Morten Helvegs farvel til Christiansborg bliver ikke det sidste. At være 40+ uden indflydelse sætter gang i karrieredrømmene uden for Folketinget. En springtur kan tilmed være vejen tilbage til toppen af dansk politik.
Kronik af Peter Mose i Berlingske Tidende 14. juli 2009.
Morten Helveg Petersens exit fra Christiansborg kan næppe overraske. Han var langt fra indflydelsen i et marginaliseret parti på historisk nedtur. Når man rammer den forkerte side af de 40 år uden rigtig at komme nogen vegne, så begynder tankerne at kredse om en karriere uden for Folketinget.
Det er en ny trend: Christiansborg-politikere begynder i stadig tidligere alder at gå i panik over, at de er langt fra ministertaburetterne eller magten i partiet. Tidligere ramte den uro oversete politikere omkring de 50. Nu er sågar politiker-spirer sidst i 30erne nærmest lammet over, at de ikke har peaket endnu.
En erfaren headhunter bekræfter tendensen: Yngre folketingsmedlemmer opsøger diskret branchen for at skaffe sig et topjob. De tilbyder sig som et ”wild card”, når erhvervslivet og organisationsverdenen skal præsenteres for en kandidatliste til de attråværdige job. De netværker som aldrig før i de beslutningsmiljøer, hvor de civile karrierejob ventileres og fordeles.
I Morten Helvegs tilfælde ender det 1. august med ”drømmejobbet” som direktør for brancheorganisationen Danske Interaktive Medier med ganske få medarbejdere under sig. Næppe noget decideret topjob for tredje generation i Helveg-dynastiet, men en chance for at komme videre. Det er nemlig ikke særligt let at lade sig selv-pensionere på Borgen og komme i spil til de allerfedeste job uden for. Dertil er folketingspolitikeres reelle ledelseserfaring ofte alt for begrænset.
Man kunne kalde det ”Morten Helveg-tendensen”, som solide farvel-navne som Gitte Seeberg, Sandy Brinck og Pernille Blach Hansen også er eksponenter for: Egentlig startede det hele succesfuldt. De første år efter hans indvælgelse til Folketinget kørte det derudad, men siden har det været så som så med udfordringerne. Godt nok var det sjovt at optræde i boybandet ”De Tre Tenorer” med partifællerne Naser Khader og Klaus Bondam og synge denne tekst, der giver et billede af, hvad sultne politikere rummer af magtgener: ”Jeg har en drøm: en tung ministerpost. Jeg har en drøm: bli´ Nato-general. Mit Helveg-navn gi’r masser af succes. Mit Helmig-hår gi’r masser af…du ve’. ”
Jo, Helveg var populær hos de kreative storbysjæle, da De Radikale oplevede deres cafe latte optur. Men R bliver under Marianne Jelveds ledelse sat ud af spillet, og så er der ikke arbejde nok for voksne mænd med ambitioner. Da hun endelig abdicerer, så bliver en ung lømmel på blot 30 næstformand i gruppen. Det var det job, Morten Helveg havde gået og håbet på. Så hvad er lige fremtidsperspektivet i toppolitik, når man har helvegske ambitioner.
I erhvervslivet bliver du forfremmet, hvis du er dygtig. I Folketinget gælder ikke samme logik: Du kan knokle tre-fire år med dine sager og virkelig lykkes med dem. Men så bliver dit parti straffet af grunde, der slet ikke handler om din personlige performance. Dit parti ryger uden for indflydelse, den parlamentariske situation ændrer sig, pludselig er du længere væk fra magten. Med andre ord: Der er ikke nødvendigvis sammenhæng mellem et kvalificeret stykke arbejde og et elendigt valgresultat. Når du samtidig ser ud til at blive parkeret i den fortabte mellemgeneration – dem på 40+ – og bliver sprunget over af en purung hurtigløber, så er det man begynde at tænke i andre karrieremuligheder.
For en veluddannet cand.polit. som Morten Helveg har det formentlig også været sin sag at se jævnaldrende studiekammerater stige til tops rundt omkring. De har gang i firmabiler og guldkort. De har lyttet til ham, som om han var idiot, når han har ringet fra et lørdagsmøde på Hotel Nyborg Strand eller et vælgermøde ude i landet med 12 tilhørere og sagt, at han bliver forsinket. De har spurgt venligt, om de skulle vente med maden, men alligevel.
Man skal være besjælet af den politiske ild for ikke at lade sig påvirke. Derfor holder yngre karriere-politikere øje med de spændende job i organisationerne, på uddannelsesinstitutionerne eller i den rigtig populære mediebranche – og slår til. Blot et par eksempler: Venstre politiske ordfører Jens Rohde tager sig en springtur og bliver uden cheferfaring direktør for TV2 Radio. Efter at være fyret fra det tilsvarende job hos Socialdemokraterne siger Lotte Bundsgaard bittert farvel og begynder at studere til journalist. Og efter 10 år i landspolitik – tre som minister – tager Rikke Hvilshøj hoppet til brancheorganisationen Danske Erhverv og bliver markedsdirektør. Alle tre selv-pensionerede landspolitikere, der er meget langt fra de 50 og dermed tidligere tiders panikalder.
Men risikoen for nedslidning rammer også stadig yngre politikere: Måske har man i en forholdsvis ung alder været for forhippet på at komme på forsiden af Politiken og Berlingske Tidende hver uge – og glemt at dosere sin trang til at markere sig. ”Frank Jensen-syndromet” kan man kalde fænomenet, for spørgsmålet er, om Jensen er den første i rækken af ikke særligt gamle politikere, der – mange kvaliteter ufortalt – slides ned i medierne og aldrig når det sidste stykke på Christiansborg.
Margrethe Vestager ville have været i farezonen, hvis ikke den længe siddende Marianne Jelved til sidst havde kastet håndklædet i ringen. Som årene gik, sad mange tilbage med en følelse af, at Vestager havde været kronprinsesse i 100 år og var ved at ende som Prins Charles: Tæt på magten uden at få den. Nu sidder Vestager på den radikale trone, men med slidsomme år foran sig, uden noget land at regere. Og i mellemtiden er der kommet mange andre interessante kvindekort til i toppen af dansk politik, blandt andre Helle Thorning-Schmidt og Lene Espersen.
Læg dertil Connie Hedegaard, der er prototypen på en ”frem-og-tilbage-politiker”: Hun forlader overraskende dansk politik i 1990, da hun ellers er De Konservatives unge håb og mediernes darling. I stedet bliver hun journalist på Berlingske Tidende, chef for Radioavisen og til sidst studievært på DR2. Hedegaard modtages som en heltinde af K, da hun i 2004 overraskende vender tilbage – som miljøminister.
Hun vil formentlig uden problemer kunne få et spændende job uden for Christiansborg, det samme i løn som en minister – og i hvert fald mere, end hun ville kunne oppebære som folketingsmedlem, hvis regeringen falder. Frem-og-tilbage er en mulighed for utålmodige sjæle, der ikke har tålmodighed til at sidde uden for indflydelse år efter år. Connie Hedegaard ville have kunnet fejre sølvbryllup i Folketinget i år, hvis ikke hun havde prøvet kræfter uden for. Enhver kan tænke sig, hvor interessant Hedegaards profil ville være med et sølvbryllup hængende over hovedet. Så er man ikke længere yngre, spændende kvinde.
Også Christine Antorini har tilsyneladende blik for, hvad et hop uden for Borgens gange kan sætte gang i. Hun når kun at sidde i Folketinget for SF i halvandet år, før hun i 1999 søger væk for at blive sekretariatschef i Forbrugerinformation. Det giver hende ledelseserfaring, en sjældenhed blandt kollegerne på Christiansborg. Ligesom Hedegaard får hun tilmed solid medietræning i form af værtsrollen på DR-programmet Deadline. Og så springer hun ud som socialdemokrat og får en foreløbig ganske fin karriere under Helle Thorning-Schmidt.
Enhedslistens Pernille Rosenkrantz-Theil sagde også stop på Borgen, men laver nu en fotokopi af den partiskiftende Antorini: Den absolutte venstrefløjs tidligere mediekæledægge vil gøre karriere i det regeringssultne socialdemokrati. Læg dertil Jens Rohde (Europa-parlamentet) og Frank Jensen (overborgmesterkandidat), der tillige er på vej tilbage til det politiske rampelys efter at være blevet kølet af uden for.
Moralen er, at yngre karrierebevidste mennesker – ikke mindst de gode hoveder – med en politiker i maven vil plukke lidt hist og her på karrierehylden. De vil i højere grad end tidligere shoppe frem og tilbage mellem job (og partier!), hvor mulighederne er mest interessante. Det er det, Morten Helveg nu tager konsekvensen af. Han bliver ikke den sidste.