Chefredaktøren på LOs nye net-flagskib for ”almindelige lønmodtagere”, avisen. dk, må have samme boblende følelse, som kollegaen Kresten Schultz Jørgensen fik, da han for syv år siden blev sat i spidsen for det ambitiøse dagblad Dagen. Tænk at få lov til at starte et helt nyt medie i Danmark, og at en mæcen er gal nok til at sponsere et millionbeløb på eksperimentet. Det er enhver journalists drøm.

Analysen er bragt i tidsskriftet Vision 3/2009.

Men der er en afgørende forskel. Dagen nåede kun at udkomme 41 gange, inden selskabet bag det gik konkurs. Rasmus Emborg har solide LO og det overskudsgivende A-Pressen som sikkerhedsnet. Det må give en vis ro i maven, at han kan se mindst to år frem uden frygt for, at midlerne tørrer ind – og ikke som Dagen må dreje nøglen om, allerede inden året er gået. Tidligst på LO’s næste kongres i 2011 vil der kunne komme afgørende kritiske røster, når det foreløbige regnebræt skal gøres op.

Nyt fra Kreml eller redaktionel frihed?

Dermed er det en kendsgerning, at centrum-venstre – dette mærkelige og diffuse begreb – har fået tre platforme i samfundsdebatten: Først kom LO’s ugebrev A4 og satte med pæn succes den ugentlige dagsorden i medierne med analytisk baseret journalistik. For et år siden dukkede tænketanken Cevea op og har ikke uventet fået en svær start, også fordi de økonomiske midler indtil videre har været få. Og nu er altså avisen.dk kommet, en satsning, som LO klogt nok ikke vil gøre til ”Nyt fra Kreml”. Rasmus Emborg har betinget sig og fået redaktionel frihed.

Det ligner umiddelbart en solid holdopstilling med de tre. Men de står også over for dygtige modspillere i den borgerlige ende. Tænketanken Cepos har imponerende udnyttet mediernes logik gennem flere år. Og med få midler har den erklæret liberalistiske journalist Ole Birk Olesen og hans borgerlige netavis 180Grader.dk siden starten i foråret 2007 også markeret sig overraskende flot i medierne. Både Cepos og 180Grader.dk har i spidsen holdningsmennesker, der gør sig på en tv-skærm og virkeligt brænder for sine synspunkter. Men allervigtigst: De har en entydig, klart afgrænset og unik position i samfundsdebatten. Den rene vare.

Det har centrum-venstre ikke. Det er svært at gennemskue, hvem dette begreb inkluderer og ekskluderer – vel også for LO selv. Dansk Folkeparti hører næppe med i varmen, selvom partiet er blandt de mest velfærdsorienterede herhjemme og på mange felter arbejder for den almindelige lønmodtager. Men ellers dækker begrebet en bred, men dermed også udflydende og ufokuseret kreds af politiske tilhørsforhold.

Det er måske på tide, at LO igen får et klart defineret forhold til Socialdemokratiet efter års pakken tingene væk i forskrækkede centrum-venstre-tåger. Spørgsmålet er, hvor mange menige LO-medlemmer der yderligere vil løbe skrigende bort, hvis LO skærer tingene skarpere til i en ny strategi. Ikke nødvendigvis så mange som frygtet.

Behov for klar arbejdsdeling

Alene dette grødede udgangspunkt gør det svært for Cevea at efterligne Cepos og skabe en lige så effektiv arbejdsdeling med Socialdemokratiet, som Cepos har fået sat i scene med den borgerlige-liberale regering.

Cepos forærer Lars Løkke Rasmussen og superstrategen bag Venstres transformation, Claus Hjort Frederiksen, en perfekt position: Hver gang ærkeliberale Cepos bider Venstre i haserne med kritik af det store regeringspartis flugt fra arvegodset, kan de tunge Venstre-ministre vaske tavlen ren ved at sige: Forslagene fra Cepos har ingen politisk gang på jorden, vi har en kontrakt med vælgerne, den overholder vi naturligvis (kontraktpolitikken). Man kan næsten fornemme, at regeringen nyder det spil. Cepos skænker de midtsøgende ministre en mulighed for at tydeliggøre deres egen midterdagsorden over for vælgerne. Og bedst af alt: Det ender ikke som en intern fløjkrig inden for Venstres egne rækker.

Anderledes plaget ser Socialdemokratiets top ud, når de må pande forslag ned. Hvor Venstres topfolk har et vellystigt smil på læben over Cepos’ terrieragtige insisteren på, at indkomstskatten skal yderligere ned og at Venstre er alt for velfærdsvenlig, får Helle Thorning-Schmidt og Henrik Sass Larsen et træt udtryk på tv-skærmen, når de – igen, igen – må sige, at forslag fra sossernes egne rækker altså ikke er socialdemokratisk politik. Det bliver til en intern konflikt – og gør ledelsen til en del af den.

Den arbejdsdeling ser vi endnu ikke konturerne til mellem Cevea og S. Tænketanken har ikke som led i sin profil-opbygning fået en rolle som kritisk og analysetung vagthund, hver gang sosserne rykker endnu et skridt over mod højre. Det kan der være mange årsager til. En af dem er, at man ikke må kritisere sine egne, hvad i det store samfundsteater anno 2009 er en utroligt naiv holdning, der trives helt op i toppen af S. Den bedste business-case er netop Cepos, der viser vejen for, hvad et delikat samarbejde mellem en tænketank og et parti med nogenlunde samme verdensbillede kunne bestå i.

Samvittighedsfulde journalister frem for holdningsmennesker

Nu sætter LO-formand Harald Børsting så i stedet sin lid til, at man får en ny og kritisk netavis, der kan sætte dagsordenen på ”lønmodtagernes banehalvdel”, som det hedder i et redaktionelt oplæg til avisen.dk. Til det formål har man ansat en dygtig journalist, der har de rigtige grundinstinkter fra sine mange år på Politiken. Til gengæld får man næppe et holdningsmenneske, der ser det som sit formål at gå på skærmen og profilere avisen.dk i ophedede ideologiske debatter med Martin Ågerup fra Cepos og Ole Birk Olesen for at diskutere, hvad der er retfærdigt og uretfærdigt i samfundet. Hvis LO havde ønsket det, skulle man have valgt en anden profil end Rasmus Emborg, der mere er en grundig og samvittighedsfuld reporter end ypperlig samfundsdebattør.

Faktum er, at tanken om et centrum-venstre medie som avisen.dk, der på en moderne måde kan erstatte det hedengangne Aktuelt, har trivedes i mange år, både i LO og i A-pressen. Her har man indset, at netop nettet rummer mange muligheder for at nå bredt ud – og ramme den almindelige lønmodtager, der aldrig kunne finde på at holde A4 og i øvrigt ifølge LO er hjemløs i de store avisers spalter.

Satsningen skal nemlig også ses på baggrund af, at den eksisterende presse har valgt at prioritere det stof ned, der fokuserer på danskernes arbejdsliv. Gamle dages arbejdsmarkedsredaktioner er erstattet med forbruger- og livsstilsredaktioner. Det er efterhånden næsten ikke til at opstøve en eneste journalist, der kan arbejdsmarkedsog organisationsstoffets ABC. Hvis der overhovedet er nogen at ringe og forsøge at sælge en historie til, er det ofte journalistpraktikanter sat til at dække stofområdet i en kort periode, indtil de skal videre på andre redaktioner og lave noget sjovere med klarere forside-potentiale.

A4 skal genopfinde sig selv

Det kan dog godt fra sidelinien undre lidt, at LO ikke har valgt at lægge avisen.dk og A4 sammen med en fælles redaktionel og administrativ ledelse – og placere dem fysisk dør om dør. Det kunne være en god måde at skabe synergi, stordrift og slagkraft på for lønmodtagersiden. Faktisk var A4-folkene slet ikke involveret i forarbejderne til projektet, men opdagede planerne ved et tilfælde, da nogen fra LO-toppen havde glemt en række vigtige papirer ude ved kopimaskinen i LO-hovedkvarteret på Islands Brygge, hvor også A4-redaktionen holder til.

Med den hemmelighedsfulde start må A4- folkene alene ud fra et psykologisk synspunkt være fristede til at se avisen.dk som konkurrent. Dybest set handler det om kampen om økonomiske midler. Det kan jo være, at kritikere får held til at trække stikket ud på A4 eller i alt fald sætte bladet på slankekur, især hvis avisen.dk bliver en succes.

Men mon ikke netavisen kan være en sund anledning til at overveje en redaktionel ansigtsløftning på A4, der dygtigt, men måske efterhånden forudsigeligt spiller musikken i samme velafprøvede rille? Ugebrevet har været rigtig god til at henvende sig til eliten i beslutnings-Danmark og blive citeret i den øvrige presse. Men metoden har tit været den samme: Historierne er skabt via analyser lavet af anerkendte bureauer til dyre penge med et budget, der må gøre enhver redaktionschef på de såkaldt borgerlige aviser misundelig.

Dertil kommer, at A4 ikke har været så gode til at følge egne dagsordener op. Det er ugerytmens styrke og forbandelse: Når først din historie er afleveret, så er fokus allerede på næste uges nummer. Det er synd.

A4-folkene har slet ikke selv udnyttet nettets muligheder. De har ikke lavet de hurtige, korte opfølgninger på web i dagene efter, at ugens A4 er kommet på gaden – og bidt sig fast i samme A4-skabte dagsorden flere dage i træk.

2-0 til borgerlige

Der åbner sig altså flere spørgsmål: Vil det lykkes avisen.dk at vække den almindelige lønmodtager med pågående, men seriøs tabloid-journalistik på nettet? Kan A4 genopfinde sig selv? Vil de to LO-opfundne medieforetagender kunne finde sammen i et samarbejde, der samlet set styrker B-sidens stemme i samfundsdebatten? Og kommer Cevea op i gear i sit andet leveår? Eller vil hovedaktørerne i samfundsdebatten stadig være Cepos sammen med den liberalistiske sørøver, Ole Birk Olesen? Indtil videre fører de borgerlige 2-0.