Vi ses igen i Allinge 2018. Står det til os: med tre justeringer. Der skal flere folkevalgte med næste år, alt for mange blev væk. Folkemødets økonomi skal bringes på plads: Et deltagerarmbånd til 100-200 kroner og almene millionmidler fra storfonde kan fjerne presset. Endelig må osteklokke-kunst og amatørdans med USA-country-rejehop ikke udvande arrangementets politiske grund-DNA.

 

Flere politikere efterlyses

IMG_7382

Folkemødet er de politiske stjerners paradis. Ikke så få menige folketingspolitikere, byrådsmedlemmer og regionale politikere holder sig derimod væk: Det er for dyrt, der er ikke stemmer i Folkemødet, det ligger for langt væk, og hvor skal man bo?

Kom nu, politikere – i kommunerne og regionerne samt jer på tinge! Det er et dårligt signal, at I – som demokratiets folkevalgte fortrop – ikke er mere synlige i Allinge. Måske er I backbenchere og modtages ikke med samme entusiasme som de store politiske rockstjerner. Imidlertid er I savnede. I vil blive mødt med glæde af den kæmpe skare af samfundsinteresserede borgere, der på egen hånd og for egen regning formår at finde ud det med logistikken, måske indlogerer sig langt væk på Dueodde og troligt tager frem og tilbage til Allinge hver dag for at lade sig samfundsinspirere.

Ifør jer en t-shirt med påskriften ”Jeg er politiker – skal vi samtale?” eller noget i den dur. Og tro os, I vil få mere opmærksomhed, end I nogensinde har drømt om, og – ikke mindst – få input til jeres politiske arbejde: Mener I noget med jeres folkelige mandat, og vil I virkelig forandre noget og arbejde for jeres mærkesager – så kom nu frem og tydeliggør jeres værdi. Ellers er der risiko for, at politikerleden gror fast, en ulykkelig udvikling.

Beret i stedet af karsken bælg i Allinges gader og stræder, hvad I går og laver, hvordan – og hvorfor. Det kan være det element, der sætter en stopper for den sivende tilslutning til de politiske partier og kan være med til at genvinde respekten for politikerstanden som sådan.

Folkemødet er, som statsminister Lars Løkke Rasmussen sagde det i sin åbningstale: et forsamlingshus i det fri. Det bedste af den danske, demokratiske samtaletradition. Hvorfor den foregår uden størstedelen af de folkevalgte – det er et mysterium.

 

To bidrag til bæredygtig økonomi

Folkemødet er for den almindelige deltager et eldorado af gratis arrangementer, hapsere og drinks. Men er ø-mødet pengene værd, spørger ikke så få af de professionelle deltagere sig selv. En million kroner gør det langt fra for de største arrangørers vedkommende – til telte, mandskab, teknologi, overnatning, arrangementer og måske endda mad og drikke for at lokke publikum til. Og til hvilken nytte spørger de – måske med rette – sig selv.

I 2017 har brydningerne luret under overfladen; ikke mindst blandt de store partier og de såkaldte guldsponsorer, der betaler op mod 200.000 kroner til Folkemødet, blandt andet for en særlig attraktiv placering (læs om de politiske partiers irritation her). Men også mindre organisationer overvejer, om det giver strategisk mening at lægge medlemmernes penge på Bornholm.

Derfor er der behov for én gang for alle at få løst udfordringerne med Folkemødets grundudgifter, så kræfterne kan bruges på at udvikle godt indhold frem for at diskutere og surmule.

Vi foreslår to økonomimodeller til ibrugtagning allerede fra 2018: Først og fremmest et frivilligt deltagerarmbånd til mellem 100 og 200 kroner, som det vil være god stil at bære synligt. Hvis 20.000 deltagere hver spytter i kassen, har Folkemøde-sekretariatet som minimum et par millioner at starte med. Til toiletter, grus på pladserne, indretning af parkeringspladser, affaldshåndtering og den slags. En beskeden, frivillig deltagerbetaling er samtidig med til at tydeliggøre, at de mange folkemødegoder ikke af sig selv falder ned fra himlen, som en og anden folkemødedeltager måske har en fornemmelse af.

Desuden er der brug for en håndfuld storsponsorer, der mere uegennyttigt end de nuværende guldsponsorer kaster almene penge i foretagendet. Kom nu, fonde: Find et hjørne i paragrafferne, der gør det muligt årligt at skyde hver en million kroner i Folkemødet  til at understøtte den demokratiske samtale. Bevæg jer uden for særkrav om ”miljø”, ”kunst”, ”arkitektur”, eller hvad der måtte være grundfundamentet i fundatserne. Tillad jer at tænke bredt og stol på, at Folkemødet – samlet set – rummer det hele.

Samfundsfestival og ikke amatørdans

Der er frem mod 2018 brug for at tydeliggøre Folkemødets grund-DNA som den store årlige politiske samtale. Demokrati-festivalen må ikke udvandes med for mange sideaktiviteter af mere eller mindre obskur karakter. Udtyndes Allinge-festivalen, vil et nyt, ”rigtigt” Folkemøde med politisk hovedfokus opstå et andet sted i landet.

Årets festfyrværkeri lørdag aften var eksempelvis helt off: Allinges særkende er det fantastiske lys over Østersøen, mens mørket sænker sig. Bevar det varemærke fremfor kunstig tilførsel af pop og pjank. Festfyrværkeri hører hjemme i Tivoli og til byfester. Det tilfører ikke Folkemødet værdi og udvander ydermere den autentiske nordbornholmske profil, hvad angår skønhed og højkvalitet.

En og anden kan samtidig mene, at det er skønt at slappe af med en digtoplæsning eller en westerndans midt i den samfundsmæssige vrimmel, som vi så det i 2017. Tøv alligevel med for meget folklore og poetiske vandingshuller, medmindre kunsten bidrager ved at forholde sig til aktuelle samfundstemaer.

Hjallerup Marked har sin krejlerprofil; Roskilde Festival har oparbejdet og videreudviklet et stærk musikbrand siden 70’erne, ligesom Distortion har sin storby-asfaltprofil såvel som Golden Days i København har sit særlige kendetegn med kultur og historie.

Folkemødets særkende, derimod, skal være funderet på den brede, politiske samtale. Der skal og bør være en samfundsvinkel.