder arbejdes der på plagiat-historien, hvor det angiveligt ikke checkes om – og hvordan – andre internationale medier end Guardian og Rasmussen har behandlet de pågældende emner.

Hverken  en researchsamtale eller eventuelt senere et konfrontations-interview med ”synderen” finder sted. I stedet sendes kort før deadline en mail med tre spørgsmål, ”den anklagede” bedes svare på. Var den slags arbejdsmetoder kommet frem hos f.eks. DR, var det blevet en sag, som var røget direkte på Christiansborg.

Hvad værre er: I Presselogen kunne Weekendavisens redaktør ikke se et problem i arbejdsmetoden. Heller ikke han har en klassisk journalistisk baggrund med ”dos” and ”dont’s”. Vi mangler at få opklaret, om metoden er Weekendavisens klassiske måde at bedrive journalistik på – eller om det er en uklædelig undtagelse? Prioriterer avisen, ledelsesmæssigt, redaktionel coaching som disciplin? Historien skal naturligvis skrives – men den journalistiske håndtering forekommer ikke professionel og historien ydermere perspektivløs; er plagiering eksempelvis en trend, gør nettet en forskel o.s.v.

“Esben Lunde-check”

Nu har man så knaldet en freelancer; en chefredaktør på et mindre dagblad har erkendt en ledelsesfejl, og en ugeavis fremstår uden redaktionel ledelse. “Annegrethe-gate” kan vi vel døbe sagskomplekset.

Det afgørende spørgsmål er imidlertid, hvordan ”de store” tackler kopi-produktion: Kan samtlige dagblads-korrespondenters artikler over det seneste år holde til et ”Esben Lunde-check”? Og kan alle elektroniske medier klare et ”altid-citere-kilden”-check? Formentlig ikke.  Og hvad vil man så gøre ved det?

Journalistuddannelserne bør indskærpe fagets etiske retningslinjer over for både kommende journalistiske medarbejdere og chefer. For de efterhånden mange ikke-journalistuddannede i branchen må medie-arbejdspladserne sikre, at fagets etiske kodeks ikke bare er noget, man kan slå op i en bog. Det skal sidde i rygraden.

Og lad os så komme videre.