Med sin nye ”Open for Business”-strategi vil Nick Hækkerup selv slås for, at den hjemlige militærindustri øger eksporten og skaber flere job. Dermed gør regeringen op med tidligere tiders politiske berøringsangst. Analyse i Berlingske Business Magasin.

Forsvarsminister Nick Hækkerup (S) vil med støtte fra bl.a. SF hjælpe den lille, men stærkt eksport-tunge militærindustri herhjemme yderligere ud på det internationale marked.  Det er et kursskifte i dansk forsvarspolitik. Et opgør, VK-regeringen ikke for alvor nåede at tage.

Vi har set os selv som en nation, der hellere samler ind til nødhjælpstelte og varme tæpper end sælger avancerede militærsystemer. Vi holder os fra våbensalg og går mere op i nød og menneskerettigheder.

Samtidig er forsvarsindustrien så lille, at den har haft svært ved at råbe landspolitikerne op og få dem til at interessere sig for potentialet blandt de cirka 50 virksomheder. Der er kun et par tusind arbejdspladser herhjemme, langt færre end i Sverige, Norge og Finland.

Det er nogle af grundene til, at Danmark internationalt er langt bagefter, når det gælder statslig lobbyisme og ministerinvolvering. Flere af vores NATO-partnere er anderledes aggressive.

Det kan for eksempel stadig være et lidt af chok for forsvarsministeren at sidde over for en udenlandsk kollega og analysere den militære situation i Afghanistan eller Irak. Pludselig ændrer dagsordenen sig, fordi NATO-kollegaen uventet tager sælgerkasketten på: ”Vi er opmærksomme på, at I skal købe nyt artilleri og kampvogne. Var det ikke noget, industrien hjemme hos mig kunne levere til Danmark?”

En sådan politisk gråzone ønsker Hækkerup næppe selv at havne i. Men med sin nye ”Open For Business”-strategi vil han gå mere aktivt ud i eksportfremstød og dermed bringe Danmark yderligere ud af lillestats-uskylden: Nu skal kongekronen være med til at åbne døre.

Analysen er, at den innovationstunge militærindustri kan have nogle af vinderformlerne til at sikre varige private job, en udfordring, der står højt på regeringens dagsorden. Formlen har tre vigtige ingredienser: Virksomheder som Terma eksporterer til et internationalt marked; de leverer højteknologiske nicheprodukter, som kun forsvindende få i verden kan lave lige så godt; og de udvikler deres produkter i et tæt samspil mellem udviklings-og researchafdelinger og produktionsfolk.

Der er altså jobmuligheder. Ikke blot for danske ingeniører og andre højtuddannede, men også for smedene i Dansk Metal og specialarbejderne i fagforeningen 3F. Sidstnævnte sender Terma rask væk på AMU-kurser for at omskole dem til at lave sofistikerede produkter, som tilfredsstiller de ekstremt høje krav, amerikanske flyfabrikker stiller.

Der er også pæne eksportindtægter på spil: Forleden kunne Berlingske fortælle, at Terma har underskrevet nye kontrakter til en værdi af en milliard kroner med den amerikanske producent af F-35 Joint Strike Fighter, Lockheed Martin.

Hækkerup havde kun været kort tid i ministerstolen, før han drog til Paris og kastede politisk glans over et industriarrangement, hvor FAD – den danske forsvars-brancheforening under DI – underskrev en samarbejdsaftale med sin franske søsterorganisation. Når det officielle Danmark bakker op, er håbet, at det bliver nemmere for små danske virksomheder at komme ind på det franske marked.

På samme måde tog han få måneder efter til den danske ambassade i Washington DC, hvor en række amerikanske militærgiganter kunne netværke med danske firmaer. Også det byggede på en erkendelse af, at skal en lille, men dygtig dansk underleverandør have en chance for at bare komme i nærheden af de store ordrer, skal regeringen gøre en ekstra indsats.

Den slags eksportfremstød har i årevis været normal trafik på andre erhvervsområder. Erhvervsorganisationer som Landbrug & Fødevarer tager det for givet, at en dansk regering stiller med nøgleministrene, når nye markeder skal erobres af erhvervsdelegationer.

Kursskiftet tog sin spæde begyndelse under VK-regeringen. Den aftalte med den daværende danske ambassadør i USA, at forsvars-attacheen på vores ambassade ikke længere kun skulle koncentrere sig om det sikkerhedspolitiske samarbejde med amerikanerne, men også tage sælgerhatten på; en ordning, der i starten blev medfinansieret af FAD.

Hækkerups nye forretningsstrategi sender et kraftigt signal til samtlige andre forsvarsattacher, der er udstationerede rundt om i verden: Nok er de officerer med en ikke-kommerciel baggrund og med sikkerhedspolitisk fokus, men også de skal huske at tænke i eksportmuligheder.

Man kan se paradigmeskiftet som en udløber af flere års aktivistisk udenrigspolitik. Vi sender rask væk danske soldater til brændpunkterne, hvor der skydes med skarpt, og forventer, at de har moderne topudstyr med sig, så de kan beskytte sig bedst muligt. Den forsynings-fødekæde kan og bør danske nichefirmaer indgå i sammen med virksomhedspartnere fra andre NATO-lande, heriblandt ikke mindst fra USA, lyder forsvarsministerens ræsonnement.

SFs forsvarsordfører, Jonas Dahl, støtter forretningslinjen, så længe vi ikke begynder at eksportere klyngebomber og andre konventionsstridige våben. Dermed er Danmark trådt et lille skridt ind i statslobbyisternes rækker. Men der er stadig langt op til for eksempel svenskernes metoder. På den anden side af Øresund er politikere, statslige embedsmænd og industri for længst vokset betydeligt mere sammen.

Tag Sveriges tidligere statsminister Carl Bildt, der ikke går ad vejen for med et finurligt smil at opsøge Termas direktion på militærmesser for at lokke Danmarks største militærvirksomhed til at flytte hinsidan.

Eller tag alliancen mellem svensk diplomati og flyproducenten Saab: Den svenske ambassadør i København tøver ikke med at fare i blækhuset og skrive appellerende læserbreve i dagbladet Politiken, hvis det kan hjælpe producenten af Gripen-flyet over for de danske beslutningstagere. Det så man, da kampen om gigantordren på F-16-flyets afløser sidst var på sit højeste. Medunderskriver var en af Saabs topfigurer.

Det ville være overraskende at se en dansk topdiplomat promovere vores militærindustri i en lignende alliance med en dansk fabrikant. Men det kan måske komme, for Danmark sukker efter private arbejdspladser, og i en globaliseringsramt verden gælder næsten alle diplomatiske kneb.

Tagged with →