Danske Folkepartis top ved godt, at der er nogle ministre, de bare ikke skal krumme et hår på: Trods kræftskandalen er Lars Løkke Rasmussen en af dem, hvorimod Lars Barfoed ikke var nogen farlig minister. Nu er regeringen fredet af DF et stykke tid. Analyse i Nyhedsavisen 5. januar 2007.
Dansk Folkeparti kommer ikke til at krumme et ministerhår på andre i VK-regeringen end Lars Barfoed. Toppen af DF er realistiske og pragmatiske folk. De ved godt, at et stabilt støtteparti kun skal true regeringen ganske få gange i løbet af en folketingssæson – og ikke overdrive truslerne. Den forretningsstrategi har de med succes fulgt, lige siden Anders Fogh Rasmussen vandt regeringsmagten i 2001.
Nu har DF fældet Lars Barfoed som minister. Men så er kvoten også brugt op for en lang periode, hvis ikke de vil ødelægge VKO-blokken i dansk politik – og det vil de ikke. DF-toppen er enormt skrappe til at vælge deres kampe med omhu og har gjort det med stor træfsikkerhed i mere end fem år.
Pia Kjærsgaard havde eet skud i bøssen i denne folketingssæson, og det blev altså brugt på at fyre en konservativ minister. Men topfolkene ved godt, at man aldrig skal overdrive den indflydelse, man har, men i stedet koncentrere sig om at udnytte den maksimalt. Og den strategi vil DF holde fast i. Pia ved udmærket, at der er en grænse for, hvor meget hun kan ydmyge regeringen, og at hun kan blive en meget ensom kvinde på Christiansborg, hvis regeringen næste gang vælger at stå sammen – og sætter hårdt mod hårdt ved, at Fogh udskriver valg.
Så nu er resten af ministerholdet fredet af DF – i særdeleshed Venstres ministre. Eet er at lægge sig ud med de Konservative, den svage part i regeringssamarbejdet og det regeringsparti, der ligger fjernest fra DF. Noget ganske andet er at krumme et hår på en minister fra Venstre efter fyringen af Barfoed.
For eksempel er indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen sluppet overraskende helskindet fra DF i sagen om den manglende kræftbehandling – til trods for, at netop bedre sygehusbehandling hører til DFs absolutte kernekrav og stemmeslugere.
Men DFs top ved godt, at der er nogle ministre, de bare ikke skal krumme et hår på: Venstres næstformand er en af dem, hvorimod Lars Barfoed ikke var nogen farlig minister. Han kunne ofres i et magtspil, der skulle demonstrere, at DF ikke blot er et parti, der indimellem puster sig op og truer, men falder ned igen som et forpjusket lam. DF havde brug for en egnet sag, der kunne vise, at de godt tør sætte handling bag truslerne for at demonstrere deres magt over for regeringen og specielt de Konservative.
Men fra nu af kan regeringens ministre stort set gøre, hvad de vil – uden at frygte Pias vrede. Hendes kvote er brugt op. Dermed er der kun to politikere, der – inden et valg – kan og vil afgøre ministrenes videre skæbne. Det er Anders Fogh og Bendt Bendtsen: Først den dag, statsministeren og vicestatsministeren vælger at rokere om på ministerholdet for at skabe frisk blod med vælgerappel, er der grund til bæven blandt en række af de menige ministre. Men ikke før. Dansk Folkeparti skal næppe nyde noget foreløbig.