Departementscheferne har i 30 år villet undgå, at der rykker politiske stabe ind hos ministrene.  De kan selv levere politisk rådgivning, lyder det fra DJØF. Men prisen er, at de havner i den offentlige gabestok – uden at kunne forsvare sig.  Analyse i Information.

Topembedsmændene i ministerierne er under hårdt pres. Det er deres fagforening, DJØF, også. De slås for at undgå, at en ny regering med Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal i spidsen indfører politiske kabinetter, der sender departementscheferne ned i hierarkiet som ministrenes førsterådgivere.

Embedsværket kan håbe på, at også den nye politikergeneration ryster på hånden, ligesom deres ældre kolleger har gjort det, årti efter årti. Det er nemlig sin sag for en ny regering at lægge sig ud med topcirklerne på Slotsholmen, og embedsmændene mener selv, at de leverer hele servicepakken. At de siden Poul Schlüters regering i 1980erne og Nyrups i 1990erne har gjort alt for at tilpasse sig og blive de perfekte politisk-taktiske rådgivere, der gør politiske embedsmænd, som de for eksempel kendes fra Sverige, ganske overflødige.

Lidegaard i klemme

Men tilpasningsstrategien har betydet, at embedsmændene risikerer at løbe ind i kritik for at bevæge sig for langt ud i politik og sætte deres højtbesungne partineutralitet over styr. DJØF har det meget svært med kritikken og har klaget til statsministeren, ikke mindst når navngivne embedsmænd bliver hængt ud i pressen, for eksempel af oppositionspolitikere fra Folketinget: Modsat ministrene kan embedsmændene ikke forsvare sig i offentligheden, men må tage tævene. DJØFs uro på medlemmernes vegne er forudsigelig og indimellem også rimelig, eksempelvis når ministrene selv forsøger at fedte tingene af på embedsmændene, som ikke kan svare igen.

For eksempel har Statsministeriets klimachef, Bo Lidegaard, fået en hård medfart – måske endda urimeligt hård. Han er blevet beskyldt for at agere som en næsten-politiker op til klimatopmødet.  Men hvor sandsynligt er det, at erfarne embedsmænd freelancer på den måde og ikke har aftalerne på plads med deres egen minister?  Er han i virkeligheden offer for en konflikt mellem den konservative Connie Hedegaard og ledende Venstre-ministre i Statsministeriet og Finansministeriet? Er han reelt blevet spinnet ud af en politiker, der har fri adgang til pressen og vil skjule sit eget politiske klimanederlag ved at beskylde en topembedsmand for at politisere? De spørgsmål lader vi blive stående.

Vellyst

En kendsgerning er det, at topembedsmændene de sidste 30 år har ladet sig trække ind i en politisk gråzone. De har gjort det med vellyst, men også for at holde eventuelle konkurrenter – politiske stabe – ude.  Den glidebane kan de til gengæld indimellem snuble på, og så er oppositionen der straks, hvad vi senest har set i den såkaldte mailsag, hvor topembedsmændene har måttet se sig selv på avisforsiderne. Spørgsmålet er, om DJØF og dens medlemmer må lære at leve med den risiko for at blive kigget i kortene. Medierne bliver mere og mere personfikserede: Nu er trenden også kommet til navngivne topembedsmænd. Men selvfølgelig skal DJØF ikke finde sig i, at ministrene selv står bag den udvikling og aktivt medvirker til at hænge deres embedsmænd ud – for at dække en vigtig del på egen krop.

Kan embedsmændene imidlertid slet ikke tåle det mediecirkus, må de slippe deres modstand mod politiske stabe. Så må de trække sig tilbage fra den farlige gråzone og overlade den til andre. Så er tiden inde til, at de opgiver deres tilpasningsstrategi – og alene tager sig af det faglige og juridiske. Jeg tør vædde på, at det tilbagetog tager de ikke frivilligt. Det er trods alt for sjovt at være med der, hvor kuglerne støbes. At være en af magtens mandariner, der bestemmer Danmarks fremtid.