Helle Thorning-Schmidt har endnu ikke overbevist vælgerne om, at hun kæmper med alt, hvad der står i hendes magt, for at skabe nye danske arbejdspladser. Trængt i defensiven har hun nu købt sig tid frem til marts. Analyse i Mandag Morgen Blog.
Da debatten om betalingsringen rasede, lovede statsministeren at have en løsning klar ”i morgen”. Nu, hvor fokus er flyttes til jobskabelsen, lover Helle Thorning-Schmidt en løsning ”i marts”.
Man må håbe for regeringschefen, at det ikke går så galt som med betalingsringen. Den gode løsning kom som bekendt aldrig.
Spørgsmålet er, om samme kranke skæbne rammer hendes bebudede jobpakke og dermed er med til at undergrave hendes ledelsesmæssige autoritet. Thorning tager nemlig en stor risiko ved at definere sit succeskriterium så håndfast. Opgaven er at skabe varige private job til danskerne, men som en klog mand engang har sagt: Hvis man lover noget, man senere ikke er i stand til at indfri, har man slået sin egen fremtid ihjel.
En presset statsminister har købt sig lidt tid – et af hendes retoriske tidsforskydningskneb – ved at sætte en række nøgleministre til at lave gruppearbejde og komme med forslag til en såkaldt konkurrenceevnepakke inden 1. marts. Thorning lægger bl.a. op til afgiftslettelser for erhvervslivet for ad den vej at få gang i jobhjulet.
Det bliver en vanvittig svær opgave, også for embedsmændene, der formentlig klør sig i nakken over opgaven. For det er ikke sandsynliggjort, at afgiftslettelser til erhvervslivet – herunder at sænke selskabsskatten – virkelig batter noget, når det gælder om at skabe tusindvis af job i det private erhvervsliv.
Embedsmændene arbejder nu dag og nat på at beregne jobeffekten af forskellige afgiftsscenarier. Spørgsmålet er, om det lykkes at skabe et overbevisende beslutningsgrundlag inden statsministerens deadline. Og om ikke regeringen bør have mere med i sin pakke end blot afgiftslettelser, hvis hun skal leve op til sine løfter.
Ingen nye job i cementen
Direktøren for cementfabrikken Aalborg Portland, Kjeld Pedersen, gav forleden i Børsen en del af svaret. Han er en af dem, der ser frem til, at regeringen ruller NOX-afgiften tilbage. Men ifølge Kjeld Pedersen vil en lempelse af afgiften ikke nødvendigvis føre til nye ansættelser på fabrikken.
”Jeg vil hellere vende det om og sige, at så vil der være langt større sandsynlighed for, at jeg ikke skal reducere yderligere,” udtalte han til Børsen.
Samme usikkerhed gælder selskabsskatten. Tænketanken Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) har netop været ude og sige, at en lettelse i selskabsskatten på 3 milliarder kr. kun vil skabe 200 nye job på den korte bane.
De fleste kan vel blive enige om, at det er en astronomisk høj kuvertpris. Er det blot et skjult partsindlæg fra AE? Måske, men det er analytisk velfunderet: Tallene stammer fra regeringens egen Økonomiske Redegørelse fra december 2011.
Ét er den tvivlsomme jobeffekt, men det er lige så stor en udfordring at skaffe den finansiering, der – år efter år – kan betale afgiftslettelser eller på anden vis forbedre erhvervslivets rammebetingelser i mange år frem. Ganske vist kan den kommende kontanthjælpsreform være med til at klare en del af regningen, men næppe det hele, selvom en besparelse på mellem halv og en hel milliard om året er værd at tage med, hvad regeringen ikke siger højt.
Det er samtidig ærgerligt for regeringschefen, at hun igen har brug for at købe sig tid. Hun fremstår ofte på bagkant modsat Anders Fogh Rasmussen, der som statsminister havde en særlig evne til at virke offensiv.
Nok var nullerne en sorgløs periode, nogle vil kalde det en historisk parentes. Og nok er Thornings ledelsesudfordring mere kompleks på grund af krisen. Men set udefra har hun endnu ikke formået at sætte sig for bordenden og være den koncernchef for A/S Danmark, som vi danskere tror, kan styre os ud af problemerne. Der mangler en velkommunikeret køreplan.
Thornings vision kunne være, at Danmark i 2020 røg op i verdenseliten, når det gælder produktive og spændende job til alle, der kan og vil. Og hendes mission kunne være, at en dansk statsminister arbejder 24/7 for at skabe (forudsætningerne for) sådan et arbejdende Danmark. At alle vi danskere ved, at hun gør sig umage.
Sex og skæld ud
Der drages imidlertid tvivl om hendes egentlige mission, når vi forbløffede må overvære en statsminister, der befippet iler fra ministerbilen og hen til den amerikanske tv-stjerne, Sarah Jessica Parker, for at bede om en autograf.
”Hi, I’m the Danish Prime Minister”, siger Thorning, der har opdaget Sex and The City-ikonet i menneskemængden.
Se statsministerens møde med tv-stjernen og døm selv: Nogle vil krumme tæer, andre trække på smilebåndet, atter andre synes, det er et hit, som tilfører hende en ny menneskelig dimension. Parker er inkarneret middelklasse-popkultur, et liv fjernt fra den suppedas Danmark befinder sig i.
Med om bord i regeringen har hun samtidig erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen (SF), der mildt sagt ikke har gjort regeringens overordnede jobfortælling tydeligere. Vilhelmsens uhørte angreb på dansk erhvervsliv er læserne bekendt. Da hun i TV2’s sene nyheder forsøgte at trække i land, undslap der lidt af en freudianer fra hendes mund: Hun langede ud efter den ”borgerlige regering”. Det var som om, at en rystet Vilhelmsen et kort øjeblik troede, at SF stadig sad i opposition.
SF’s gamle ledelse har gennem flere år aktivt arbejdet for at bygge en bro til erhvervslivet og lave alliancer med de mest fremsynede virksomheder. Mange erhvervsfolk er faktisk vældigt glade for samarbejdet, og arbejdsgivernes interesseorganisationer melder om stor lydhørhed i regeringen, ikke mindst blandt flere af SF-ministrene.
Det samarbejde er på fagminister-niveau inde i så god en gænge, at selv ikke Vilhelmsens kiks kan ødelægge det, men hun har svækket SF’s møjsommeligt opbyggede troværdighed. Hvem husker ikke, hvordan det lykkedes SF at få Novozymes-topchefen Steen Riisgaard til at holde en tale på deres landsmøde. Det var lidt af et trofæ at vise frem for danskerne og et signal om, at SF var parat til at tage ansvar.
Venstretoppen var rasende, ikke mindst på Riisgaard. Nu kan Venstre godte sig. Partiet har fået lidt lettere spil i forsøget på at fremstille regeringen som erhvervslivets fjende. En uerfaren SF-formand ligner næppe en varig løsning på erhvervsministerposten, medmindre hun i en fart sætter sig ind i dynamikkerne og rationalerne i danske direktionslokaler. Hendes departementschef, Michael Dittmer, har igen fået sig lidt af en opgave. Han har gennem årene lært mange ministre op i det kringelkrogede ministerium med de mange styrelser.
Ikke mere snak om homovielser
Men uanset Vilhelmsens brøler er og bliver det regeringschefen, der skal gøre det endnu tydeligere, at denne regering er sat i verden for at skabe danske job. Flere af hendes ministre melder om, at det hidtil har knebet for chefen at få dette til at stå krystalklart for sit ministerhold. De efterlyser slet og ret ledelse.
Også fagbevægelsen er ved at være utålmodig. Som Dansk Metals formand allerede sagde i efteråret: ”Vi gider ikke høre mere om homovielser.” Dermed sigtede han til en af kirkeministerens profilsager. Det var smedesnak, der burde være til at forstå.
Hos Fogh var ministrene aldrig i tvivl om, hvem der var chefen: Hans ministre skulle indsende indberetninger hvert kvartal om, hvor langt de var nået i forhold til Foghs projekt, næsten som kvartalsregnskaberne i en amerikansk virksomhed.
Var der røde eller grønne tal? Så kunne statsministeren holde øje og gribe ind over for dem, der var bagud. Selv en stærk minister som Bertel Haarder (V) har oplevet at få en reprimande på den konto.
Det ville svare til, at Thorning bad alle sine regeringsmedlemmer med jævne mellemrum sende hende information om, hvad hver enkel minister og deres embedsværk gør for at skabe flere job. En minister måtte ikke tage noget initiativ, uden at de beskæftigelsesmæssige muligheder og konsekvenser – positive som negative – var beregnet og beskrevet.
Fogh har skam ikke glemt sin fluebens-måde at lede på, efter at han er blevet NATO-generalsekretær. Til Børsens Niels Lunde sagde han forleden om sin ledelsesmetode:
”Som statsminister brugte jeg regeringsprogrammer, der var rimeligt detaljerede, fordi det sikrede, at tingene blev ført ud i livet. Jeg gør det samme som generalsekretær. Når ministre mødes, så forbereder vi en rapport, der viser, hvad vi har gennemført, og hvad vi vil gennemføre. Der ligger noget disciplinerende i det”.
Ikke overraskende var overskriften på artiklen: ”Sådan leder jeg NATO A/S”.
Uden om Finansministeriet
Herhjemme ville det store spørgsmål i Thornings regering være, hvem ministrene skulle sende deres indberetninger til – Statsministeriet eller Finansministeriet? Under Fogh var der ingen tvivl. Han fandt sig ikke i, at Finansministeriet var lige så stærkt, som det havde været i 1990’ernes Nyrup-regering, og som det igen er blevet i Thornings regering. Han sugede vigtige opgaver over til Statsministeriet og styrkede dermed regeringschefens offensive muligheder.
Det er en tung ledelsesbyrde at tage på sig og ikke uden dilemmaer: Statsministeriet er et efter international målestok ganske lille sekretariat. Embedsmandsmusklerne er ikke store, når det gælder at gå i offensiven. Regeringschefens egne embedsmænd er for det meste knalddygtige til at holde problemer væk fra statsministeren, det bruger de måske 80 pct. af deres vågne tid på. Til gengæld er de knap så gode til at være proaktive.
Derfor må landets statsminister selv gå foran. Det er den store ledertest.
Vi har nu overværet med hvilken iver hun kan gå på autografjagt på en tv-stjerne, der er kendt for at personificere hvide middelklassekvinders småforkælede bekymringer om sex og samliv; en middelklasseamerikaner, der ikke skænker produktionsarbejdspladser et sekunds tankevirksomhed.
Nu vil mange vælgere gerne se en ihærdig og offensiv koncernchef, der også signalerer, at hun bekymrer sig om danske hverdagsmennesker. En chef, der forventer og forlanger, at der konstant indberettes opdaterede jobplaner fra de øvrige ministerier. Notater, der rummer en vifte af forskellige beslutningsscenarier. Tiltag, der er gennemtjekkede og som kan ligge klar i statsministerens egen skuffe til den dag, der bliver brug for dem.
Så behøver danskerne ikke vente på, at der – måske – kommer en løsning til marts. Så ville statsministeren kunne eksekvere den med det samme.