Hvad er det, der ligger trygt og godt i en kvindes hånd, som føles hård men alligevel har en dejlig blød overflade, som lystrer ved dit mindste kærtegn, om det så er i sofaen, i sengen, på møde- eller skrivebordet, og som altid hjælper dig til at finde den helt rigtige vej til målet i nattens mulm og mørke?
Jamen, selvfølgelig, det er jo Apples iPhone, som lynhurtigt er blevet en basal nødvendighed i vores liv. Iphonen har overtaget førstepladsen, hvis man skulle havne på en øde ø. Reagerer ved første touch, ikke noget med kompliceret teknisk forspil, leverer alle needs døgnet rundt: nyheder, yndlingsmusik, spil og vejviser til den nærmeste thai-restaurant.
Nu er storebror på vej, og det har straks fået de sure frem. Den forgangne uges nye hit fra Apple, iPad, er i forhold til Iphone en kleppert på 700 gram men jo i forhold til en bærbar en laber slank og let sag. Ipad’en og dens efterfølgere fra Apple og konkurrenter – som garanteret bliver endnu tyndere og lettere – bliver mindst lige så uundværlige som mobilen.
Alligevel ser mange dygtige drenge hjemme og i udlandet kritisk på mellembarnet: iPad’en er for stor, den er for lille, den er overflødig der i midten, den er for dyr, mangler standard mobil netadgang, og går der nu lige præcis 60 dage som lovet, inden dyret lander i Danmark eller går der 65? Den har 4/3 format, som ødelægger filmoplevelsen, og så er der Flash-problemer, som giver udfordringer for række web-sider. Alverdens dårligdomme og problemer er spået – og aktierne har i skrivende stund ikke reageret voldsomt positivt.
Vi kan dårligt undvære vores kuglepen eller vores hårtørrer, men de første modeller har i tidernes morgen sikkert ikke ramt 100 procent plet. Prøv, I drenge, som i disse dage med et kritisk blik gennemanalyser den nye iPad, at tage de laaange briller på: den tingest og mere af samme skuffe er jo bare en lille bid af fremtiden, og det er i det lys, vi skal se vidunderet, ikke om der lige mangler en dims eller en enkelt finurlighed her i version 1 af den nye verden.
Der var engang, da mælkemanden bragte mælk ud hver morgen. Hvorfor? Det var den eneste måde at få frisk mælk til havregrynene på, for vi havde ikke køleskabe. Hvorfor har vi avisbude? For at forsyne os med aviser, hvori der står nyheder. Men hvorfor skal avisbudet kæmpe sig vej gennem sneen og vi andre ud og hente nyhederne i postkassen, hvis de kan ligge klar på natbordet i Ipad’en, lige til at bladre i. Vi kan også tage hele molevitten – nyheder, musik og film – med os i dametasken, når vi bevæger os ud i bylivet. Med størrelse som et ugeblad efterlader Ipad’en plads til både kosmetikpung, notesbog, handsker og tyggegummi i tasken – en klar forbedring i forhold til min nuværende bærbare, der for ti år siden forekom spinkel, men som i dag med sine 2,9 kilo føles som bly i tasken.
Helt grundlæggende er det ikke blot størrelsen men også gørelsen, vi damer lægger vægt på. iPad & Co. er endnu et skridt i retning af den lille rappe frem for den store dorske. Det handler om funktionalitet, hurtighed, lækkerhed, og hvad der er indeni.
Men uha, nu vil Apple sikkert score på indholdet ligesom med iTunes, som dagligt leverer en halv million betalte downloads worldwide. Og hvordan skal det hele dog gå med at få penge i kassen, lyder de dystre spådomme. Foreløbig skal indholdsproducenter være giga-store eller ovre i det nicheagtige for at finde en bæredygtig forretningsmodel; det levner ikke p.t. plads til ”den danske model”, størrelsesmæssigt.
Gode folk må finde finansieringsmodeller, så der er incitament til at producere alt det fede indhold til fremtidens mobile vidundermaskiner. Hvis vi sløjfer den dyre avis-distribution, kan det skabe rum til at tænke nyt om det, vi gerne vil betale for, uanset om det er print, web eller tv, nemlig det unikke. Gode, skarpe navne som Niels Lunde, Peter Mogensen, Claes Kastholm og lige om lidt Nikoline Werdelin er stærke brands. Mon dog ikke læserne vil betale for den slags, print eller ej. Måske skal avis-indholdet omdefineres totalt med henblik på at finde betalingsnåde hos brugerne? Det er en chance – ikke en trussel. Se Ipad’en i det lys og ifør jer ja-hatten.
Og stem så i med den britiske gadget-guru Stephen Fry, der foreslår Kejserens Nye Klæder i en version 2. I den version råber folket ”han har ikke noget på” om kejseren. Hvorefter den lille dreng tager mod til sig og udbryder: ”Jamen, han har jo et vildt flot sæt tøj på”. Mine herrer: lyt til knægten.