Ved ikke blot at inddrage fagbevægelsen, men også De Radikale inden lanceringen af ”Fair Løsning” sikrede SF og S sig en pæn modtagelse af deres økonomiske plan. Hemmelige hulemøder fik beroliget R.
Analyse i Information.
Det ville være en politisk svinetackling til rødt kort og udvisning, hvis De Radikale havde fejet benene væk under Villy Søvndal og Helle Thorning-Schmidt, da SF og S i sidste uge præsenterede deres længe ventede økonomiske udspil, ”Fair Løsning”.
Men R undlod at undsige planen og dermed splitte oppositionen totalt på et tema, der kan afgøre, hvem der vinder næste valg. Tværtimod sagde Margrethe Vestager, at planen skam rummer gode takter. At noget ligefrem kunne ligne indrømmelser til R.
R har ellers reelt været bekymret for, at Fair Løsning ville være så tynd en kop te, at det lille sandhedssøgende parti ville blive nødt til at sige kraftigt fra for at bevare sin troværdighed som økonomisk ansvarligt.
Men S og SF har villet minimere den risiko: En sluttet kreds i R har i flere uger vidst, at noget nogenlunde spiseligt var på vej. R-toppen er – ligesom nøglepersoner i fagbevægelsen – blevet orienteret. Det er sket i et langstrakt forløb og til inderkredsens lettelse: uden ødelæggende lækager til pressen. Fortroligheden har været så dyb, at selv tunge SF- politikere og den socialdemokratiske folketingsgruppe først fik planen at se i morgentimerne op til, at den blev præsenteret.
At R har fået lov at kigge ind i det politiske maskinrum, og at der var enkelte radikale godbidder derinde, betragter R som en mere udstrakt hånd, end da Villy og Helle i sensommeren 2009 præsenterede deres skatteplan, ”Fair Forandring”. R var lodret uenig i planens hovedgreb, men fik ikke lov at rette eet komma – en ydmygelse, det lille kongemagerparti har det mere end svært med.
Siden har forholdet mellem de tre partiledere ikke været det allerbedste. Margrethe Vestager har været rasende på de to politiske turtelduer, Villy og Helle, der i radikal optik emmer af selvtilstrækkelig lykke. Ligesom man har noteret sig den åbenlyse irritation, som Henrik Sass Larsen – den nye fyrste efter den noget mere samarbejdsvillige Mogens Lykketoft – nærer over for R: De radikales angiveligt selvgode udlændingepolitik har fået S til at tabe flere valg, derfor skal R have så lidt indflydelse som muligt, mener S.
Men R vil ikke lægge sig ned frivilligt: Næstformand Morten Østergaard viste blot fire dage før præsentationen af Fair Løsning, at han kan tackle lige så knaldhårdt som blandt andre Henrik Sass. R har bekymret noteret sig, at Villy og Helle ikke vil udelukke et samarbejde med Dansk Folkeparti. Så Østergaard spinner sig på forsiden af Berlingske Tidende med en særdeles ubekvem historie, der gør sosserne rasende: ”Oppositionen i splid om DF-samarbejde”, lyder overskriften. Men denne plantede historie forhøjer R prisen for at støtte en S-ledet regering.
Men der er andre friske eksempler på, at alt langt fra er idel lykke i oppositionen: En åbenlys vindersag i form af en offensiv klimaplan – med hele fire partier bag – har fået lov at samle støv i flere måneder. Men selvom den giver skarp kant til regeringen, har man ikke kunnet enes om at få den kommunikeret til vælgerne. Først fire dage ind i maj lækkes planen til Berlingske Tidende – på en måde, som R finder hovsa-agtig.
Meget hovsa er der til gengæld ikke over den velforberedte lancering af Fair Løsning: At især fagbevægelsen, men også de ”besværlige” radikale har været med i processen – det har givet pote: Der kom ingen ødelæggende kritik fra den kant i timerne efter pressemødet. Dermed kunne strategerne i S og SF ånde lettet op, mens regeringen næppe syntes, at 11. maj var den bedste dag i dansk politik.