Sørgeligt underholdende har det været at iagttage giganternes kamp i radio, tv, på print og web. Foreløbig er der ingen vindere. Kun dårlig ledelse.

Udenrigsministeren:

Det foreløbige bundniveau i de konservative ministres dolkeri bliver nået, da Berlingske Tidende via en (god!) kilde beretter, at Per Stig Møller helt oppe i regeringens øverste ledelse, k-udvalget, har advaret om, at vil være forkert af Lene Espersen at droppe Arktis-turen.

Get a life, Per! Kom videre med dit liv; otte gode år i UM, nu gælder det Kulturen. Slip tøjlerne løs, nyd VM i Sydafrika, drop for en stund udenrigspolitikken og journalisterne i dette miljø, som i lighed med dig er forbitrede over, at en midaldrende kone (Søren Mørchs udtryk i Politiken) nu sidder for bordenden i dit ministerium.

Ikke for det: Den tredje puniske krig hos de konservative vil da give stof til de lange mørke vinteraftener på samtlige redaktioner.

Lejlighedsvis har man troet, at Berlingske allerede er en del af magtkampen. Espersens Mallorca-rejse omtales i avisen slet og ret som ”solferie”, hvor bladet ret beset kunne nøjes med det herlige ord ”ferie”. Og så lade BT og Ekstra Bladet om ikke bare den direkte, men også den indirekte tilsvining.

Måske er det ugens groteske melding om Per Stigs ”advarsel” i k-udvalget, som får Berlingske Tidende til i går endelig at gennemskue intrigen og lave det første afbalancerede portræt af den ny udenrigsminister.

”Pressen elsker mig”, betroede Lene Espersen ellers i 90’erne sin mæcen i partiet, Hans Engell. Læs fra side 382 i Engells ”Farvel til Slotsholmen,” hvordan den gamle rotte for over ti år siden advarer Lene om, at mediernes logren aldrig varer evigt. Presse og politikere sidder jo ikke på samme side af bordet, når der bliver varmt i lokalet!

Problemet opstår i de ”gode tider”, når medierne mister sund fornuft og kritisk sans. Flemming Østergaard, Naser Khader, Poul Nyrup Rasmussen – alle har de været igennem turen. Villy Søvndal, watch out – from hero to zero rammer formentlig også dig en dag.

Kulturministeren

Samme Per Stig Møller kommer helt galt af sted i kommunikationen om den ny FM-kanal. Måske fordi hverken han eller dagblads-journalister og -redaktører er fuldt bekendte med, hvad der egentlig eksisterer af kvalitetsradio ude og hjemme. Først skulle det være norsk Viasat-pop, siden P1 – indtil et kommissorium forleden sætter tingene foreløbigt på plads.

Om end man kan have ondt i maven på vegne af DR, som for gud ved hvilken gang skal igennem en ny ”runde”, er konkurrence ikke nødvendigvis det værste, hvis man ønsker top-fokus på produkt og kunder.

Hvis vi taler offentlige penge som her, skal der naturligvis være en bund i foretagendet af vid og visdom. Men da på den fede, 2020-agtige måde, hvor der i dag faktisk er et reelt hul i radiobilledet, om end hverken Per Stig eller kulturredaktionerne endnu har fornammet det.

Skønne, seriøse P1 er trods markante løft fortsat vel rigeligt langsnakkeri for det store publikum. Smalle, men hjertegribende P2 skræmmer decideret almindelige mennesker væk. P3 er fed – men hov, hvor blev ungdommen og oprøret af på den kanal? Når patinerede Frederiksberg-fruer som jeg pendler over på P3, er der måske et målgruppe-problem? P3 skal som en tumling udfordre og anfægte det bestående, mere revolution fra den kant, tak! P4 er i al sin bredde ind imellem vel ligegyldig, fyldt som den er med det nære; formentlig prisen for at være en meget lyttet kanal med masser af service-stof.

Mette Davidsen-Nielsen m.fl. i Pers radioudvalg: Tag det mest begavede mainstream fra P3, giv det et ordentligt skud P1-vitaminer og en dosis Danmarks-bredde fra P4 samt et stænk inderlighed fra P2. Pift op med nogle dråber anti-målgruppe-agtig originalitet og øverst et drys stjernestøv, kanalens umiskendelige X Factor. Så har vi lytteværdig og up-to-date public service kanal: dansk og international debat på den kloge men samtidig underholdende måde. Nuanceret og ind imellem skæv baggrund. Det hele fyldt op med fed musik, det er vel fortsat tilladt bare at skrue op og nyde livet. Så har vi public service på den brede og vel at mærke moderne måde.

Tv-værten

DR har sin helt egen Lene-lignende sag, hvor en bommert vokser sig større og større og til sidst er helt ude af kontrol på grund af dårlig ledelseshåndtering. Reimer Bo runder de 60 i dag. Større dejligt ego skal man lede længe efter. Manden er på medie-primadonnalistens top-5. Og lige præcis derfor skal sådan en mand ledes helt, helt anderledes end alle mulige andre.

Det stiller krav til den ledelse, der har en sådan mand i sin stald. Han skal have en særstilling i chefens kalender, også efter kl. 16. Der skal udvises respekt. Han skal behandles som en ligemand. 90 procent af ledelsestiden sammen med en primadonna af den kaliber kan bruges på at understøtte selvtilliden og i tæt dialog have fokus på, hvor der skal justeres op, og hvor skal der skrues lidt ned i værtskabet i forhold til de til enhver tid gældende programplaner.

Det er ikke nok at nyde sejrene, som i Reimers tilfælde blandt andet var det seneste folketingsvalg, hvor han udviste værtskab som ikke set før i en dansk tv-valgoptakt.

Med så markant medarbejder skal oveni lægges en slags forebyggende ledelse, hvor der i fællesskab kigges frem på sager, der senere kan blive et potentielt problem for virksomheden. Det har nemlig hverken medarbejder eller ledelse en interesse i.

Chefen bør heller ikke være karrig med baggrundsinformationer, som giver den krævende men dygtige medarbejder et mentalt overskud. De fem procent af tiden, som den dygtige chef bruger på fortrolig opdatering, giver primadonnaen en følelse af at være noget særligt og dermed ovenpå – frem for at føle sig bagud og ikke-anerkendt, som er den absolutte død for en primadonna.

De sidste fem procent af ledelsestiden med superegoer skal bruges på at tydeliggøre, at det er dig, chefen, der bestemmer. Færdig, basta. Inklusive, at her i huset kan vi godt aflønne ganske enkelte med en million-gage. Men at en sådan hyre forpligter. At det er ok at være DR-millionær – men ikke ok at efterlade et indtryk af griskhed, som kan skade arbejdspladsens renommé. Det er primadonnaledelse OGSÅ.

Ledelsen har svigtet Reimer ved ikke i tide at understøtte mandens dokumenterede journalistiske og interviewmæssige evner på en respektfuld og konstruktiv måde samt at tage mod til sig og få gennemført de nødvendige samtaler om værtskabet. Det er en ledelsesbeslutning at lægge en redaktionel linje og overordnet sikre, at linjen overholdes. Ikke en medarbejders, det være sig vært eller redaktør. Heller ikke selvom man er stjerne. Tillykke herfra til rødhårede Reimer – som vi givetvis gudskelov ikke har set det sidste til.