Når Villy Søvndal bliver for skødesløs i sin omgang med pressen, går det galt. Det var et wake up call, da partiformanden kom til at lyde som Pia Kjærsgaard minus ti procent – for derefter at vende på en tallerken.
Analyse i Information 21. marts 2010 om vigende meningsmålinger.
Uden at have sat sig ind i de faktiske forhold på en indvandrertung skole dummede Søvndal sig og udtalte sig skråsikkert på et forkert grundlag. Den slags sker ofte i dansk politik, men her faldt hammeren tungt, fordi det var på et ømtåleligt værdi-politisk område, hvor vælgerne tvivler på SFs reelle hensigter. Sagens efterspil viser, at SF nu skal vænne sig til, at det ikke længere er den gode historie blandt journalister, at partiet klarer sig godt: Jo tættere på magten, jo mere interessant bliver det at finde negative historier, der udstiller hullerne i SF’s ost.
Det er en ny medievirkelighed for SF. Hvor det før var et scoretrick, når Villy tog et cafe-tørklæde om halsen og diskede op med kække jysk-smarte bemærkninger i medierne, kan denne tilsyneladende lethed nu give bagslag, især når den ikke funderes på overbevisende fakta. Den lidt flanøragtige tilgang kan risikere at miste sin magi over for de måske altafgørende vælgere, som Søvndal i modsætning til Helle Thorning-Schmidt har været i stand til at trække hen over midten. Blandt andet med skarpe udmeldinger på udlændingeområdet.
VKO har i den forløbne uge knivskarpt slået til over for en lettere svækket Søvndal, hvis råderum er blevet mindre, når han skal skabe fælles fodslag med Socialdemokraterne. Et strammerudspil – med både surt og sødt – tester nu rød bloks evne til at stå sammen.
På de indre linier har SFs ledelse valgt at udlægge Villys kiks som nyttigt: Succes kan gøre én for selvsikker; en formkrise får blot SF-tropperne til at gøre sig endnu mere umage. Eller som Søvndal siger i sine pep talks: Vi skal hele tiden forestille os, at vi er fem procent bagud i målingerne.
SF er nok det parti, der i øjeblikket arbejder mest med moderne ledelse. Topstyring blandes med medinddragelse. På den måde er det lykkedes Søvndal og hans uundværlige toer, Ole Sohn, at lave en omvendt Fogh. Altså uden for mange interne gnidninger at flytte partiet ind mod magten, tiltrække nye vælgere og evne at holde fast i gamle. Nu kommer en alvorlig test: At undgå intern splid udstillet i pressen, for eksempel før og under partiets landsmøde i april. Omkring sig har Søvndal en loyal kreds af unge talenter i folketingsgruppen – dem vil balladen ikke komme fra. Men andre mener, at han går for langt i sin regeringstrang, og at skolebommerten var ét medie-stunt for meget. Spørgsmålet er, om de kan forholde sig i ro, når Christiansborg-reporterne begynder at ringe rundt.
Vejen til regeringsmagten handler i ledelsens optik om at re-brande SF og eliminere tre svagheder i vælgerflertallets øjne: At SF er økonomisk utroværdigt; at SF vil behandle alle indvandrere som konger; og at partiet ikke tør regeringsansvaret, når det kommer til stykket.
Finansordfører Ole Sohn er sat i spidsen for at forbedre det økonomiske image. Den indsats kvitterer vælgerne for, viser målinger, som partitoppen studerer flittigt: SF er nu tæt på at være lige så troværdigt som S – en næsten historisk vandring. Men de borgerlige fører stadig 2-1 på den parameter. Et andet eksempel er retspolitik: SF scorer faktisk bedre end S og mere overraskende også De Konservative, når det gælder troen på, hvem der kan skabe mest tryghed i samfundet.
Men når det handler om udlændinge, vakler troen stadig. Hvad forklarer den markeringstrang, der fik Villy Søvndal til at forivre sig?