Dansk Folkeparti har gjort sig selv og Fogh en bjørnetjeneste ved at fyre Lars Barfoed som minister. Nu kan han igen sige de rigtige ting på de forkerte tidspunkter. Analyse i Nyhedsavisen januar 2007.

De Konservatives Lars Barfoed har inspireret til et særligt navn for et irriterende politisk fænomen. Et såkaldt ”barfoedometer”. Det er et tilsyneladende tonedøvt monstrum, der siger de rigtige ting på de forkerte tidspunkter – i en for Anders Fogh Rasmussen besværlig uendelighed.

Nu er barfoedometret på spil igen, og det kan statsministeren takke Dansk Folkeparti for. Efter at regeringstoppen i februar 2005 proppede en sok i munden på Lars Barfoed ved at udnævne ham til familie- og forbrugerminister, er han tilbage som sit partis højt profilerede arbejdsmarkedsordfører, der i tide og – for Fogh – især i utide står og råber om velfærdsreformer, der gør ondt på vælgerne.

Frisk og veludhvilet efter decembers ministerfyring førte Lars Barfoed sig mandag frem på forsiden af Jyllands-Posten: ”Konservative vil skære i dagpenge”, hed den bærende historie med barfoedometret som kilde. Endnu inden resten af Folketinget var kommet tilbage fra juleferie, tog Lars Barfoed altså nu fat præcis, hvor han slap, før han blev minister.

Nu er han tilbage på det kontroversielle velfærdsspor, der gør ondt langt ind i regeringskontorerne og hos Dansk Folkeparti. Som menigt folketingsmedlem kan han igen føre sig frem med forslag, der er ægte konservativ politik, men skaber tvivl om regeringens bløde linie. Barfoed foreslår, at der gradvis skal skæres i dagpengene til de ledige, så de presses til at tage job, de i første omgang ikke er villige til at tage.

Det kan der være megen borgerlig-liberal logik i på et arbejdsmarked, der råber på arbejdskraft samtidig med, at titusinder stadig går rundt på dagpenge. Men Barfoed skulle næsten helt uden for landets grænser – til OECD – for at få hente støtte til sit forslag, hvorimod opbakningen på de indre linier i VKO-alliancen mildt sagt er ikke-eksisterende.

Den økonomiske samarbejdsorganisation mener, at det er på tide at spørge, om muligheden for at gå på dagpenge i fire år og i hele perioden få op til 90 procent af ens tidligere løn står mål med udfordringerne på dagens jobmarked. Men Venstre vil overhovedet ikke være med til en dagpengereform, så det store regeringsparti fik travlt med at skyde Barfoeds ballon ned. Samme rituelle nedskydning kom fra Dansk Folkeparti, der absolut ikke skal have generet sine kernevælgere med at stramme op på reglerne, selv ikke under en højkonjunktur med rekordlav ledighed som nu.

Men DF kan altså takke sig selv for at have lukket trolden ud af æsken: Ved at insistere på at fyre Barfoed har man nu fået en politiker tilbage, der allerede er i fuld vigør og som tilsyneladende mener, at man godt kan være i opposition, selvom man er i regering. En løsladt politiker, der formentlig vil blive mere synlig, end han var som minister for Alt-For-Damerne-ministeriet, som topembedsmænd i centraladministrationen spydigt kalder det.

Det er næsten skæbnens ironi for DF, der har et særdeles anstrengt forhold til de Konservative, for med ministerfyringen har DF foræret de Konservative et glimrende kort til at profilere gamle mærkesager frem mod valget: Barfoedometret is back in business!