Da Fogh kom til magten, lavede han en ”omvendt Nyrup”. Fra Statsministeriet strammede han grebet voldsomt om fagministerierne. Udfordringen for en S-SF-regering er både at stramme og løsne, hvis den på langt sigt vil have succes. Det svarer til en ”halv Fogh”. Analyse i Information.

Hvor Finansministeriet i 1990erne havde været regeringens politiske idéværksted, sugede Fogh al kraften over til sig selv i Statsministeriet. Fogh havde studeret Nyrups lederskab og vendte alt på hovedet for at sætte sig selv i scene.

Udover at svække finansministeren fjernede han samtlige konkurrerende strategi-og idécentre i regeringen: Svend Aukens miljø-og energiimperium blev splintret, og de Radikales økonomiministerium med dets analysekapacitet blev reelt også nedlagt. Det gav Statsministeriet en hidtil uset styrke.

Men samtidig begik Fogh en fejl, som Lars Løkke Rasmussen lider under: Fogh strammede grebet så voldsomt om fagministerierne med sine berygtede to-do-lister, at han kom til at kvæle iderigdommen. Topstyringen gik for vidt: Ministre og embedsmænd blev groft sagt vænnet fra at komme med selvstændige tanker. Udviklingschefen sad jo alligevel ovre i Statsministeriet. I dag slås Løkke derfor med, at apparatet er vænnet af med at idéudvikle.

Spørgsmålet er, om en S-SF-regering vil lære af den erfaring. Et bud kunne være, at den ikke vil rulle ledelsesmetoderne tilbage til før 2001, men lave en ”halv Fogh”.  Det vil sige både stramme og løsne grebet om de mange ministerier: Noget skal fortsat topstyres, andet egner sig til uddelegering.

Indgreb uden rundkredsledelse

Lad os tage topstyringen først: Det var ventet, at Helle Thorning-Schmidt efter et såkaldt kasseeftersyn ville kunne udbasunere, at de borgerlige har efterladt sig et fallitbo, og dermed legitimere stramme beslutninger. Men den ”oprydningstaktik” har fået det sværere efter Lars Løkkes dristige efterløns-skaktræk forleden. Uanset hvad vil en snæver regeringskreds  imidlertid skulle arbejde for hårdhændede reformer, der er upopulære, men nødvendige for at løse Danmarks balanceproblemer.  Sådanne tunge indgreb egner sig ikke til rundkredsledelse.

Hvis en ny regering vil undgå at gentage Foghs fejl, skal grebet derimod løsnes på andre områder, så der bliver plads til en håndfuld strategicentre, der kan løfte store dagsordener. Finansministeriet bliver i den sammenhæng svært at komme uden om, blot skal regeringslederen af hensyn til sin egen position sikre sig, at lige præcis dette stærke ministerium ikke bliver for magtfuldt. Andre oplagte politiske centre ligger inden for beskæftigelse og uddannelse samt forskning, erhverv og vækst. Det kræver, at man har ministre med en vision og stærk ledelseskraft, men også viljen til at arbejde for fælles mål. Ligesom det kræver, at toppen får lavet de rette ressortsnit mellem ministerierne.

Men sværest bliver det at gøre, hvad Fogh ikke kunne eller ville: Give manøvrerum til, at embedsværket kan komme med ideer og lave frugtbare makkerskaber med deres ministre på regeringens nøgleområder.  

Skræmmeeksemplet

Uden risiko er det ikke: Sådanne kraftcentre må ikke begynde at konkurrere med Statsministeriet, for så ender det i strid og kævl. VK-regeringens klimafiasko er skræmmeeksemplet på, hvordan to magtpoler kan sætte hinanden skakmat. En stærk minister som Connie Hedegaard i Klimaministeriet satte sig op mod Statsministeriet, hvor Lars Løkke i mellemtiden var kommet til. Derved kom der til at køre hele to strategier for, hvordan klimatopmødet skulle forløbe.

Endnu en lære fra nullerne er, at Statsministeriet – uden en ledertype som Fogh – er svagt. Det har svært ved at bevare momentum for en hel regerings arbejde. Så enten skal Statsministeriet styrkes voldsomt på embedsmandsniveau. Eller også skal der etableres stærke ministerier, der får opbakning til at fostre ideer og realisere dem. Hvis man ikke gør nogen af delene? Ja, så ender al magten i Finansministeriet og dermed i den budgetbisse-magtkoncentration, Fogh ville undgå.