Trods økonomisk smalhals går Cevea nu ind i sin anden sæson og sætter 30 talenter på skolebænken. Mæcenen med den store pose penge venter Cevea-folkene stadig på.

Analyse september 2009.

Den unge centrum-venstre tænketank Cevea har – nu med et år på bagen – trods manglende støtte fra fagbevægelsen og de politiske partier fået meget ud af de skrabede ressourcer. Først og fremmest en meningsdanneruddannelse, hvor hold nummer to med omkring 30 politisk tænkende og samfundsengagerede talenter startede i den forløbne weekend.

Hvis ellers Cevea kender sin besøgstid, vil min hårdt pumpede prognose se sådan ud, i hvert fald på længere sigt: En tredjedel vil efter endt Cevea-uddannelse gå direkte ind i politik. En anden tredjedel vil på anden måde engagere sig i samfundets udvikling, debattere i medierne og støbe kugler – for eksempel fra organisationsverdenen – mens den sidste tredjedel vil sige, at det var skam spændende at være på uddannelsen, men vi skal noget andet med vores liv end at lege med den politiske bacille.

Det lyder ambitiøst, og det ender næppe med så fin en succesrate, når regnskabet kan gøres op for de kommende årgange med et meningsdanner-eksamensbevis, Cevea håber at kunne sprøjte ud i de kommende år. Men man skal turde at definere målet og sætte det højt. Det vil ikke blot overbevise fremtidige progressive mæcener, når der skal sponseres – til næste år og i årene frem. At der er value for money, hvad angår den del af Ceveas forretning. Det er det snævre økonomiske sigte – overlevelsens perspektiv for den skrøbelige tænketank.

Men på det mere samfundsmæssige plan er det vigtigt, at motorvejen ind i voksenpolitik ikke alene går via de politiske ungdomsorganisationer (SFU, DSU, KU, VU, Radikal Ungdom m.v.), hvor man lærer rævekager og bøllebank. Rekrutteringsgrundlaget i dansk politik trænger til at blive bredt ud. Her kan Cevea tilbyde et alternativ – med undervisere fra et bredt udsnit af samfundslivet, herunder de akademiske miljøer, der kan klæde unge anderledes og måske bedre på end i traditionel ungdomspolitik.

Det skal blive spændende at følge, om det kan være starten på en karriere i først kommunalpolitik og måske senere – for nogles vedkommende – på Christiansborg. Det vil blandt andet afhænge af, om moderpartierne vil tage godt imod dem og lade dem stille op, selvom de ikke nødvendigvis lige er rundet af for eksempel DSUs karrieresystem.

Men godt for iltniveauet i samfundsdebatten er det også, at unge, der er rundet af fagbevægelsens egne rækker, får et akademisk pift på Ceveas skolebænk: Måske det kan være med til, at de ikke bare sådan uden videre kopierer og overtager ældre organisations-kollegers automat-reaktioner på alting.

Så de slås med at få tingene op at stå, de unge mennesker og mange frivillige i miljøet omkring Cevea – nu på andet år. De forsøger også at matche Cepos med analyser og indlæg i medierne. Det er en ulige kamp – blandt andet på grund af økonomi. Det kan undre, at ingen endnu ikke for alvor har fundet pengene frem – og skabt det økonomiske fundament for et Cevea, der med tiden kan matche succesfulde Cepos.

Forretningsideen for en velfungerende tænketank er rimeligt enkel:

· Et kontor på en ydmyg adresse (lav husleje).

· Skarp analysekraft (akademiske muskler med orden i argumenterne).

· Ingen partitaktiske hensyn (den rene vare).

· En god håndfuld yngre, internationalt velbevandrede hjerner, der ved noget om, hvad der rykker i samfundsdebatten – og hvordan man kommer i avisen og kloger sig på TV 2 News (talent, udsyn og kommunikationsevner).

· Fuld fokus på opgaven 24 timer i døgnet (frivillige er godt, men fastansatte bedre).

· Et tungt ambassadørkorps bag tænketanken (førende økonomer og professorer på statskundskab med flere).

Et slag på tasken: Det vil i starten koste 5 millioner kroner og måske siden 10 om året. Men indtil nu har der ikke været nogen progressive mæcener. Fagbevægelsen – herunder LO – synes tilsyneladende, at det er sjovere og mere givende at kaste sig over udgivelsen af en ny netavis (avisen.dk, der havde premiere i september – næsten på etårsdagen for Ceveas officielle start).

Socialdemokratiet fattes vilje og penge, mens SFs Villy Søvndal har travlt med at forvalte og dosere sin egen succes – og i eget regi bygge bro til de mange unge talenter, der i stor grad slutter op om folkesocialisterne (hvem vil ikke være del af Villys succes, ligesom det var tilfældet i Marianne Jelveds radikale cafe latte-periode, hvor hun blev en radikal kultfigur?).

Derfor må Cevea køre på analytisk lavblus, hvis man anvender den store klinge (og undskyld: det skal man med al respekt for Ceveas unge ildsjæle) og direkte sammenligner med Cepos, der har fuldtidsansat dygtige og erfarne meningsdannere og analytikere – og gør det på flere og flere samfundsfelter (senest med en ung retspolitisk hjerne, der står vagt om individets frihed over for Big Brother, og med en moden, forskningstung sværvægter med stor forstand på en veldreven offentlig sektor) .

Blot 600.000 kroner er det her i sommer lykkedes at skrabe sammen, så Cevea kan fungere foreløbig et år mere. Det er vanskeligt at finde støtter, selv i det politiske nærmiljø. Og for at træde i såret: Faktisk var Cepos ikke de første; centrum-venstre kom først, dengang med tænketanken Progressivt Centrum. Blandt initiativtagerne var Helle Thorning-Schmidt selv, så man skulle synes, at der i det socialdemokratiske formandskontor er forståelse for, hvad sådan en tænketank kan udrette.

Men det er åbenbart svært – det med pengene. Heller ikke for fem år siden lykkedes det at skaffe sponsorer, der ville spytte de fornødne millioner i kassen. For Progressivt Centrum blev det alene til ét arrangement den 29. maj 2004 med det ellers ikke uefne tema ‘ Velfærdsstatens udfordringer’.

Det var ikke muligt at etablere sig med fast adresse og frittænkende, fritkøbte medarbejdere, der konstant spyr skarpe analyser ud – uden at lade sig hæmme af meningsmålinger, gruppedisciplin og egne karrieremuligheder i partiet (et alternativ, der er brug for med tanke på den tiltagende topstyring i de partier, der vil magten i dansk politik).

Det er heller ikke lykkedes for Cevea. Nok overlevede den skrøbelige tænketank i modsætning til forgængeren sin åbningskonference for et år siden. Men det store mediemæssige gennembrud med dagsordensættende analyser er det ikke blevet til endnu (hvad også er meget forlangt efter et enkelt år på økonomisk slankekost).

Og så alligevel: Cevea-folkene knokler på frivillig basis, og de er kommet langt længere, end det nogensinde lykkedes for Helle Thorning-Schmidt og hendes generation blandt Progressivt Centrum-folkene: De laver analyser, de dukker op på tv, de skriver indlæg, de stiller sig til rådighed for pressen, de forsøger at gøre det rigtige.

Men det er af gode grunde endnu ikke lykkedes at gøre det på et analytisk fundament, hvor det virkelig rykker. Der er for eksempel ikke kræfter til at komme med de store, overbevisende modanalyser, når andre samfundsaktører – Finansministeriet, bankøkonomerne, DI, Cepos med flere – er på banen. Man skal have et beredskab, så man er ude i medierne højst to-tre timer efter, at en dagsordenspåvirkende rapport eller nyhed fra den borgerlige lejr breaker. Man skal med i mediestrømmen på dag 1 med troværdige tal og med en argumentation, der er konsistent, hver eneste gang. Først på den måde bygger man et varigt brand op og kan begynde at flytte holdninger.

Hvorfor en tænketank med et centrum-venstre grundlag er vigtig for Danmark (uanset om man er borgerlig eller socialist)? For samfundsudviklingens skyld, for demokratiet, for flerheden af synspunkter, for alternativerne, for innovationen. Men set i et magtperspektiv er det også væsentligt: En godt organiseret tænketank kan give et ordentligt vitamintilskud til de partier, der vil til magten eller fastholde den.

Cepos har lært lektien fra amerikanske og britiske tænketanke såsom Heritage Foundation og Centre for Policy Studies. De støbte kuglerne for Reagan og Thatcher.

Mens Venstre, Socialdemokratiet og – på mange strækninger – nu også SF klumper sig sammen på midten i jagten på vælgerne dér, kan Cepos med sit partipolitisk uafhængige udgangspunkt holde fast i en ultra-liberal dagsorden.

Det har foræret først Anders Fogh Rasmussen og nu en ny Rasmussen i Statsministeriet en perfekt position: Hver gang Cepos bider Venstre i haserne, kan tunge Venstre-ministre – typisk med indpiskeren Claus Hjort Frederiksen i spidsen – berolige vælgerne ved at sige: Forslagene fra Cepos har ingen gang på jorden, vi har en kontrakt med vælgerne, og den overholder vi naturligvis (kontraktpolitikken).

Man kan næsten fornemme, at regeringen nyder det spil. Cepos forærer de midtsøgende ministre en perfekt mulighed for at tydeliggøre deres egen midterdagsorden over for vælgerne. Og bedst af alt ender det ikke som en intern fløjkrig inden for Venstres egne rækker.

Anderledes plaget ser Socialdemokraternes top ud, når den må pande forslag og synspunkter fra egne rækker ned (Ritts Røde Skole er et efterhånden gammelt eksempel; et helt dugfrisk er hendes og ægtefællen Søren Mørchs skarpe skud mod den socialdemokratiske ledelse i deres samtalebog med journalisten Martin Krasnik). Det bliver til en intern konflikt i S – og gør ledelsen til en del af den.

En tænketank, der ikke ligger under for den offentlige mening, kan netop være den ventil, et parti har brug for, når det skal genopfinde sig selv. Tænketanken kan frit analysere problemerne og udtænke langsigtede politiske initiativer.

Tænketanken kan være med til langsomt at flytte holdninger. Og den kan give samfundsdebatten ny kant, også ved at nedfotografere udenlandske løsninger og analyser til danske forhold. Det internationale input får centrum-venstre partierne ikke i dag.

Der er ellers næppe nogen tvivl om, at netop frodige tænketank-miljøer har spillet en væsentlig rolle i forbindelse med de store paradigmeskift i Europa og USA de seneste årtier. De har været med til at gøde jorden for forandringer hos vælgerne og inspirere politikerne – ikke alene på den lange bane, men også på tværs af landegrænser.

Nu vil mange sikkert hævde, at centrum-venstre allerede har en særdeles tung tænketank, nemlig Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE). Så hvad er egentlig problemet her? Har AE ikke siden 1936, hvor Thorvald Stauning tog initiativet, leveret bundsolidt skyts til Socialdemokratiet? Svaret er jo.

Men AE er ikke den kritiske vagthund over for sine ‘ egne’, snarere en bundloyal, knalddygtig hjælper for den uerfarne socialdemokratiske ledelse, hvor der modsat i Nyrups og Lykketofts velmagtsdage ikke sidder en eneste økonom i toppen.

Med andre ord: AE udgør ikke den kraftige damp-ventil for centrum-venstre, som Cepos er det for regeringen.

Den plads og platform er fortsat ledig i samfundsdebatten. Cevea forsøger, men indtil videre uden meget opbakning: Hvor er den progressive mæcen?