Fogh blev advaret om krisen af regeringsfæller, men tøvede. Han havde skaffet Venstre minister-monopol på den økonomiske analysekapacitet. Det monopol vil R fravriste Socialdemokraterne, hvis de kommer i regering.
Analyse i Information af Peter Mose.
Engang vil Anders Fogh Rasmussen (V) måske blive kaldt sorgløshedens statsminister. Manden der havde så svært ved at tage ordet ”krise” i sin mund og – med Finansministeriet som lydigt instrument – tøvede med at udvise rettidig omhu før og efter, at den amerikanske bank- og finanskoncern Lehmann Brothers i september 2008 krakkede og sendte chokbølger gennem den internationale finansverden.
Her er et indblik i, hvad der foregik bag lukkede døre: På et internt regeringsseminar kort før krakket forsøger nogle af ministrene at få statsministeren til at forholde sig til de internationale krisetegn. De bliver mere og mere tydelige. Men han er afvisende. Ministrene får blot at vide, at de er sortseere. Få uger efter krakker den amerikanske milliardkoncern. Alligevel har Fogh stadig svært ved at skrue ned for sorgløsheden, da han skal forberede sin nytårstale til danskerne et par måneder efter nedsmeltningen.
Regeringskolleger – ikke mindst konservative – må kæmpe for, at han tager ordet ”krise” med i sin tale. Det lykkes til sidst. ”2008 blev mere uroligt, end vi har været vant til”, lyder det afdæmpet i tv-talen til danskerne. 12 måneder før – kort efter valgsejren – har han i sin nytårstale fremhævet, hvor godt det går. Den største risiko i det nye år er i virkeligheden, at det kommer til at gå for godt.
Fogh er formentlig en af de mest enerådende statsministre i efterkrigstiden. Det har været svært at give ham et modspil for både partifæller og regeringspartner. Men nu slipper brudstykker fra diskussionerne i indercirklerne ud. Motivet er oplagt: Den nye borgerlige politikergeneration har behov for at komme ud af sorgløshedens skygge og – med nogen forsinkelse – få banket krisebevidsthed ind i vælgerne. Foghs arvtagere skal have opbakning til genopretningsplanen og den finanslov, der blev lanceret forleden. Derfor er det – til Foghs store fortrydelse – nødvendigt at lægge distance til hans forsinkede reaktion på nedturen.
Men oppositionen bør tage ved lære: Det kan være sin sag at bremse en for løs økonomisk politik, hvis eet parti i en koalitionsregering sidder på hele den økonomiske analysekapacitet. Det er præcis, hvad der var tilfældet i Fogh-regeringen og i øvrigt stadig er det. Venstre fik ministermonopol på viden om dansk økonomi. Det er næppe for stærkt at hævde, at Økonomiministeriet reelt blev nedlagt og Bendt Bendtsen snydt. Netop det ministerium har gennem årene kunnet kigge Finansministeriet i kortene og lave et dobbelttjek.
Men den velforberedte Fogh kreerede en ressortfordeling, så ministeriet bliv strippet. Blandt andet blev blev konjunkturvurderingerne af dansk økonomi flyttet over til Venstre. Dermed er Fogh formentlig den statsminister, der mest effektivt har sat sin regeringspartner ud af spillet. Hverken Lene Espersen eller Brian Mikkelsen har forsøgt eller evnet at få det tabte tilbage. Så K er selv skyld i, at Venstre har kunnet svinge med taktstokken med det kampagne-apparat, som Finansministeriet også kan være.
De Radikale er om nogen opmærksomme på, hvilken stærk modvægt et tunet økonomiministerium kan være, hvis R kommer med i regering med S og SF. Derfor vil R insistere på, at der rykker en radikal minister ind i et revitaliseret økonomiministerium med egen regnekapacitet. Hvorfor? For at kunne kontrollere, at Socialdemokraterne ikke uimodsagt kan kopiere Fogh og for længe afvise økonomiske realiteter. Det argument vil R aldrig udadtil bruge for at få netop den ministertaburet. Men det vil være det reelle motiv.